Specialskolerne skal hjælpe samfundets mest udsatte, handicappede og sårbare børn. Men gør de det? Bliver også børn på specialskole så dygtige som de kan?
Eller er specialskolen blevet en parkeringsplads for de børn den normale skole ikke kan klare?
Spørgsmålet er enkelt. Men tør vi søge svaret?
Knægten, der vil stikke de dumme unger en på siden af hovedet
Jeg kender en mor, der har en knægt, der går på en kommunal specialskole.
Knægten vil være pædagog når han bliver stor, for han synes pædagoger er seje og laver sejt arbejde. Så han glæder sig til at blive stor og til at blive pædagog.
Det er da et godt mål i livet, har jeg sagt til knægtens mor, men hun er ikke begejstret.
Pædagogen, der er blevet drengens forbillede fortæller nemlig, at pædagoger godt må slå børn, bare det ikke kan ses. Knægten glæder sig til at måtte gå rundt og stikke alle de dumme unger i skolen en på siden af hovedet.
Min ven har beklaget sig på skolen over den prægning, der foregår.
”Han synes jo det kunne være fedt, at kunne få lov til at slå de dumme børn som han synes er irriterende”, fortæller min ven, der dog ikke kan få skolen til at støtte op: De slår det hen og siger til hende, at hun gør et for stort nummer ud af det.
Ville det ske i folkeskolen?
Lad os prøve at ændre scenen!
Forestil dig, at det er dit barn, der sikkert går i en helt almindelig folkeskoleklasse, der en dag ved middagsbordet fortæller, at pædagogen henne i skolen siger det er helt ok at slå børn - bare det ikke kan ses. Hvordan vil du reagere?
Jeg er ret sikker på de fleste, straks når maden er blevet ryddet af, vil sætte sig til computeren og sende en skoleintra til klasselæreren.
Måske vil du skrive til skolebestyrelsen eller skolelederen, eller måske ligefrem stille på skolens kontor næste morgen?
Uanset hvad, så ville du handle, gøre din forældrepligt og gøre skolen opmærksom på problemet: At en voksen i skolen ikke tager sit ansvar som forbillede alvorligt.
Og ingen ville da overveje om skolen havde et problem, der skulle løses!
Spørgsmålet er hvorfor man på specialskolen her accepterer noget ingen ville acceptere i en almindelig folkeskole?
Opgøret med den syge skolekultur
I et tidligere blogindlæg efterlyste jeg en debat om inklusion, der ikke bare er sort-hvid.
Men hvis jeg skal vælge side, så er jeg for inklusion. Du må selv afgøre om det er sort eller hvidt, men for mig er det hvidt.
Ovenstående historie om knægten, der gerne vil være pædagog, illustrerer det:
Inklusion er nemlig et nødvendigt opgør med en skolekultur, der institutionaliserer en opdeling i normale børn og børn, der er anderledes, udsatte og sårbare. En skolekultur, hvor børn, der går i specialskole ikke rigtig tæller – og hvor deres forældre tit heller ikke gør det.
Derfor er det for mig først og fremmest en værdireform, der gør op med anvendelsen af specialskoler som dér, hvor man kunne sende ”problembørnene” hen. Væk fra de almindelige klasser i folkeskolen.
For når man samler alle ”problembørnene” kun for at få dem væk, så repræsenterer det et alvorligt værdi- og normskred.
Capacent rapporten
Det er ikke fordi der ikke findes gode specialskoler i Danmark. Der er specialskoler, hvor man bygger sit arbejde på anerkendende og inkluderende værdier, hvor den almene praksis tilgodeser alle børns behov.
Men for lidt over fem år siden udgav konsulentfirmaet Capacent og Undervisningsministeriet rapporten ”Uddannelsesresultater og -mønstre for børn og unge med handicap”. En bestemt konklusion i rapporten fik stor betydning:
I rapporten konkluderedes det nemlig, at det - gennemsnitligt set - ikke er bedre for børn at gå i specialskole eller specialklasse, end i en almindelig klasse i en almindelig folkeskole!
Dermed stillede rapporten spørgsmålstegn ved det fornuftige i at bruge mange penge på undervisning i specialskoler. For hvis det ikke fører til at børnene klarer sig bedre i uddannelsessystemet og dermed i arbejdslivet, ja hvad er det så for en opgave specialskolerne løser?
Specialskolerne skal med
Ærlig talt har jeg ondt af specialskolerne:
Capacent rapporten og debatten efter den hang dem ud uden der var belæg for det. Det kunne jo være at specialskolernes gennemsnitsresultater blev trukket ned af at børnene dér generelt havde større problemer end de børn, der fortsatte i normal folkeskole. Det blev ikke undersøgt. Hvorfor?
I dag venter kommunerne meget længere med at sende børn med behov for et specialskoletilbud afsted. Og når skiftet endelig kommer så er det næsten altid fulgt af et mål om tilbagevenden til almindelig skole.
Samtidig kommer der færre børn i de særlige tilbud, og med færre børn bliver der mindre taxameterbetaling. Men en lærerløn ændrer sig ikke fordi der er færre børn i klassen. Mange steder er man nødt til at afskedige, lukke og omstrukturere. Konsekvensen kan nemt være at faglige miljøer går tabt.
Det er ikke altid lige sjov at være ansat på en kommunal specialskole.
Ovenpå alt dette ramte folkeskolereformen rigtig hårdt. Dens næsten ufravigelige krav om længere og mere varieret skoledag rigtig harmonerer håbløst dårligt med de behov de fleste børn på specialskoler har: Ro, overskuelighed og forudsigelighed.
Er det blevet bedre at være elev på en specialskole efter vi fik inklusionsreformen? Jeg tillader mig at tvivle.
Problemet er bare at debatten kun fokuserer på det, der foregår i den almindelige folkeskole. Ingen synes at interessere sig for specialskolerne!
Så jeg efterlyser debat og nyt fokus!
Folketingspolitikerne kunne jo starte med at iværksætte en undersøgelse af, hvad det faktisk er for nogle opgaver specialskolerne løser? Hvorfor bliver børn bliver visiteret dertil? Og hvilke resultater opnår de: På trivsel og faglige resultater?
Vi voksne skal jo turde spørge os selv om, hvad der skal til for at alle børn trives og bliver så dygtige som de kan. Også på specialskolerne.
