Letbane vil øge tilgængelighed til hospitaler

Infrastruktur

25/12/2017 15:35

Region Hovedstaden

Når Hovedstadens Letbane åbner senest i 2024, vil det gøre det nemmere at komme med kollektiv trafik til de to store hospitaler i Herlev og Glostrup.

Letbanen, som får stop ved de to hospitaler, binder S-togsnettet sammen og kan samle folk op ved de store trafikknudepunkter. Det vil få stor betydning for alle de patienter, pårørende og medarbejdere, der skal frem og tilbage til hospitalerne.

Læs mere fra Region Hovedstaden

Du kan læse flere historier fra og om Region Hovedstaden på temasiden her

Letbanen er lettere at bruge for gangbesværede og handicappede end fx busser, da den vil have på- og afstigning i niveau med stationerne. Den øgede tilgængelighed gavner patienter og pårørende, som har et synshandicap eller som sidder i kørestol, fordi de med letbanen nemmere selv vil kunne komme frem og tilbage til hospitalerne med kollektiv transport. Det samme gælder for mange ældre mennesker, som vil få nemmere ved at komme til undersøgelse eller besøge deres ægtefælle og venner på hospitalet uden at være afhængige af andres hjælp.

Alene Herlev og Gentofte Hospital modtager omkring en halv million patienter hvert år. I disse år udvides hospitalet med en række nye tilbud på Herlev-matriklen, som vil betyde, at langt flere mennesker hver dag skal transporteres frem og tilbage til hospitalet. Det kommende Steno Diabetes Center Copenhagen forventes fx at få ca.75.000 besøg om året, når det er fuldt udbygget. Derfor ser Diabetesforeningen særligt frem til, at letbanen sikrer, at alle borgere – uanset bopæl og uanset helbredsmæssige udfordringer – har god mulighed for fysisk at møde frem og modtage det tilbud om diabetesbehandling i verdensklasse, der er formålet med det kommende Stenocenter.

Når et stort flertal af danskerne i en tidligere undersøgelse har svaret, at det er vigtigt med god offentlig transport direkte til hospitalerne, kan vi kun bakke op. Derfor ser vi frem til åbningen af letbanen fra Ishøj i syd til Lyngby i nord, for tilgængelighed via effektive, kollektive trafikløsninger er også med til at skabe et bedre og mere lige sundhedsvæsen.

Mest Læste

Annonce