Mens du snakker skat eller velfærd er velfærdsstaten ved at kvæle samfundet

Hvad med en politisk debat, der handler om fremtidens danske samfund, frem for skænderier om skat eller velfærd, spørger chefredaktør Nick Allentoft og stiller tre spørgsmål til debatten.

Så længe snakken handler om skat eller velfærd, vil kriserne i den offentlige sektor derfor blive værre.

For snart to år siden lancerede vi her på DenOffentlige en debat om velfærdsstat eller velfærdssamfund. Vi skrev en analyse om forskellen mellem de to, for mange tror, vi lever i et velfærdssamfund, selvom det i stigende grad er velfærdsstaten, der dominerer.

Prøv DenOffentlige

DenOffentlige får ingen mediestøtte og er stadig gratis for for vores 100.000 læsere. 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

- Det er gratis 

Den debat er aktuel igen, fordi det er som om alt handler om skattelettelser eller velfærd. På den ene side politikere, der mener, at velfærd kun findes i den offentlige sektor. På den anden politikere, der mener, at skattelettelser er eneste vej til velstand for landets borgere.

Men det er en debat, der afsporer fokus på det væsentlige. 

Det helt store problem er en stor stærk velfærdsstat, der langsomt kvæler det velfærdssamfund, som politikerne hele tiden taler om. Velfærdsstaten er den virkelighed, borgerne møder hver eneste dag. Velfærdssamfundet er den forestilling vi gerne vil have, men det er i stigende grad en utopi.

 

Krisetilstand

Velfærdsstaten er et system i krise - det illustreres af den ene rapport efter den anden fra Rigsrevisionen og opleves af medarbejderne i sundhedsvæsenet, sagsbehandlerne på jobcentrene og vi borgere, der møder velfærdssystemets mange monopoler på den ene eller anden måde.

Resterne af velfærdssamfundet er udfordret af stigende ulighed, fremmedgørelse og en velfærdsstat, som presser kommunerne med detaljeret styringsbureaukrati og stiller sære krav til både borgere og virksomheder.  

 

Ideen er glemt

Ideen om velfærdsstaten var engang at være hjørnesten i et velfærdssamfund med tryghed for alle borgere. Fattige som rige. Svage som stærke. Efterhånden som velfærdsstaten blev udviklet var håbet, at den kunne styrke et velfærdssamfund med social tryghed, en stærk tryg middelklasse og et effektivt arbejdsmarked. Paraplyen over disse begreber hed samfundsøkonomien, og det er det, debatten om skat eller velfærd handler om.

30 år med moderniseringer

Ved et gensyn 30 år efter Moderniseringsprogrammets tilblivelse, er ligheden med nutidige forsøg på at reformere, effektivisere og modernisere den offentlige sektor skræmmende. Store dele kunne være skrevet i dag.

Læs mere her

Samfundsøkonomien er de godt 1.200 milliarder kroner, der hvert år løber gennem den offentlige sektor - danskernes (lige eller ulige) fælles investering i at skabe et offentligt styret og drevet fællesskab. En stor del af dem - ca. 435 milliarder - er omfordeling gennem velfærdsydelser som folkepension, su, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, børnecheck og så videre. Mange af dem i øvrigt indført for at sikre lighed både i økonomisk forstand men måske endnu vigtigere også menneskeligt.

 

Skat bidrager med under halvdelen

En væsentlig men ofte overset detalje er, at skat på arbejde finansierer under halvdelen af den offentlige sektors drift. Danskerne betaler årligt tilsammen godt 531 milliarder kroner i skat på løn. Resten op til de 1200 milliarder kroner hentes ind på alle mulige andre måder.

På sin vis lidt paradoksalt, at skat på arbejde stort set kun finansierer omfordeling gennem velfærds- og sociale ydelser, mens skatten altså ikke formår at finansiere resten af fællesskabet. Her er en del af sandheden om, hvorfor socialkrisen er så alvorlig, for de senere års reformer har styrket middelklassen og svækket velfærdsmodellens sociale ben.

 

Samfundsøkonomien er i krise

En meget stor del af den offentlige økonomi går til at lønne de omkring 800.000 medborgere, der er ansat til at sikre velfungerende daginstitutioner, skoler, hospitaler, sociale institutioner, plejecentre, hjemmepleje, uddannelsesinstitutioner, socialkontorer og så videre.  

Sammenhængsreformen

Mere tid til kerneopgaven, bedre velfærd på tværs af sektorer, fokus på teknologi og bedre ledelse er de fire spor i regeringens oplæg til modernisering af den offentlige sektor.

Læs oplæg og følg debatten på temasiden her.

Samfundsøkonomien finansierer med andre ord velfærdsstaten, og når den er i krise, er samfundsøkonomien også i krise. Så bruger vi de fælles penge for dårligt eller forkert, og så er det fuldstændig ligegyldigt om politikerne taler om skattelettelser eller velfærd. Begge dele vil øge krisen indtil vi begynder at tale om det, der er problemet. Både færre og flere penge ind i velfærdsstaten vil øge krisetilstanden.

 

Tre årtier med moderniseringsprogrammer

Regeringen har siden sin tiltræden forberedt sin såkaldte sammenhængsreform, der skal være et nyt bud på modernisering af den offentlige sektor. Foreløbig har ambitionerne primært udtrykt sig ved ministres rundrejser til kommuner og virksomheder, mens konkrete udspil udestår.

Innovationsminister Løhde præsenterede reformprojektet med budskabet “gør vi som vi plejer, får vi det vi plejer,” hvorefter det har været småt med alt andet end netop plejer lige bortset fra nogle lukkede paneler, der “skal udfordre regeringen.”

 

Imens vokser socialkrisen

Et område, der står isoleret mens politikerne debatterer skat eller velfærd, er socialkrisen.

Sæt en dagsorden - bliv redaktør for dit eget indhold

DenOffentlige er fremtidens medie for videndeling og konstruktiv kommunikation. Du og din organisation kan blive redaktør for jeres eget indhold på DenOffentlige ligesom flere og flere andre allerede er. Kontakt os for at høre mere.

Du kan læse endnu mere her.

I bund og grund er socialkrisen et resultat af stigende ulighed, men i løbet af sommeren er det blevet tydeligt for mange, at den også skabes af en velfærdsstat, der behandler sine borgere som cpr-numre snarere end mennesker.

Socialkrisen bliver hverken løst med nye teknokratiske justeringer af beskæftigelsesreformerne, skattelettelser eller mere såkaldt velfærd. Den er primært drevet af velfærdsstatens monopol på den hjælp og bistand, som udsatte borgere har brug for. Nok kan man debattere kontanthjælpsloft og dagpengeperioder, men i sidste ende tilbyder velfærdsmodellens lovgivningskompleks en sikker hånd under udsatte. Hvis ellers systemet virkede.

Her også en paradoksal situation, idet velfærdsstatens monopol gennem jobcentre, sociale ydelser og alverdens regler og beskæftigelsesordninger gør det vanskeligt for velfærdssamfundet at skabe løsninger på socialkrisen.

Velfærdsstaten og forskellige sociale bevægelser agerer enten i konflikt med eller uafhængigt af velfærdssystemet.

 

De lette løsningers tid

I det lys kan man måske godt forstå, at den politiske debat og retorik primært fokuserer på den trygge middelklasse i velfærdssamfundet med snak om skattelettelser eller velfærd i form af flere hænder i velfærdsinstitutionerne. Men problemet er, at stadig flere borgere ser, hvad velfærdsstatens systemer gør ved almindelige mennesker.

Læs om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid. Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

Velfærdsstaten har den absolut største rolle i den store fælles samfundsøkonomi, og den er ligeglad med skattelettelser og mere såkaldt velfærd vil kun styrke dens magtfulde monopolstatus. Derfor er vi lige nu alle tabere.

Den aktuelle situation svarer til til, at du bor i et hus du ikke har råd til, ikke vedligeholder det og bruger en masse tid på at finde ud af, hvilket tv du helst vil have.

 

Tre centrale spørgsmål til debatten:

  • Hvordan kan velfærdsstaten styrke velfærdssamfundet?

  • Hvad forventer vi af velfærdssamfundet, og hvad ønsker vi af velfærdsstaten?

  • Hvorfor skal vi have tillid til sammenhængsreform, der minder om tre årtiers moderniseringsforsøg?

 

Emneord: Skattelettelser, Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Finanslov 2018, Debatkultur, Chefredaktør Nick Allentoft, Socialkrise, Socialkrisen, Offentlig modernisering, Sammenhængsreform, Ledelsesavisen, Velfærdssystemet, Velfærdsdebatten, Velfærdskultur, Rigsrevisionen, Sundhedsvæsnet, Jobcentre, 050917, Kvmail2017
Den Offentlige på DenOffentlige.dk Du er DenOffentlige!...
Aktivitet: Artikler: 166 | Events: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 13.09.17 Nick Allentoft, chefredaktør & stifter
    Tak for meget inspirerende kommentarer

    Kære alle her i kommentarsnoren,
    Tusind tak for jeres refleksioner og bemærkninger. De er på alle måeder inspirerende, og giver tanker for den videre debat om velfærdsstaten og velfærdssamfundet.
    Mvh
    Nick Allentoft

  • 13.09.17 Ernst Andersen
    Når spaden ta'r magten

    Når spaden ta’r magten Stat og marked er velfærdssamfundets redskaber, ikke dets mål

    Staten, inkl. velfærdsstaten, er et middel, et redskab, vi som samfund har valgt til løsning af nogle opgaver. Markedet, inkl. konkurrence, er et middel, et redskab, vi som samfund har valgt til løsning af nogle opgaver. Begge er nødvendige. Men når midlet bliver målet, når spaden tager magten, har vi et problem - og begge spader har deres ihærdige fortalere. Gennem de seneste to generationer er grænser, fysiske og mentale, flyttet længere end gennem de forudgående 100 generationer. I l950’erne hævdede en af datidens store politikere, den radikale Bertel Dahlgaard, at det ville gå grueligt galt, hvis staten blev for stor udtrykt ved, at skattetrykket oversteg 25 %, som det var i 1960. Allerede i 1970 var det vokset til 48 %. Og deromkring har det stort set ligget siden. En anden måde at udtrykke udviklingen på: I 1950 var der 190.000 offentligt ansatte, i 1970 ca. 475.000, i 2017 er der 712.000 ”fuldtidsbeskæftigede” (omregnet af Danmarks Statistik), vel svarende til over 800.000 personer. I 1950 8-9 %, i 2017 knapt 30 % af den samlede arbejdsstyrke. DET ER LANDETS STØRSTE PARTI. DET ER EN POLITISK MAGT. Denne baggrund hører med, når vi vurderer situationen Velfærdssamfund ctr. Velfærdsstat. Som politisk aktiv i 1960’erne, hvor ”ulykkerne” tilsyneladende skete, er jeg en slags part i sagen med flere synsvinkler. Når nogen giver Socialreformen ”skylden”, overser de, at den først kom til i 1970’erne. Det skal imidlertid ikke afspore debatten her, så uddybningerne sker på min hjemmeside meninger.nu Debatten må ikke blive en kamp mod velfærdsstaten, men om dens grænser og uhæmmede, selvforstærkende regelproduktion. Her deler problemstillingen sig for mig i to: 1. Kan vi gøre velfærdsSTATEN bedre, dvs. gøre den til et bedre redskab for velfærdsSAMFUNDET eller komme det i møde? 2. Kan velfærdsSAMFUNDET tage opgaver tilbage, og vil vi acceptere det?
    Kan vi gøre velfærdsSTATEN bedre? Ja, selvfølgelig. Staten er sat til mange andre opgaver end de direkte velfærdsydelser. Da væksten løftede flere hundrede millioner kinesere op over fattigdomsgrænsen til en middelklasse, var det - i hvert fald for kineserne - et kvantespring i velfærd. Når vi ser på
    danskerens hverdag i dag i forhold til for blot 2 generationer siden, har den økonomiske vækst givet os et kvantespring i velfærd. Og (næsten) råd til den velfærdsstat vi har. Vi har fortsat brug for den økonomiske vækst som grundlag for velfærden, så slip den falske modsætning. Vi bruger også staten til at sætte nødvendige rammer for markedet (ejendomsretten til en økse giver ikke frit slag for dens anvendelse), at korrigere dets resultater (f.eks. sætte grænser for uligheden) og at levere ydelser, som markedet ikke kan forventes at levere i tilstrækkeligt omfang og stabilitet og på acceptable vilkår (som infrastruktur, uddannelse, sygdomsbehandling, grundforskning, ”vagtværn” osv.). Vi må søge en balance mellem at bruge staten over for markedet og markedet over for staten. Det har ikke mening at tale om marked og konkurrence, når det gælder kontanthjælp eller at sikre mennesker med handicap et rimeligt eksistensniveau. Men i produktionen af mange serviceydelser kunne det være med til at fremme den rationalisering, sammenhæng og menneskeorientering, vi efterlyser, selv om det naturligvis ville møde drabelige rygmarvsindsigelser fra ”landets største parti”, de offentligt ansatte. HUSK PÅ: rationalisering er ikke at løbe hurtigere, men at finde en smartere vej til målet, bedre redskaber og procedurer, nedbryde barrierer (måske ”kongedømmer”), mere målretning og mindre paragrafpilleri (også når det gælder kontrol og indberetninger). Når man ser på de reolmetre med tusindvis af regler og forskrifter, som sagsbehandleren skal forholde sig til, så ser man et uproduktivt arbejdspres. Hver for sig er reglerne sikkert velbegrundede - for dem, der lavede dem, eller for de politiske forlig, de var byttepenge i. Men samlet er det et regelmorads og velfærdsstatens kvælergreb på både os og velfærdssamfundet. Det er skønt at se fagforeninger iblandt komme med fornuftige, fagligt funderede forslag til forbedringer af arbejdsgange og resultater for borgeren. Men det er skuffende, når det så ønskes gennemført ved NYE REGLER og ikke ved at afskaffe de GAMLE REGLER, der hindrer fornuft - måske al regelforenklings Sisyfos-bakke. Det har også med ledelse og styring at gøre. Og det diskuteres jo livligt i anden sammenhæng. Her derfor blot: Central hovsa- og detailstyring levner ikke megen plads for det nære samfund eller for lokal ledelse og initiativ.
    Tør vi overlade mere til velfærdsSAMFUNDET? Gennem de to generationer er utallige opgaver blevet professionaliseret, dvs. flyttet fra uofficiel/natural økonomi til den formelle økonomi i takt med kvindernes indgang på det formelle arbejdsmarked og i en grad, så nabohjælp i dag risikerer skattepligt. Men det drejer sig også om retssikkerhed. Og om jobsikkerhed, som ”landets største parti”, de offentligt ansatte, vil vægte højt. De venligboere skal minsandten ikke tage jobbene fra os! Med retssikkerheden er det så som så i det nuværende system, medmindre man har en meget stærk vilje og økonomi eller en stærk fagforening i ryggen, jfr. de mange, som - uanset at de er berettiget til førtidspension - stadigt befinder sig på kontanthjælp (selv om
    det ville aflaste både dem, forvaltningerne og sagsbehandlerne, hvis de slap ud af de meningsløse aktiveringsforløb). Alligevel vil mange nok være mere utrygge ved, om det nære samfund nu også vil være der for dem, hvis de får brug for det. Måske har udviklingen i vore holdninger gennem de to generationer bragt os så langt fra hinanden, at det er en utopi at tro på medmenneskelighed og det nære samfund? At rulle statsliggørelsen og professionaliseringen tilbage, genskabe tilliden til det nære samfund og fastholde en faglig kvalitet, er en kæmpeopgave. Heldigvis er der mange steder spirende miljøer. Derfor kan en af udfordringerne blive at få ”systemet og dets agenter/aktører” til at acceptere andre på banen. Det er jo en kulturrevolution. Så mon ikke vi skulle starte med at gøre velfærdsstaten bedre og sætte grænser for dens monopoler? Velfærdsstaten har været ganske udfarende med krav om evaluering, rationalitets- og effektivitetsmål på utallige enkeltområder, men tilbageholdende med de samme krav til regelproduktion og indberetninger mv. Hvad med at reducere reglernes mængde med 2 % om året?

  • 06.09.17 Bente Stenfalk
    Politikerne bør tænke sig bedre om


    At velfærdsstaten er ved at kvæle samfundet, er præcis det, som de blå, de røde og de lilla politikeres siger, for at få afviklet velfærdsstaten, hvilket er deres agenda.

    Solidaritet er et udgået ord, men de samme politikere fatter ikke, at det er den direkte vej til uro i samfundet, og hvem har glæde af det?

    Hvis alle de fattige, som de samme politikere skaber med deres evindelige nedskæringer, benytter deres stemmeret, så kan der komme flere overraskelser som f.eks. breaksit i England og Trump i USA...

    De samme politikere har heller ikke forstået, at jo flere de sætter udenfor døren, jo færre varer kan deres venner i forretningslivet få solgt. De fattige kan ikke hjælpe til med at få hjulene til at snurre, og hvem har glæde af det?


  • 06.09.17 Anne Mette Jørgensen
    Velfærd er kun for de velstillede.

    Nu gider jeg efterhånden ikke mere. Har vi demokrati, så fatter jeg ikke hvad det betyder. Vi har en Ombudsmands institution ,som henviser til en retsafgørelse fra 1986/87 vedr. inhabilitet i forvaltningsloven. Det er ikke i overensstemmelse med hvordan praksis er i dag. Denne institution gør sig ingen begreb om hvordan kommunerne handler. Kort, for jeg orker ikke, men forvaltningsloven burde gøres nutidig og forholde sig til virkeligheden. Men ok, man forstå det udfra, at Ombudsmanden er enstemmigt valgt af de folkevalgte. Åh, så bange, bange, bange over. Man bider da ikke hånden af den der fodrer en. Tilliden til demokratiet i Danmark er ikke eksisterende hos mig.

  • 05.09.17 Egil Rindorf
    Vækst er en social forpligtelse

    Det er populært at tale behovet for vækst ned. Der er f.eks. ikke politisk opbakning til effektive reformer, der kan skaffe flere hænder på arbejdsmarkedet. Folkestemningen ringeagter de, der bringer mest til fællesskabet, og vi vil hellere holde fri end at gå på arbejde - fritid er jo også skattefri. Og politikerne, som godt ved at den er gal, de tør ikke tage lederskab, men vil hellere løbe efter den folkestemning, de selv har skabt for at få lidt flere stemmer på valgdagen.
    Men uden vækst er der ikke plads til andet end nedskæringer og omfordelinger; det der skal gives til noget nyt må nødvendigvis tages fra noget af det gamle.
    Flere hænder på arbejdsmarkedet er jo det, der skal TIL, for at vi fortsat kan få råd til det (konstant stigende) niveau af offentligt forbrug, som vi har vænnet os til. Der er jo ikke en time i døgnet, uden at den ene eller den anden interessegruppe påviser (ofte med forståelige argumenter), at der er akut behov for et større offentligt forbrug inden for netop det område, som de selv er optaget af. Men der bliver jo mindre og mindre råd, for der bliver et stadigt større behov, og der bliver færre og færre til at betale regningen. Det er ikke et synspunkt; det er demografiske fakta.
    Det bizarre er, at kun få synes at erkende, at manglende vækst først og fremmest kommer til at gå ud over de svageste i vort samfund. De (vi) rigeste skal nok klare sig. Og det vil ikke være nok at slagte alle de riges sparegrise; det ville give en stakket glæde, og kilden ville hurtigt tørre ud.
    Så vækst i samfundet er en social nødvendighed og forpligtelse, som vi svigter - med åbne øjne, og med slet skjult foragt for, hvem den manglende vækst rammer; for det går jo nok ikke ud over mig selv, synes de fleste af os at tænke.
    Tro ikke på sirenesangen om, at vi har nået grænsen for hvor meget værdisamfundet skal producere - gør det i hvert fald ikke uden at være åben og ærlig om, hvem den manglende vækst kommer til at gå hårdest ud over.

  • 05.09.17 Nick Allentoft, chefredaktør & stifter
    Følger du med, Steen Ehlers?

    Kære Steen Ehlers,
    Tak fordi du læser min analyse, for det må betyde, at du har en grundlæggende interesse for debatten om velfærdsmodellen.
    Jeg kan anbefale dig at læse vores oplæg til den debat om velfærdsstat eller velfærdssamfund, som introducerede temaet. Den er her: http://denoffentlige.dk/vil-du-vaere-med-paa-jagt-efter-velfaerdsmodellen

    Er du stadig i tvivl, så kan vores tema om socialkrisen belyse nogle af de kritiske udfordringer, som mange tusinde borgere står med, ligesom du kan læse om de mange årtiers forsøg på at modernisere den offentlige sektor samtidig med at den bureaukratiske overstyring er blevet værre.
    Skal du have inspiration til, hvordan nogle kommuner søger løsninger i respekt for velfærdssamfundet, så er der masser - de får blot ikke så meget opmærksomhed, fordi den offentlige debat er meget fokuseret på det, der kommer fra Christiansborg og omegn.
    Mit hovedbudskab er, at de sidste ti års reformer er lavet på en forestiling om, at vi har et velfærdssamfund. Det er et problem, fordi velfærdsstaten er dominerende. Vi bliver nødt til at skelne langt mere mellem de to begreber, hvis de kommende års reformer skal have en positiv effekt.
    BH

  • 05.09.17 Steen Ehlers
    Luftig artikel

    Et vigtigt emne, men en totalt ubrugelig artikel, fordi problembeskrivelsen er så luftig, at ingen kan føre en meningsfuld diskussion om, hvori problemerne består.
    Kom venligst med helt konkrete eksempler både på problemerne og hvad der skal til for at ændre situationen - eller hvis du ikke kan sidstnævnte så i hvert fald hvordan den situation, du gerne vil hen til, ser ud.

  • 05.09.17 Marianne
    Nedlæg systemet

    Som jeg ser det er det vores system som ikke virker. Folk som kæmper mod systemet bliver oftest overtrumfet og man forsøger på alle leder og kanter at lade være med at give folk dét de faktisk er berettiget til, men som de skal kæmpe om at få. Dette er f.eks. førtidspension. Syge der gang på gang bliver sendt ud i arbejdsprøvning fordi kommunerne ikke synes der er nok bevis på, at den syge ikke kan arbejde. Ja - om der så skal en seng med på arbejdet, så forsøger man det, uden tanke på det enkelte individ som person med begrænset kræfter. Rigtig mange som bliver kørt rundt i systemet, som vi kender det i dag, bliver kørt ned, får stress og til sidst opgiver de simpelthen. Det er ikke iorden, at vi kører rundt med mennesker på denne måde. Så når vores system er så inkompeltabel, så lad os lukke det ned. Hvad får folk ud af at komme på kurser der koster en bondegård, men ikke kan bruges til noget, fordi der er nogle der mener at dem der ingen arbejde har, alligevel skal lave bare ét eller andet, vi skal bare sætte dem igang. Hvorfor ikke nedlægge dette kaotiske system der gør mere skade end gavn og lade et privatfirma overtage de arbejdsparate, som kun sidder for at finde et job til den enkelte, istedetfor at borgeren skal sidde og sige det samme hver gang borgeren skal til samtale på jobcentret. Vi skal lære at være medmenneskelige og ikke tale ned til dem som ingen arbejde har. Vi kalder en stor gruppe af borgere socialt udsatte, hvad er det dog for et nedladende navn vi giver en gruppe mennesker, der gerne vil arbejde, men ikke kan finde/få noget? - Og ja, vi bliver også nødt til at acceptere, at der bare er nogle borgere, som simpelthen ikke kommer på arbejdsmarkedet. Er vi virkelig blevet så kyniske herhjemme, at vi med sanktioner og div. nedskæringer på udbetalingen til denne gruppe, at vi med vold og magt skal tvinge dem ud i bare ét eller andet. Skal vi lade systemet lave overgreb på det enkelte individ på denne måde? - Nej - det mener jeg ikke. Hvis vi sammen gør vores bedste, yder vores bedste, giver vores bedste, så burde vi have råd til at forsørge denne gruppe mennesker, som vi gladeligt mosler ned i systemet. - Og hvad med de ældre? - de fleste har arbejdet hele livet og betalt skat hele livet - nogle er ovenikøbet startet med at arbejde i en meget tidlig alder, ikke som nu. Hvorfor skal vi gang på gang overse den ældre. Hvorfor betaler vi ikke med glæde folkepensionen og gerne giver lidt mere, når der er råd til det? - Hvorfor er det dem der intet har som gang på gang skal betale til dem som har? - Hvad er det for en tankegang vi render rundt med? Er vi kun os selv nærmest efterhånden? - Eller kan vi sætte os selv til side og sige "Hvad kan vi gøre for at hjælpe dem, som virkelig har brug for det"? - Vi bliver nødt til at gøre op med, hvilke samfund vi vil have, hvilke samfund vi vil leve i....

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige