Mellemleder: Derfor skal du også lede opad

Som mellemleder skal du kunne lede 360 grader rundt. Det kræver en fin balance, mener ledelsesekspert Annette Klaussen Bengtsson.

Rollen som mellemleder kræver en fin balance mellem de fire ledelsesretninger: op, ned, ind og på tværs. Og den kræver et veldefineret ledelsesrum, så du undgår at blive reduceret til et talerør for topledelsen. 

Sådan lyder budskabet fra Annette Klausen Bengtsson, konsulent med ekspertise i mellemledere.


- Som mellemleder er du nemlig et centralt bindeled mellem top og bund. Du skal kunne gå i dialog med toppen, orientere dem om problemer og sørge for at give dem overblik. Samtidig skal du medtænke medarbejdernes behov og kompetencer. Det kræver, at du har begge parters tillid og kan forholde dig neutral og professionel, siger hun. 

Mellemledere er ofte loyale den forkerte vej
Ifølge Annette Klausen Bengtsson er en af de typiske fej, mange mellemledere begår, at deres loyalitet peger i den forkerte retning.

- Det er helt naturligt at have større sympati og derfor også loyalitet over for de mennesker, vi er tætte på i hverdagen. Derfor er det typisk, at mellemlederen kommer til at have større loyalitet over for sine medarbejdere end over for sin chef. I særlig grad hvis hun fysisk sidder tættere på sine medarbejdere og har meget interaktion med dem i hverdagen. Og i endnu højere grad hvis hendes egen chef er fraværende, siger Annette Klaussen Bengtsson.

Organisationens interesser kommer først
De fleste mellemledere, hun arbejder med, er helt med på den primære loyalitet skal være opad. Alligevel vidner deres daglige handlinger om det modsatte, fordi deres fokus på medarbejdernes trivsel nogle gange spænder ben for organisationens overordnede formål, påpeger hun.

- Selvfølgelig skal mellemlederen have fokus på sine medarbejderes tilfredshed. Men den må ikke komme før organisationens interesser. Her begår de fleste mellemledere den store fejl, at de glemmer at lede opad, siger Annette Klaussen Bengtsson og understreger, at mellemlederen også skal lede i de tre andre retninger: Ned, ind og på tværs.

- Ved at balancere og orientere dig både op, ned, ind og på tværs placerer du dig tættere på de strategiske beslutninger og minimerer risikoen for at stå på sidelinjen uden indflydelse på de beslutninger, der træffes – og som du skal implementere.

Artiklen har været bragt i nyhedsbrevet for HK Kommunals Chefgruppe. 

Læs Annette Klausen Bengtssons artikel om modet til at lede hele vejen rundt her.

 

Emneord: Mellemledere, Ledelsesavisen, Annette Klausen Bengtsson, 020517-1
Tina Juul Kommunikation på DenOffentlige.dk Om Juul Kommunikation Jeg er journalist, uddannet i 1992. Og har siden skrevet millioner af ord i alverdens fagblade, magasiner, ugeblade, hjemløseaviser og alle mulige andre steder. Jeg er o...
Aktivitet: Artikler: 16 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige