Med “Sundhedshotspottet” kan kroniske patienter i Horsens selv måle fx blodtryk og puls og efterfølgende diskutere tallene med f

Mange “kokke” forbedrer sundheden

Velfærd

25/11/2014 17:10

Paul Sauer

I Horsens skabes der ny teknologi for at forbedre tilværelsen for borgere med kroniske sygdomme. Videokonsultationer er bare en ud af mange succeser.

Sundhedshotspot i dagligstuen

100 borgere i Horsens kommune med kroniske sygdomme som fx sukkersyge og KOL kan nu tjekke ind i et nyudviklet “Sundhedshotspot” hjemme hos sig selv. De måler fx blodtryk, puls eller vægt, og dataene ryger direkte ind i hotspottet på computeren, hvor de også kan videosamtale med en læge eller sygeplejerske.

Oplysningerne havner i en fælles database, som både hospital, kommune og praktiserende læger fremover skal kunne tilgå fra deres egne systemer. Og det er netop pointen med udviklings- og forskningsprojektet Horsens på forkant med sundhed, som står bag den telemedicinske teknologi: Sektorerne skal sikres nem adgang til den samme viden.

Telemedicin er bare midlet

“Telemedicin er blot midlet til at nå målet, som er bedre kommunikation og samarbejde mellem kommunen, hospitalet, de praktiserende læger og apotekerne,” siger projektleder Wenche Svenning.

“Det er netop i sektorovergangene, hvor der sker mange utilsigtede hændelser. Ved at give borgeren mulighed for at få større viden om sig selv og sin sygdom og sikre enslydende kommunikation, kan vi sikre, at borgeren bedre kan tage vare på sig selv.”

                 Læs mere fra Center for Offentlig Innovation

Projektet har endnu ikke et omfang, hvor økonomiske og servicemæssige gevinster kan slås fast. Men der er allerede positive tilbagemeldinger fra borgere, som er glade for at slippe for at rejse frem og tilbage til tjek, de selv kan udføre i hjemmet.

Samtidig har sukkersygepatienter oplevet hurtigere justering af deres insulin, efter at hjemmesygeplejersker og diabetesambulatorier har fået hurtigere adgang til de samme data gennem “Sundhedshotspottet”.

I manges interesse

På længere sigt er håbet bl.a. at nedbringe antallet af hospitalsindlæggelser og besøg ved ambulatorium og praktiserende læge, ligesom kommunen forventer at spare medicinudgifter efter hospitalshjemsendelser, hvor patienter ofte ender med for meget medicin. Effekterne dokumenteres endeligt i et samfundsøkonomisk ph.d.-studie, som er klar i december 2015.

Arbejdet med Horsens på forkant med sundhed har involveret et stort antal partnere – bl.a. Horsens Kommune, Hospitalsenheden Horsens, kommunens praktiserende læger, Apotekerforeningen og gennem et offentlig-privat innovationssamarbejde et konsortium bestående af Falck, telemedicin-udbyderen Next Step Citizen og konsulenter fra Copenhagen Living Lab.

"Kokkene" skal lære samme sprog

Mens et forretningsudvalg på fem personer med jævnlige møder driver projektet fremad, indgår mere end 20 personer i styregruppen. Og at få de mange “kokke” til at samarbejde har ikke været uden udfordringer, eksempelvis når det gjaldt sproget:

“Bare et ord som ‘implementering’ har helt forskellig betydning for en it-arkitekt og en kliniker. Det blev vi i stor grad ramt af i starten, før vi fandt ud af, at vi hele tiden skulle snakke os til rette, før vi gik videre” fortæller Wenche Svenning.

Men da først den indledende sprogforbistring var overkommet, viste de mange bidragydere sig hurtigt som en stort gevinst:

“Normalt siger man, at hvis man skal have beslutninger igennem, skal man kun have en 5-6 mand i en styregruppe, men i det her tilfælde har det også fungeret som en referencegruppe, der hele tiden har trukket os i den rigtige retning.”

Samtidig har involveringen af praktikere fra sundhedssektoren medført nye ideer til anvendelsesmuligheder for den telemedicinske teknologi – såsom telekonferencer mellem hospital og modtagepersonale fra kommunen, når en borger skal udskrives. Ideen er kommet fra sundhedspersonale, der har arbejdet med “Sundhedshotspottet”.

Praktiserende læger skal med på vognen

Horsens på forkant med sundhed er nu i en fase, hvor teknologien skal rulles bredere ud. Målet er at koble 550 kroniske patienter på projektet og samtidig at få den telemedicinske teknologi ud i regionens lægepraksisser. Det sidste har dog vist sig at være en udfordring. Endnu har blot tre læger fået opsat telemedicinsk udstyr i klinikken, men flere skulle gerne være på vej. En aftale med Kvalitets- og efteruddannelsesudvalget for almen praksis i Region Midtjylland betyder, at ti læger nu kan kobles på Horsens på forkant.

Ifølge praktiserende læge Thue Ditlevsen, der har deltaget i styregruppen, skyldes lægernes tøven en kombination af travlhed og det faktum, at kun lægeforeningens lokalafdeling i Horsens var med fra start.

“Der gik for lang tid, før vi fik PLO Midtjylland på banen, hvilket måske også skyldes den dengang igangværende konflikt” siger han – med henvisning til forårets konflikt mellem stat, regioner og de praktiserende læger.

Thue Ditlevsen er imidlertid begejstret for teknologien fra Horsens på forkant med sundhed og afviser, at lægerne generelt er teknologiforskrækkede:

“Vi er ikke en gammel, gråhåret masse, der ikke tør gå i krig med ny teknik, slet ikke.”

Og det er heldigt, slår projektleder Wenche Svenning fast – for lægerne kan ikke undværes:

“De er jo hele grundlaget for, at vi kan skabe tværsektorielt samarbejde – de er så vigtige”.

Info om Horsens på forkant

  • Et tværsektorielt udviklings- og forskningsprojekt i Horsens Kommune, der skal sikre borgere oplevelsen af “et fælles sundhedsvæsen”.
  • Retter sig mod borgere med kroniske sygdomme og har som mål at give dem større indsigt i egen sygdom.
  • Står bag den løbende udvikling af “Sundhedshotspottet” – en telemedicinsk løsning, hvor borgere og sundhedspersonale fra forskellige sektorer kan tale sammen via video og dele data fra en fælles database.
  • Meningen er, at borgerne i videst muligt omfang selv skal foretage målinger og dele dem med det sundhedsfaglige personale uden at forlade hjemmet.
  • P.t. deltager i alt 200 borgere, hvoraf halvdelen er koblet op på “Sundhedshotspottet” og resten fungerer som kontrolgruppe. Målet er 550 deltagere.

Mest Læste

Annonce