Lægeforeninger er stærkt utilfredse med 1813-ordning

Ledelse

02/11/2015 19:37

Nick Allentoft

De praktiserende læger mangler i 1813-akutordningen i Region Hovedstaden, mener fire lægeorganisationer.

Patienterne i Region Hovedstaden får ikke den bedste hjælp, når de ringer til akuttelefonen 1813.

Det mener de fire organisationer: Lægeforeningen, Praktiserende Lægers Organisation, Yngre Læger og Foreningen af Speciallæger, som derfor i et fælles brev til Region Hovedstaden råber vagt i gevær.

De mener, at det er stærkt utilfredsstillende, at det eksempelvis er sygeplejersker og ikke praktiserende læger, der tager telefonen, når borgerne akut har brug for hjælp. 

Alt om 1813

- Det er barokt, at der ikke er praktiserende læger i 1813-ordningen i Region Hovedstaden, når nu alle faglige organisationer peger på, at de praktiserende læger er bedst til at visitere, siger formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing til Ritzau.

- De praktiserende læger er de bedste til at skelne mellem, hvornår det er så alvorligt, at en patient skal indlægges, og hvornår det bare kræver, at vedkommende putter sig under dynen. 

Andreas Rudkjøbing og de tre andre organisationer ønsker derfor, at Region Hovedstaden igen vil overveje brugen af de praktiserende læger, som de opsagde samarbejdet med 1. januar 2014.

Lige nu indebærer den nye akutordning, at regionen i yderste konsekvens kan pålægge hospitalsansatte yngre læger og overlæger at løse arbejdsopgaverne i 1813, og det er ikke godt nok, mener organisationerne.

- I bund og grund handler det om at få Region Hovedstaden til at give forhandlingerne et forsøg mere, siger Andreas Rudkjøbing.

- Som det er lige nu, så tilbyder akutordningen ikke behandling af den bedste kvalitet, fordi det er ikke er de praktiserende læger, der tager telefonen, når patienter ringer akut. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce