Men regeringen kritiseres for sort miljøpolitik: Danmark blandt første lande i EU til at ratificere klimaaftale fra Pariss

Bæredygtighed

23/05/2016 17:54

Nick Allentoft

Regeringen har landeret køreplan for ratificering af klimaaftalen fra Paris. Indtil videre er Frankrig det eneste land i EU, som har meldt klart ud, hvornår man vil ratificere, fortæller minister i pressemeddelelse.
”Regeringen vil gerne sende et klart signal til resten af det internationale samfund om, at der er behov for hurtig handling og troværdighed om klimaaftalen fra Paris. Derfor vil vi snarest muligt efter sommerferien fremsætte et forslag i Folketinget om at ratificere Parisaftalen”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.   Konkret vil regeringen snarest muligt i næste folketingssamling fremsætte beslutningsforslag om Danmarks ratifikation af den internationale klimaaftale, som blev indgået i Paris i december 2015. Regeringen vil endvidere arbejde for, at EU og dets medlemsstater ratificerer klimaaftalen hurtigst muligt.

”Ved at ratificere Parisaftalen hurtigst muligt efter sommerferien vil Danmark være et af de første lande i EU til at ratificere aftalen, og vi vil presse på for, at andre medlemslande og EU som helhed ratificerer klimaaftalen hurtigst muligt”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Parisaftalen er et historisk vendepunkt for den globale omstilling til lavemission og sætter rammen om det fremtidige internationale klimasamarbejde. Med aftalen forpligter alle verdens lande sig til at udarbejde nationale klimaplaner for at reducere deres udledninger.   189 lande har allerede fremlagt deres klimaplaner, som dækker over 95 pct. af de globale udledninger. Aftalen indeholder bl.a. en vigtig langsigtet målsætning om at holde den globale temperaturstigning ”et godt stykke” under 2 grader, og opfordrer endda til at begrænse den til 1,5 grader. Regeringen støtter fuldt op om Parisaftalen og lægger vægt på, at aftalen træder i kraft hurtigst muligt.   Parisaftalen vil træde i kraft 30 dage efter, at mindst 55 parter dækkende mindst 55 pct. af de globale udledninger har deponeret deres ratifikationsinstrumenter hos FN. Desto hurtigere disse kriterier opfyldes, desto hurtigere vil Parisaftalen træde i kraft.

Derfor finder regeringen, at det er afgørende at der defineres en konkret tidsramme for Danmarks nationale ratifikationsprocedure. Regeringen ønsker derfor, at Danmarks nationale ratifikationsprocedure iværksættes snarest muligt i næste folketingssamling, efter EU-Kommissionens forslag til EU’s ratifikation foreligger.

Danmark kan først blive part til Parisaftalen, når EU og alle EU’s medlemsstater har ratificeret aftalen. Både EU som fællesskab og alle EU’s medlemsstater skal ratificere Parisaftalen og samlet deponere deres ratifikationsinstrumenter, før EU og dets medlemsstater kan blive part til aftalen.   Regeringen vil derfor arbejde for, at EU og dets medlemsstater ratificerer Parisaftalen hurtigst muligt. Regeringen lægger vægt på, at Danmark under ingen omstændigheder kommer til at forsinke EU’s samlede ratifikation.

Mest Læste

Annonce