Leasingfinte sender registeringsafgifter retur

Infrastruktur

20/06/2017 10:12

Nick Allentoft

Selv om biler handles videre med store værditab, bliver registreringsafgiften returneret som om, de ikke har tabt værdi.

Når leasingfirmaer får refunderet registreringsafgifter som aldrig før, sker det på baggrund af kunstige beregninger, som ikke behøver at have noget med virkelighedens verden at gøre, skriver Finans. Det viser en bilauktion med tidligere leasingbiler, som Finans har undersøgt og analyseret.

Resultatet forarger flere partier på Christiansborg, hvor et flertal udenom regeringen allerede har krævet et indgreb mod bilbranchens rundbarbering af registreringsafgiften.

Kravet er rejst på baggrund af en lang række artikler på Finans, der blandt andet har afsløret, hvordan leasingbiler kan køre rundt helt uden registreringsafgift på danske veje.

Forklaringen er lidt teknisk, men det handler grundlæggende om, at leasingselskaberne fortæller Skat, at bilerne efter endt leasing har haft et mindre værditab, end Skat forudsatte, da registreringsafgiften blev beregnet.

Ofte har de slet ikke haft noget tab, og så kan leasingfirmaet få refunderet hele registreringsafgiften ved salg. Leasingselskaberne skal ikke tage udgangspunkt i den reelle salgspris, men kan helt lovligt nøjes med at finde eksempler på, at tilsvarende brugte biler er sat til salg til en pris, der er højere eller tilsvarer leasingfirmaets egen indkøbspris.

På en auktion hos BCA Bilauktion i Vejle var der 73 biler, som enten fik så lave bud, at de blev trukket fra auktionen eller blev bortauktioneret til priser, der lå under leasingfirmaernes anskaffelsespriser. Alligevel havde leasingselskaberne bag samtlige 73 biler inden auktionen anmodet Skat om at få refunderet registreringsafgiften, som om bilerne ikke havde tabt en krone i værdi.

»Det er jo fuldstændigt sort, at leasingbiler kan få tilbagebetalt registreringsafgift ud fra en pris på bilen, der ligger over det, den er solgt til. Det er et skattehul. Og det skal lukkes med det samme,« lyder det fra Rune Lund fra Enhedslisten til Finans.

»Det er dybt, dybt problematisk. Det må i allerhøjeste grad være noget, politikerne må gå ind og ændre. Ellers kan man jo ikke have tillid til systemet. Det er jo blevet et tag selv-bord,« siger forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen fra bilejernes interesseorganisation, FDM.

Ifølge en skriftlig kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Finans er ministeren klar til forhandlinger om et indgreb.

Hele historien hos Finans.dk

Mest Læste

Annonce