Mind the gap: Vi ydmyger borgerne

I Børne- og Ungdomspsykiatrien holder vi ofte møder med skoler og kommuner om et barn eller en ung med psykisk sygdom. Vi kalder dem netværksmøder, og jeg husker specielt et sådan møde.   

Vi havde to søstre i behandling, for hver deres problemer. Men vi oplevede at problemerne flettede sig ind i hinanden, og at forældrene havde brug for, at vi så på alle problemerne under et. Vi burde forsøge at hjælpe hele familien som en enhed. Så vi planlagde et netværksmøde med alle der kunne bidrage og hjælpe. Vi havde inviteret mange mennesker, og det var faktisk svært at skabe et overblik over omfanget af problemer og hvilke problemer det var vigtigst at tage sig af først.Efter præsentationsrunden forsøgte jeg at ”fremlægge sagen” og formålet med mødet. Men ret hurtigt kom en af kommunens folk på banen for at forklare hvilke rammer de arbejdede indenfor, og hvilke forpligtigelser de ikke kunne påtage sig. Derefter mistede jeg kontrollen over mødet, og pludselig rejste moderen sig grædende op og forlod mødet. Jeg har sjældent været så flov.   Læs også: Jordskælv i det offentlige: Rapport smider bombe i offentlig styring   Moren følte sig ydmyget som aldrig før Da vi mødtes næste gang fortalte moderen mig hvordan hun havde oplevet det. ”Det drejede sig slet ikke om at hjælpe vores piger. Det var som om, hele formålet var at udpensle hvor besværlig en mor jeg er. Jeg har aldrig følt mig så ydmyget.”

Det møde blev nok startskuddet til, at jeg fik ændret den måde jeg holder netværksmøder på. Som ung læge havde jeg lært, at vi som værter ved netværksmøder altid skal starte med at ”fremlægge sagen”, hvorefter de andre ”professionelle” skal byde ind med deres vurderinger. Til sidst skal så forældrene bidrage med deres oplevelser og ønsker.

  I dag gør jeg det modsat, efter aftale med forældrene. Efter en velkomst, lidt kaffe i kopperne og en præsentationsrunde beder jeg forældrene fortælle hvorfor de gerne vil have netværksmødet, og hvad de håber at få ud af mødet. Jeg beder dem fortælle hvad de synes der skal ske på mødet og hvad resultaterne skal være, så de vil synes det har været et godt møde.   Nyt fokus ændrede stemningen Det har ændret møderne meget. Fokus og stemning bliver tit meget anderledes. Hvor det førhen godt kunne blive en diskussion om hvem der bør gøre hvad, bliver det nu oftere en snak om hvordan vi bedst kan forstå problemerne, og hvordan vi sammen bedst kan hjælpe familien. 

Jeg fik lyst til at fortælle denne historie fordi jeg lige har deltaget i Det Sociale Årsmøde, hvor alle talte om behovet for samarbejde mellem ”diverse sektorer”.  De mennesker, der har brug for hjælp, oplever at hjælpen mislykkes hver gang der er mere end en ”aktør” involveret. Så er der et hul imellem de to ”aktører” lige der hvor der er brug for hjælp.   Jeg blev mindet om vores netværksmøder, hvor vi ofte kan ”skændes om”, hvem der skal give kurserne, familieterapien eller psykoterapien til patient og forældre. Kommunen eller os?  Og jeg tænkte på min ledertræning, hvor vi som ledere i systemerne er optaget af at ”klarlæge snitfladerne”, så vi sikrer hvor vores ansvar er,  altså: hvortil og ikke længere. ”Snitfladerne” gør det muligt for mig som leder, at ”sige fra” overfor de opgaver der ikke er mine. Så kan jeg bedre slappe af og lægge ansvaret fra mig ift. de opgaver som skal løses, men som andre altså må løse….   Mind the gap Men til årsmødet var det tydeligt at vores borgere har brug for at vi tager et fælles ansvar, at vi ikke deler det op i bidder. For når vi deler det op, så er der ingen der tager ansvar for de opgaver der måske er de vigtigste, eller de sværeste, måske de der vil gøre den positive forskel.

Jeg tror, at vi alle frygter at budgetterne vil blive sprængt hvis vi påtager os mere ansvar, derfor forsøger vi alle at fralægge os nogle opgaver, og smide dem over til nogle af de andre. Men i det lange løb, bliver det helt sikkert dyrere, hver gang et barn, en ung og en familie tabes på gulvet, lige der i hullet mellem ”vores snitflader”. En af deltagerne ved årsmødet sagde: Tænk på metroen i London: ”Mind the Gap”. Vi skal tage fælles ansvar for de huller der er mellem snitfladerne!   Måske vil det koste noget her og nu. Så kære politikere, kunne I måske finde lidt penge, eller bare give os lidt frihed fra jeres ”måleri”? Så kan vi måske forsøge at finde nye veje, hvor vi gør det, vi mener er nødvendigt, ikke bare det I måler os på. Eller kunne I måske måle os på om vi samarbejder med familierne og med hinanden, måle os på om familierne får det bedre, og om synes de har fået en hjælp der var hjælpsom?