Kâhler-gate blev symbolet på, hvor stærk middelklassen er blevet for sig selv. Men selv vaser kan gå i stykker. Foto venligst leveret af: Jonatan Giletowicz Beverud

Middelklassen har sejret ad helvede til

Velfærdsstatens største succes er blevet dens største trussel, for middelklassen går på kviksand med sin sociale blindhed, selvoptagethed og stigende lukkethed.

                      (Udgivet første gang i januar 2015, genudgivet i julen 2016)

De redder lidt dårlig samvittighed ved at støtte Knæk Cancer, når TV2 i en hel uge hjernevasker vores følelsescenter. Når systemet svigter en hjemløs, bliver historien delt så samvittigheden er på plads, og når en god sag kan støttes med en spand koldt vand overtager selfie-videoer de sociale medier. Men når virkelighedens smerte kommer for tæt på overtager den sociale blindhed.

Sådan er middelklassen.  

Her er der ikke tid til at forholde sig til komplicerede udfordringer som flere fattige børn i Danmark, markante stigninger i antallet af selvmord og uhyrlige fejlprocenter i myndighedernes behandling af alt fra børnesager til sygdomsforløb.

30 år med moderniseringer

Ved et gensyn 30 år efter Moderniseringsprogrammets tilblivelse, er ligheden med nutidige forsøg på at reformere, effektivisere og modernisere den offentlige sektor skræmmende. Store dele kunne være skrevet i dag.

Læs mere her

Det har man politikerne og medierne til at tage sig af. Ligesom man har lærerne til at tage sig af børnenes læring, pædagogerne af opdragelsen, hjemmehjælperen af forældrene og lægerne af de familiemedlemmer, der får brug for helbredsmæssigt værkstedsbesøg, når motordelene står af.  

Er den gal med børnene, må pædagogerne og lærerne stramme op, og i de grelle tilfælde de andres børn. Er de gamle ensomme, må kommunen sørge for at ældrechecken går til flere hjemmehjælpstimer og går operationen galt er det en lægefejl.  

Sådan er det også med den der middelklasse. Det er lige lidt lettere at pege på problemerne andre steder end hos sig selv, og med den høje skat og presset på jobbet er det vel kun rimeligt at velfærdssystemet - servicestaten - løser problemerne.

Ok, middelklassen kan som helhed ikke gøre for det. Den unge udgave er vokset op mens Nyrup og Mimi fortalte, at familien er det vigtigste, og familieorlov nærmest en borgerpligt. Den lidt ældre udgave klarede nok sig selv, men slap gennem kreative orlovsperioder finansieret af dagpengeperioder på helt op til syv år.  

Læs også: Servicestaten salter vejen til social deroute

Der er pil i begge ender

Men flere og flere klager også over konkurrencestatens stigende pres på det enkelte menneske. Eller individ. Eller produktionsenhed. Alligevel er det svært at pege på konkrete problemer, for det er jo rigtigt nok. Vi skal hele tiden blive dygtigere. Konstant optimere vores tid og arbejde.

Selvom vi egentlig godt kan se, at der er noget galt, har vi ikke længere tid til at stoppe op og evaluere. Frustrationerne kommer ud gennem likes, tweets og brok i fritidsklubben. Hvem har tid til at fokusere på andet end overlevelse?  

Hvis nu systemet rundt omkring den her middelklasse så virkede, ville problemerne være til at overskue. Så kunne systemet, politikerne, medierne, ja samfundet, løse udfordringerne mens den arbejdende befolkning passede maskinparken.

Sådan har det måske været, men de tider er forbi. Kvalt af økonomisk krise og følgerne deraf.

Middelklassen må vågne op til handling

Velfærdsmodellen har skabt en middelklasse så stærk, at den i dag på mange måder står i vejen for Danmarks fremtid. Debat og reformer dikteres af middelklassens standarder, mens underklassen - normalt kaldet de socialt svage - optræder som underholdning i artikler, radioprogrammer og tv-serier, og overklassen - normalt kaldet de rige - stigmatiseres som grådige og åndeligt fattige.  

Lisbeth Zornig Andersen åbnede døren til en underverden, der siden har fået udvidet sin taletid så socialkrisen i dag er underholdning i tv-serier på landets nationale tv-stationer. Socialrådgiverne i Odense, Zornigs udsatte og nu også en blok på bistand i Holbæk. Disse programmer stiller fundamentale spørgsmål ved indretningen af vores samfund, men i stedet for at fremprovokere debat ender de som underholdning for middelklassen, mens presse og meningsdannere optræder i dagpengecirkus.

Klumper sammen på midten

Det er en farlig udvikling, der forstærker en - bevidst eller ubevidst - social blindhed i middelklassen mens de mennesker, der har noget at bidrage med vælger tavsheden for at opnå freden. Den offentlige debat klumper sammen på midten, og væsentlige emner bliver underholdning.

Tragedien ved denne klumpen sammen på middelklassens midte er, at store grupper i netop middelklassen kæmper med stigende frustrationer. Middelklassen rummer indre modsætninger, der i høj grad forklarer folkets faldende tillid til politikere og medier.

Middelklassen har sine kampe med det offentlige system, med stress i hverdagen, kroniske sygdomme, diagnosticerede børn eller syge familiemedlemmer. Men middelklassens normer for god opførsel tillader ingen individuel kritik. Kun fokus på egne udfordringer og ofte bag den pænest mulige facade, hvor sympati nok udtrykkes, men handlinger undertrykkes. Det er en gruppedynamik, som tilsiger den enkelte, at hjælpe sig selv og tro på, at systemet tager resten.

Nuvel. Middelklassen har tilført vort samfund megen harmoni. En væsentlig tryghed og en stor lykkefølelse. Men også det er truet, og tegnene er mange. Politikerlede, faldende tillid og senest et par trin tilbage på ratingen over verdens mest lykkelige folk. Læg hertil økonomisk krise.

Middelklassens dekadence er med andre ord blevet dens egen værste fjende. Velfærdsstatens største succes er blevet dens største trussel.

Det begynder i middeklassen

Velfærdssystemet er groft sagt skabt med to afsæt, der er forbundet som hånd og arm.

Det sociale, som handler om at bryde den sociale arv, fremme lighed og sikre trygheden for mennesker, der rammes af sygdom eller ledighed.

Det andet afsæt er målet om at skabe en stor middelklasse, hvor man kan leve et liv i social tryghed, passe sit job og gennem fælles finansiering komme fra vugge til grav uden at bekymre sig videre om finansieringen mod til gengæld at betale en høj skat.

Den nuværende indretning af velfærdsmodellen hænger ikke sammen. Det har politikere og offentlighed vidst i årtier, og flere generationer af politikere har siden halvfjerdserne forsøgt at gøre noget ved det. Uden videre held. Nu begynder virkeligheden at presse sig på.

Det er middelklassens borgere, der betjener samfundets vigtigste funktioner. Fra redderen i ambulancen, der sendes til en hjemløs på gaden, over sagsbehandleren, der skal føre samtaler med ledige til den praktiserende læge, der ser lige ind i familiers værste problemer.

Det er også middelklassen, der fylder mest i velfærdssystemet. Fra forældrene, der stiller krav til folkeskolelærerne, over bilisterne, der kræver ordentlig infrastruktur, til skatteborgerne, der peger fingre af multinationale selskaber mens håndværkerne fra Litauen laver kælderen.

Nok har velfærdsdrømmen skabt en stor middelklasse. Men middelklassen er presset, og det pres kan kun lette, hvis middelklassen selv tager et ansvar. Enkeltvis og som bindemiddel for den tryghed vores samfund hviler på.

Derfor lyder nytårets spørgsmål til eftertanke - fra os til vores læsere:

Tør du sige fra i din egen hverdag også, når det gør lidt ondt?

Tør du give lidt ekstra, selvom du skal ofre lidt mere af dig selv?

Tør du tage et medansvar, der rækker længere end et ”like” eller et smart tweet?  

 
Emneord: Middelklasse, Socialkrisen, Modernisering, Velfærdsdebat, FV2015, Middelklassen, Chefredaktør Nick Allentoft, Velfærdsstat eller velfærdssamfund
DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Mediehuset DenOffentlige udgiver netmediet DenOffentlige.dk, som aktivt bidrager til information, videndeling og netværk for aktører i og omkring den offentlige sektor. DenOffentlige.dk har med...
Aktivitet: Artikler: 1410 | Events: 29 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 08.01.15 Nick Allentoft, chefredaktør & stifter
    Tak for kommentarer - bliv endelig ved

    Kære Charlotte, Claus, Marianne, Lise og Gunhild,
    Tak for konstruktive og relevante kommentarer, som viser at ovenstående har opnået sit primære formål nemlig at skabe eftertanke og skabe anslaget til en ny dybere debat om velfærdsmodellens fremtid.

    De af Jer der følger med på DenOffentlige vil vide, at vi har dækket debatten både sagligt og med faktuelle ting gennem lang tid, men læser man ovenstående som et enkeltstående indspark er det naturligt at betragte det som mere provokation end indhold. Det anerkender jeg, men må samtidig bare konstatere, at disse lette kommentarer samtidig afslører, at pågældende måske ikke har fulgt med i udviklingen for alvor de senere år og måske tilmed har svært ved at anerkender udviklingen - og dermed bekræfter pointen med lederen herover.

    Jeg er særligt glad for din kommentar, Charlotte Kristensen, for du skriver sagligt og med en sjælden venlig nysgerrighed. Tak for det, jeg vil bruge dine bemærkninger til at forsøge at være endnu klarere næste gang jeg skriver.

    Der vil altid være enkelte afsnit man kan slå ned på i tekster som ovenstående leder-blog, så jeg vil tillade mig at fastholde den overordnede pointe, nemlig at det er lykkes med enorm succes at skabe en stor og tryg middelklasse. En middelklasse som nu er så stor at den på mange måder agerer som middelklassediktatur uden hensyn hverken til under- eller overklasserne. Det er farligt, og derfor ovenstående tekst.

    Vi vil både redaktionelt og her på leder-bloggen folde det endnu mere ud den kommende tid, så følger du ikke allerede med via vores nyhedsbrev, så skynd dig af skrive dig på via dette link: http://denoffentlige.dk/tilmeld-dig-vores-nyhedsbrev

    De bedste hilsner og tak for både slag og anerkendelse,

    Nick (redaktør mm.)

  • 07.01.15 Charlotte Kristensen
    Middelklassens idealer har sejret - også i debatten

    Jeg har læst og genlæst denne artikel, fordi emnet er interessant, men jeg forstår ikke ret meget af, hvad det egentlig er, der er budskabet. Hvad det egentlig helt konkret er, os fra middelklassen skal gøre anderledes. Jeg vil uddybe hvad jeg mener, ved at tage udgangspunkt i nedenstående formmæssigt spændstige afsnit, som jeg simpelthen ikke kan greje indholdsmæssigt:
    "Middelklassen har sine kampe med det offentlige system, med stress i hverdagen, kroniske sygdomme, diagnosticerede børn eller syge familiemedlemmer. Men middelklassens normer for god opførsel tillader ingen individuel kritik. Kun fokus på egne udfordringer og ofte bag den pænest mulige facade, hvor sympati nok udtrykkes, men handlinger undertrykkes. Det er en gruppedynamik, som tilsiger den enkelte, at hjælpe sig selv og tro på, at systemet tager resten."
    Hvad mener man med, at individuel kritik ikke tillades? Er det, at man ikke må sige noget kritisk om andres møde, at tackle deres individuelle udfordringer på? Så kan jeg godt genkende det. Jeg tror ikke, jeg er specielt klog på andres udfordringer eller ved hvilken løsning, som er den bedste for den anden. Er det fejlen? Artiklen er i så fald selv ramt af samme problem, for det er særdeles uklart, hvem det er, der gør hvad forkert. Men det er måske ikke så underligt, at afsender på artiklen, selv står i suppedasen til halsen.
    Lidt længere fremme i samme tekststed, står der: "Sympati nok udtrykkes, men handlinger undertrykkes." Dette står som afslutning på en sætning, der handler om, at man kun har fokus på egne udfordringer (bag en pæn facade) og det giver ingen mening. Der er da ingen ,som kun udtrykker sympati med egne udfordringer, men undlader at handle på dem. Og det passer heller ikke med det efterfølgende, hvor der står "...gruppedynamik, som tilsiger den enkelte, at hjælpe sig selv og tro på, at systemet klarer resten." Her lyder det til at man faktisk handler på egne problemer, men ikke på andres problemer. Som "det offentlige" må tage sig af. Jeg kan godt se, at den enkelte vel nok kunne tage sig mere af andres problemer, ikke som fagperson vel, men som medmenneske. Er det det som menes? Er det så fordi, det ville virke for "tykt" at skrive det, at der ikke står et hak om, hvordan vi skal tage os mere af hinandens problemer? Efter min mening, er det ikke sandt, at vi ikke tager os af hinandens problemer, sker det hele tiden, men det er jo netop ikke en del af "det offentliges pakke". Det er ikke rammesat og ikke målbart og ikke gennemsigtigt. Skal det være det - går essensen i den medmenneskelige gode handling vel også tabt. Der er da masser af mennesker fra middelklassen, som tager deres tørn med andres børn, også udenfor arbejde, som gør noget for syge og gamle, også udenfor egen familie. De skriver bare ikke en bog om det. Og det skal de da for katten vel heller ikke.... eller hvad?.
    Jeg synes artiklen er for ukonkret og selv har nogle af de problemer, som den "anklager" middelklassen for at lide af.
    Mht. de afsluttende spørgsmål, så kan man sige, at hvis noget skulle gøre ondt på en selv - fordi man vil holde fast i, at gøre det gode, frem for det behagelige, så må man jo kunne komme med nogle gode eksempler på dette. Hvis man f.eks. synes, man ikke vil betragte de fattige og udsatte som underholdning, så er det måske let, at føle sig frelst ved at slukke for fjernsynet, eller tale indigneret om det på arbejde, men det gør sikkert ikke ondt? Hvad nu hvis man skulle sige til sine teenagebørn, at de ikke skal rejse på jordomrejse, som oplevelsesturister i fattige lande (miljøsvin pga. flyrejserne), fordi det er uetisk. Ja, så ville det, tror jeg, være et eksempel på noget som ville gøre ondt. Vi er ovre i pligtetikken, hvor en ægte god handling ikke er en som falder en let, men som faktisk er noget man skal overvinde sig til af ren og skær pligt for det rette. Det samme krav kunne man vel stille til artiklens indhold. Den er simpelthen for nem og bekvem, selv om den umiddelbart ser ud til at have skarphed og klarsyn.

  • 06.01.15 Lars Kristensen
    Sandheden er derude

    Det er vigtigt at forholde sig til realiteterne og de er ikke altid sådan som vi ser dem og især i særdeleshed når de fremkommer på tv eller i pressen.

    Når vi ser eller læser om de forhold der svageste i samfundet lever under, så mangler vi lugten og kulden på kroppen.

    Men ligesom den fattige kan vendes til fattigdom, kan vi der ikke er fattige vende os til billedet af fattigdommen, uden lugten og kulden på kroppen og derigennem komme ud i blindheden i forholdet til fattigdommens realiteter.

    Det farlige for et samfund er ikke at det har fattigdom og rigdom, men derimod at alle er vandt til det liv de lever og opdager ikke, når samfundet er ved at gå op i limningen.

    Hvornår går et samfund op i limningen?

    Det sker når samfundet er ved at udvise mangel på medmenneskelighed og respekten for det menneskeværdige hos det enkelte menneske, rig som fattig.

    Det verdenssamfund vi mennesker har fået frembragt globalt, er i det store og hele et samfund der under overfladen mangler medmenneskelighed og respekt for det menneskeværdige hos det enkelte menneske.

    Danmark har i årtier været et af de lande der kunne vise en vej væk fra denne menneskefornedrelse, men vi er ved at komme med på den globale vogn og derved er vi med til at gøre vort eget sociale, menneskevenlige og respektfulde samfund til et samfund der er på vej til at miste dette, på markedsøkonomiens konkurrencealter.

    Vi skal til at forstå, at skal vi få et samfund der er stærkt, så skal både den rige og den fattige gøre en indsats for at få det.

    Det er ligesom når et samfund står over for en fjende, som både rammer rig som fattig, så er vi alle menneske - mennesker med evner som der kan være til gavn for alle i samfundet, både de rige såvel som de fattige.

    En anden ting vi også skal være vågne over for, det er at er vi rige, kan vi hurtigt havne i fattigdom og er vi fattige, kan vi underligt nok hurtigt havde i rigdom.

    Fattigdom og rigdom eksisterer ikke kun økonomisk, Rig og fattig kan vi være på mange måder og er vi ikke det bevidst, da mister vi forståelsen af det at have en menneskeværdighed.

    Vi skal til at kæmpe som et hold, hvor vi forskellige evner til at føre denne kamp og det er ikke en økonomisk kamp om at få andre virksomheders økonomisk lukrative markeder, men derimod en kamp om at bygge et samfund op, der er menneskevenligt og udviser respekt for menneskeværdigheden.

    Det er den kamp vi skal udføre.

    Spørgsmålet er, om vi er klar til at gøre det side om side, rig som fattig, muslim som kristen/jøde, ung som gammel, mand som kvinde.

    Menneske som menneske.

  • 06.01.15 Gunhild Juhr
    Middelklassen har sejret....

    De retoriske spørgsmål til slut kan alle formodentlig svare ja til - når man burde stille sig selv disse spørgsmål, er der mange grunde til at svare nej - mon ikke det er noget med ansvarsforflygtigelse og forventninger til at andre tager ansvar vi har med at gøre - den slags kan man vænne sig til i løbet af et godt liv! Og hvad gør vi så som samfund?

  • 06.01.15 Lise Rohde
    middelklassen

    tja - jeg kan ikke genkende billedet af en sejrende middelklasse - allerhøjest en middelklasse, der sparker nedad, fordi den er bange for selv at blive trukket ned ....http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-04-25-europas-smuldrende-middelklasse-og-nye-underklasse

  • 05.01.15 Lars Jørgensen
    Tåkrympende overfladisk snik-snak

    http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-04-25-europas-smuldrende-middelklasse-og-nye-underklasse

  • 05.01.15 Marianne Pedersen, socialarbejder, sygedagpengemodtager, arbejdsløs og gennem mange år, enlig forsørger.
    Middelklassen har sejret ad helvede til

    Ja det har den - desværre.
    Ingen vil længere være "arbejderen" og det er "fint" hvis man kan få en uddannelse og komme et trin højere op på rangstigen. Men vi tabte den oprindelige ideologi og identitet undervejs. Bemærkelsesværdigt at ordet og begrebet "solidaritet" fuldstændig er forsvundet ud af det danske sprog - både offentligt og privat.
    Nu vil alle have og ingen vil dele eller yde noget særligt.
    Men men, det er altså for nemt at placere hele skylden hos middelklassen der der hele tiden manipuleres til at tro de skal tage hele læsset.
    Jeg har endnu ikke set nogen gøre "de rige" ansvarlige for bankkrak, virksomhedssvindel, skattesnyd o.s.v. - det er stadig den store brede middelklasse der skal betale regningen.
    Og til Steen Ehlers; hvilken planet bor du på ? Eller du er måske en af de, der hellere vil være "rig" akademiker og derfor slet ikke ser hvad der sker omkring dig?
    Der er i princippet ikke noget der er i gang med at blive bedre - det er en form for afvikling af alt der er skabt for at kunne hjælpe mennesker der ikke kan selv - for at skabe et system hvor alle skal betale for alt selv - og så ved vi godt hvem det er der kan betale - "er du guds barn så hjælp dig selv - for ingen andre gør det" bruges ofte i den situation.

  • 05.01.15 Claus Jansson
    Debat fordrer ofte provokationen

    BRAVO Nick Allentoft.

    Sådan skal et debatskabende og provokerende startskud være, hvis der SKAL komme en debat. Maser af meninger og kant... skarp, lige på og lidt over stregen.

    Her handler det ikke om at være enig eller uenig, men om at have en mening - om at TURDE tage debatten og påtage sig sit eget medansvar.

    Tak er kun et fattigt ord, men hvis det er hvad du kan præstere efter en kort ferie, så vil jeg bede dig om at holde lidt mere fri - for hellere fem gode artikler end den uendelige ligegyldighedsstrøm af mainstream nyheder snittet og fabrikeret til familien Danmark, der sidder henslængt på 15 år i deres bløde lænestole... og er så at sige, ved at falde ud igennem røven på sig selv.

    (To tænder sat på retorikken med vilje)

  • 05.01.15 Steen Ehlers
    Middelklassen har sejret....

    Det ville være rart, hvis der bare var den mindste smule dokumentation for artiklens mange påstande - alle demokratiske stater hviler på et fundament af en stor middelklasse - og stort set alle globale indikatorer bliver bedre år for år - mindre sult, længere levetid, færre dør i krig osv. Og det stod da temmelig meget værre til i Anker Jørgensens Danmark - rent økonomisk i hvert fald.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige