Masseslagsmål og skud på åben gade: Nu er Esbjerg på listen over bandekrige

Velfærd

16/01/2018 11:21

Nick Allentoft

Lokal konflikt har fået Rigspolitiet til at sætte Esbjerg på deres "konflikt-vurderingsliste," hvor ellers kun bandekonflikterne i København og Aarhus har været på.

Fem skudepisoder, otte varetægtsfængslinger og to efterlyste personer.

Det er status på en konflikt i Esbjerg mellem den såkaldte Kvaglundgruppe og Stengårdsvejgruppen.

Det er en konflikt, der startede ud som en personkonflikt og en kamp om Esbjergs kriminelle markeder.

Siden september 2017 er konflikten imidlertid eskaleret i en sådan grad, at den nu bliver kaldt en decideret lokal bandekrig.

Den voldsomme udvikling af konflikten har fået Rigspolitiet til at sætte den lokale bandekonflikt i Esbjerg på deres "konflikt-vurderingsliste," hvor ellers kun bandekonflikterne i København og Aarhus har været på.

Det skriver DR Syd.http://dr.dk/nyheder/regionale/syd/masseslagsmaal-og-skud-paa-aaben-gade-nu-er-esbjerg-paa-listen-over-bandekrige

Det skyldes ifølge Rigspolitiet et forhøjet trusselsbillede i byen. Det betyder blandt andet, at politiet nu kan indføre visitationszoner i Esbjerg for at få stoppet konflikten.

Situationen har fået Syd- og Sønderjyllands Politi til at intensivere efterforskningen af banderne og patruljeringen i Esbjergs gader.

Det fortæller linjechef for efterforskningen, Claus Nørgaard:

- Vi ser selvfølgelig på den her situation med stor alvor. Det er ikke hver dag, der bliver skudt på den her måde, så vi gør selvfølgelig meget for at komme den her situation til livs, siger han til DR Syd.

Han forstår godt, hvis esbjergenserne er bekymrede:

- Det er altid bekymrende, at sådan noget sker i en by. Men de går meget målrettet efter hinanden, så derfor skal man ikke være så bekymret for at blive ramt af det her. Men det er vigtigt, at man kontakter politiet, hvis man er vidne til noget, så har vi bedre muligheder for at stoppe det, siger han.

Esbjergs nye borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) ser på situationen med stor alvor.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at det foregår. Det er selvfølgelig en opgave for politiet at få sat ind hurtigst muligt, siger han til DR Syd.

Jesper Frost Rasmussen er ikke umiddelbart begejstret for tanken om visitationszoner. Men han erkender, at det kan blive et nødvendigt onde, hvis skyderierne i det offentlige rum fortsætter.

- Hvis politiet vurderer, at det er et nødvendigt skridt, for at få bragt de her mennesker bag lås og slå og få stoppet konflikten, så må det værktøj jo tages i brug, siger han.

Politiet understreger, at det er en lokal konflikt, der intet har med den verserende bandekrig i København at gøre.

Mere hos DR Syd

Mest Læste

Annonce