Mere end hver anden vælger ønsker mere politik

Politik

21/05/2015 10:37

Suleman Haider

Når Helle Thorning trykker valgknappen i bund, får de politiske løfter og valgflæsk fra begge fløje for alvor frit løb.

Og det går rent ind hos vælgerne. Det skriver Avisen.dk.

De er nemlig langtfra trætte af, at samtlige medier i disse uger flyder over med valgprognoser, politiske analyser og løfter fra både rød og blå blok. Det viser en ny undersøgelse fra analysebureauet Wilke.

Blandt de i alt 1.006 adspurgte svarer hele seks ud af ti, at det er ”godt og spændende”, at politik og folketingsvalg fylder så meget i medierne. Kun hver fjerde betegner det som ”dårligt og kedeligt”.

Danskernes hang til politik kommer slet ikke bag på tidligere konservative minister og nuværende politiske kommentator Hans Engell.

”Hvis der er nogen, der ikke lider af politikerlede, så er det de danske vælgere. Danskerne elsker politik, og de følger rigtig meget med i det,” siger Hans Engell.

Det ses blandt andet i det massive udbud af politisk stof på alle tilgængelige platforme.

”Aldrig før har politik fyldt så meget i aviser, tv, netmedier og de sociale medier. Og der bliver udgivet et hav af magasiner, bøger og tidsskrifter om politik og samfundsmæssige forhold. Interessen for det er rigtig stor,” siger Hans Engell til Avisen.dk.

 

 

 

Mest Læste

Annonce