Ledere mødte kommissionen: Skab et frirum i den offentlige ledelse

Ledelse

12/09/2017 07:23

I onsdags mødtes to af Ledelseskommissionens medlemmer med repræsentanter fra Kost & Ernæringsforbundet og en række andre sundhedsorganisationer til en snak om offentlig ledelse med særligt fokus på social- og sundhedsområdet.

- Jeg håber meget, at vi kan gøre op med den her myte om, at offentlig ledelse er dårlig. Det er den jo ikke, siger Kirsten Skovsby, køkkenchef i Fælleskøkkenet I/S.

Det var stolte og yderst engagerede ledere fra sundhedssektoren, som i onsdags mødtes med Ledelseskommissionen til en snak om nutiden og fremtiden som offentlige ledere. For de seks repræsentanter fra Kost & Ernæringsforbundet var budskabet klart; vi skal være stolte af det arbejde vi præsterer hver eneste dag. Og vi skal have rum til at lede.

Kost & Ernæringsforbundet på DenOffentlige

Kost & Ernæringsforbundet er redaktør for eget indhold på DenOffentlige og udgiver artikler, blogs, cases, synspunkter og pressemeddelelser om, af og for kost-, ernærings- og sundhedsfaglige.

Læs mere om Kost & Ernæringsforbundet her.

Læs mere om at blive redaktør for eget indhold her.

- Jeg håber, at vi kan få skabt et fundament for handlekraftig ledelse, var et af Bente Sloths, cheføkonoma på Århus Universitetshospital, store ønsker for fremtiden.

Der var store forhåbninger og vidt forskellige ønsker blandt de seks offentlige ledere fra Kost & Ernæringsforbundet. Hos Randi Bendix Keller Mortensen, områdeleder Mad og Måltid i Aabenraa Kommune, var fokus på, at "vi skal have skabt et frirum i offentlig ledelse, hvor vi kommer væk fra nogle af de her kontrolparametre vi bliver målt på. Vi vil ledelse.”

Fælles for de seks var dog, at de havde store forventninger til Ledelseskommissionens arbejde og en nysgerrighed for at høre andre grene af sundhedssektorens ledere berette om deres hverdag og vilkår.
- Det var en interessant dialog. Jeg lærte faktisk nogle gode ting, og så var det spændende at se de mange fællesnævnere vi har på kryds af sundhedssektoren, som Gitte Breum, Chef for Mad og Måltid i Odense Kommune, beskrev det.

Vi skal turde udvikle os med fremtiden
Inden den to timer lange session med Emma Winther, Centerleder, Kastaniehaven, Give Plejecenter, Vejle Kommune, og Alfred Josefsen, tidligere adm. direktør i Irma, fra Ledelseskommissionen havde de fremmødte offentlige ledere en times formøde, hvor der var fokus på gruppedrøftelse af spørgsmålene fra Ledelseskommissionen og mødets ramme. Formødet var en livlig debat rundt om bordene, hvor medlemmerne fra de forskellige organisationer på tværs af faglighed diskuterede udfordringerne og vilkårene for ledelse i det offentlige.

Ledelseskommissionen

Se hele vores tema om Ledelseskommissionen her 

Debatten om ledelse og styring af den offentlige sektor blæser stadig med stormstyrke, og New Public Management er flere gange i løbet af 2016 erklæret død. Men hvad kan - om noget - afløse NPM, hvilken styringslogikker bør gælde, og hvordan kommer vi i mål med fremtidens velfærd?

For at fremme god offentlig ledelse har regeringen nedsat en Ledelseskommission, som DenOffentlige følger tæt. 

 

 

Her gjorde Mona Carøe Jensen, cheføkonoma på Regionshospitalet i Randers, en interessant observation. 

- Jeg har ikke samme problematikker, som andre her, da jeg har taget fat om mit ledelsesrum. Direktionen bakker mig op i mine beslutninger, fordi jeg har taget den rejse og de kan se værdien. Så jeg synes ikke, at vi skal ikke være bekymrede for fremtiden - vi skal turde udvikle os med den.

Efter de livlige drøftelser om, hvor fokus skal være i den offentlige ledelse, var det tid til at indgå i dialog med Emma Winther og Alfred Josefsen.

Vi brænder for ledelse
De to medlemmer af kommissionen lagde ud med en introduktion der begejstrede de fremmødte ledere. Herefter gik dialogen mellem de offentlige ledere og de to medlemmer fra kommissionen lystigt med skarpe pointer og god debat om, hvordan fremtidens offentlige ledelse skal være, og hvilke udfordringer der er i rollen som leder nu og her.

Der blev debatteret alt fra de yngre generationers lyst til at blive offentlige ledere, til centralisering, bureaukrati, samt personlig udvikling som redskab for ledere. Et af de tilbagevendende temaer under sessionen var den hæmsko mellemledere bliver ramt af, når der fra højere sted og det politiske system ønskes og kræves data til at dække sig af i diverse sager. En opgave der betyder mere arbejde og mere kontrol for lederne. Noget man med stort ønske så minimeret blandt alle i salen.

- Det var rigtig godt at høre både Ledelseskommissionens tanker og offentlige ledere fra andre områder end mit eget. Det gav et godt fokus. Og så kom både Emma og Alfred med nogle relevante og skarpe spørgsmål til os i forhold til at tænke ledelse i det offentlige på nye måder. Jeg tror, at Ledelseskommissionens arbejde kan skabe værdi på sigt, fortæller Christina Søndergaard, afdelingsleder i Helsingør Rehabiliterings- og træningscenter.

- Det her er et fedt initiativ. Jeg synes, at det er vigtigt, at der holdes fokus på ens egen indre drivkraft. Hvorfor er det, at jeg brænder for at være leder? Det skal man kunne svare på, supplerede Bente Sloth.

"Det var topgodt"
Også de to medlemmer fra Ledelseskommissionen var begejstrede for sessionen.
- Det var topgodt. Vi kom jo i direkte dialog med målgruppen for kommissionens arbejde. De er derude i organisationerne og de vil ledelse. De brænder jo for deres fag. Så der kom en masse gode input.”, lød det fra Alfred Josefsen og Emma Winther.

Og netop ledelse som profession og fag, var noget Mona Carøe Jensen lagde meget stor vægt på i sin analyse af ledelse.
- Jeg kan jo ikke lede uden at brænde for det. Jeg brænder for det jeg laver - hver eneste dag. Man skal turde tage ledelsesrummet.

Dette blev bakket op af Gitte Breum, som beskrev vigtigheden af rollen som offentlig leder.

- Vi skal turde noget mere. Risikovillighed skal ind i ledelse. Vi må ikke blive handlingslammede - vi skal være modige i vores rolle som leder.

Det fremtidige arbejde med Ledelseskommissionen går nu ind i den afsluttende fase, hvor medlemmerne skal udarbejde deres endelige rapport med pejlemærkerne og initiativer for fremtidens offentlige ledelse.

De øvrige medvirkende var Danske Bioanalytikere, Farmakonomforeningen, Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen (som stod for at arrangere mødet), Radiograf Rådet og Dansk Sygeplejeråd.

Mest Læste

Annonce