Lommepenge-skandalen: It-firmaer bestak offentligt ansatte

Ledelse

09/06/2015 23:12

Nick Allentoft

Ansatte i Rigspolitiet, Kriminalforsorgen og Region Sjælland kunne tilsyneladende forsøde tilværelsen med ekstra lommepenge og luksus. De havde adgang til at trække på en konto, som it-firmaer betalte procenter af deres omsætning til.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmark udråbes ofte til verdens mindst korrupte land, men tirsdag landede en potentiel bestikkelsessag på rettens bord i Nykøbing Falster.

Ifølge politiet har to it-firmaer stillet mindst en million kroner til rådighed for ansatte i Region Sjælland, Kriminalforsorgen og Rigspolitiet som led i bestikkelse. I alt 13 personer er anholdt, herunder en højt placeret ansat i Rigspolitiet. Fem af de anholdte blev tirsdag stillet for en dommer.

Hvad de forklarede inde i retslokalet, kan offentligheden ikke få indblik i, da dørene var lukkede af hensyn til politiets mulighed for at opklare sagen. Uden for retslokalet ventede pårørende til nogle af de sigtede. Væbnet med tålmodighed, for grundlovsforhørene trak ud og varede aftenen ud.

Dommer Henning Larsen havde på forhånd tilkendegivet, at han først ville afsige kendelse om eventuel varetægtsfængsling, når samtlige fem mænd er blevet udspurgt. Tre af de fem er fra it-branchen og sigtes for at have ydet bestikkelse, mens de to andre er ansat i det offentlige. Disse to blev afhørt som de første. Den ene smilede, da han kom ud fra retslokalet, mens den anden så sammenbidt og nærmest vred ud.

Politiets påstand er, at den usædvanlige kriminalitet er sket fra 2007 og frem til 2015. Angiveligt blev pengene sat ind på en særskilt konto i det ene firma, hvorfra de offentligt ansatte kunne trække beløb. Eksempelvis skulle 400.000 kroner være blevet brugt på en rejse til Dubai. Foruden rejser er pengene brugt på forplejning og hotelophold i ud- og indland, påstås det.

Desuden skal der være blevet lovet et sponsorat på 100.000 kroner plus moms til Nykøbing Travbane. Formålet skulle for it-firmaerne være at fastholde den forretningsmæssige forbindelse med de offentlige myndigheder.

I organisationen Transparency International i Danmark betegner formand Knut Gotfredsen sagen som helt usædvanlig.

- Jeg kan ikke komme i tanke om en lignende sag. Alene det at der er så mange involveret, siger han. 

De anholdte nægter sig skyldige.

Bestikkelsessagen fra Nykøbing Falster

 

Den omfattende sag fra Nykøbing Falster om påstået bestikkelse omfatter 13 anholdte. Bestikkelsen skal være foregået i perioden 2007-2015.

* Seks mænd blev tidligt onsdag varetægtsfængslet frem til 2. juli af en dommer i Retten i Nykøbing Falster. De nægter sig skyldige og har kæret fængslingskendelsen til Østre Landsret.

* To af de fængslede er ansat i Rigspolitiet og Region Sjælland, mens fire er medarbejdere i it-firmaerne Atea A/S og 3Ait.

* It-firmaerne har ifølge sigtelsen stillet mindst en million kroner til rådighed for de offentligt ansatte.

* Pengene er ifølge politiet brugt på rejser til USA og Dubai samt til hotelophold i ind- og udland. Desuden var der lovet et sponsorat til Nykøbing Travbane.

* 1,5 procent af Ateas omsætning med Region Sjælland blev ifølge sigtelsen indsat på kontoen. 

Kilder: Politiet, Ritzau

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.