Messerschmidt stopper som DF-formand i EU-Parlamentet

Politik

24/08/2016 14:45

Nick Allentoft

Efter politianmeldelse om identitetstyveri stopper DF-profilen som formand for DF-gruppen i EU-Parlamentet.

Morten Messerschmidt trækker sig efter eget valg som formand for Dansk Folkepartis gruppe i EU-Parlamentet, oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Det sker, efter han i sidste uge blev politianmeldt for identitetstyveri af sin tidligere partifælle, medlem af Europa-Parlamentet Rikke Karlsson.

Morten Messerschmidt kalder i en pressemeddelelse anklagerne for "grundløse og forkerte":

- Jeg har efter bedste evne forsøgt at forklare tingene. Men jeg må konstatere, at der er rejst tvivl om min ledelse og forvaltning af tingene i Bruxelles, som jeg er ked af, og som sår tvivl om både det politiske projekt og om min troværdighed. 

- Det skygger så meget for mit politiske virke, at jeg ikke længere føler, jeg er den rette til at stå i spidsen. Derfor tager jeg konsekvensen og træder tilbage som leder af Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet.

Politianmeldelsen er en udløber af DF's omdiskuterede brug af midler fra den EU-støttede fond Meld.

Dokumenter fra det franske indenrigsministerium, som Ekstra Bladet har fremlagt, viser, at både parlamentsmedlemmet Jørn Dohrmann (DF) og Rikke Karlsson har været medlemmer af ledelsen i Meld.

De blev valgt på fondens generalforsamling tilbage i november 2014, hvor ingen af dem var til stede. Rikke Karlsson stod opgjort som litauer. Dokumenterne har Morten Messerschmidt underskrevet.

Men den forkert angivne nationalitet er en "administrativ fejl" i det franske register. I det tidligere års formular var det et litauisk medlem, forklarer Messerschmidt.

- Siden valget til Europa-Parlamentet i 2014, hvor vi blev fire DF'ere valgt, har jeg anvendt en uformel ledelsesstil, hvor vi har talt om tingene på ugentlige møder af formel og nok oftest uformel karakter, siger Messerschmidt.

- Det har bygget på gensidig tillid, hvor vi talte både formelt og uformelt og ikke førte trufne beslutninger til protokols, men stolede på hinanden.

- Denne uformelle facon har haft konsekvenser, som jeg ikke forudså. Det burde jeg, og det kan jeg ikke have siddende på min samvittighed. Det er simpelthen ikke godt nok, og det har jeg nu besluttet at tage konsekvensen af.

Adspurgt hvorfor han ikke tager den fulde konsekvens og trækker sig helt fra EU-Parlamentet, svarer Messerschmidt til TV2, at han har lavet en formaliafejl.

DF skal i løbet af de næste uger finde en ny gruppeformand.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl forstår beslutningen og tager den til efterretning, meddeler partiet.

FATKA: Sagen om Morten Messerschmidt Her kan du læse om sagens forløb:

* Meld er en forkortelse for Movement for a Europe of Liberties and Democracy. Det var en politisk, europæisk alliance. Organisationen samlede de euroskeptiske partier fra EU's medlemslande og politikere fra hele EU i ét fælles parti.

* Melds medlemmer var stort set identiske med højrefløjsgruppen i EU-Parlamentet EFD - Europe of Freedom and Democracy, der er en uofficiel gruppe af højrefløjspartier i parlamentet. Dansk Folkeparti sad både i EFD og i Meld.

* Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt var medlem af Melds ledelse. Det er derfor, at Rikke Karlsson i løbet af 2015 bad ham om indsigt i Meld og Felds midler.

* Meld blev grundlagt i 2012 og var delvist finansieret af EU. Siden 2004 har det været muligt for de europæiske partier og alliancer at modtage økonomisk støtte, der dækker op til 85 procent af partiets udgifter.

* Feld var en politisk fond, der var tilknyttet Meld. Fonden havde til opgave at observere, analysere og bidrage til den europæiske, politiske debat.

* Rikke Karlsson forlod i oktober 2015 Dansk Folkeparti. Det skyldtes en strid om adgang til regnskaber i den politiske alliance Meld og fonden Feld. Hun blev efter eget udsagn nægtet indsigt i fondens midler.

* Både Meld og Feld blev lukket ved udgangen af 2015. I maj 2016 afgjorde Europaparlamentets politiske ledelse, præsidiet, at de to fonde har misbrugt EU-midler til at føre dansk kommunal valgkamp. Meld skulle tilbagebetale knap tre millioner kroner.

* Dansk Folkeparti har siden betalt 1,6 millioner kroner tilbage, som ifølge partiet er brugt til kampagner. Men de resterende 1,3 millioner kroner har DF afvist at betale, da de ifølge DF er blevet administreret af fondene selv og ikke af DF.

* I sidste uge tog sagen en ny drejning, da EU-parlamentariker Rikke Karlsson politianmeldte sin tidligere partifælle Morten Messerschmidt for identitetstyveri.

* Det gjorde hun, fordi dokumenter fra det franske indenrigsministerium ifølge Ekstra Bladet viste, at både parlamentsmedlemmet Jørn Dohrmann (DF) og Rikke Karlsson havde været medlemmer af ledelsen i den politiske alliance Meld - uden at vide det.

* De blev valgt på fondens generalforsamling tilbage i november 2014, hvor ingen af dem var til stede. Dokumenterne har Morten Messerschmidt underskrevet.

Kilder: europarl.europa.eu, meldeuropa.com og Ekstra Bladet.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce