Ministeren hos FN: Asylpolitikken er blevet misforstået

Politik

21/01/2016 22:20

Nick Allentoft

FN-eksamen gav udenrigsministeren mulighed for at svare igen på kritik af dansk asylpolitik.
Flere lande rettede kritik mod den danske asylpolitik, da udenrigsminister Kristian Jensen (V) var til eksamen i menneskerettigheder ved FN's Menneskerettighedskomité.    Centralt var blandt andet den meget omtalte smykkelov og de strammere regler for familiesammenføring. Det var blandt andet USA og Danmarks nabolande Irland og Sverige, som havde kritiske holdninger til den danske udlændingekurs.

- Det, synes jeg, er glimrende, fordi det giver en mulighed for, at vi kan svare igen på kritikken og rette op på nogle af de misforståelser, der har været rundt omkring, siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) til Ritzau efter høringen i komitéen.

- Jeg fik eksempelvis forklaret, at Danmark ikke tager smykker, der har affektionsværdi, fra flygtninge, fortæller ministeren.   Udenrigsministeren indledte bedømmelsen med en tale, der fokuserede netop på tilstrømningen af flygtninge og migranter til Danmark og den danske asylpolitik.    - Vi havde på forhånd modtaget en række spørgsmål, så jeg vidste, at der ville komme kommentarer på netop det område. Derfor kunne vi lige så godt tage det fra starten, siger ministeren.    Danmark har nu fået en række anbefalinger om tiltag på menneskerettighedsområdet, og det er nu op til danske politikere af tage stilling til, hvilke anbefalinger man skal følge.    - Vi får muligheden for at se på, hvordan vi kan blive bedre på de områder, vi har fået kritik for. Danmark er allerede rigtig god på menneskerettigheder, og det er også det, jeg hører i salen i dag, siger Kristian Jensen og tilføjer:    - Men selv de bedste kan jo blive bedre, og vi vil med tiden undersøge de anbefalinger, vi har fået, og hvilke af dem vi vil efterleve, siger han.   FAKTA: Det sker til en såkaldt menneskerettighedseksamen Amnesty opfordrer verdens lande til at kritisere de bebudede stramninger af udlændingeloven, når udenrigsminister Kristian Jensen (V) torsdag skal til eksamen i FN's Menneskerettighedsråd.    Her kan du få overblik over, hvad den går ud på.    * Alle 193 medlemslande skal med omkring fem års mellemrum til eksamen i FN's Menneskerettighedsråd. Formålet er at fremme menneskerettigheder og sørge for, at de bliver virkeliggjort.    * Menneskerettighedssituationen i landet bliver diskuteret, og de øvrige lande kommer med anbefalinger til, hvordan landet kan sikre, at menneskerettighederne bliver overholdt.   * Systemet blev skabt, da menneskerettighedsrådet blev etableret i 2006. Alle medlemslande er blevet gennemgået en gang, og nu begynder anden runde af eksamener.    * I 2011 var Danmark til sin første eksamen. Dengang kom medlemslandene med 133 anbefalinger, og Danmark offentliggjorde et svar på, hvilke anbefalinger man mente, man kunne acceptere.    * I alt accepterede Danmark 102 anbefalinger fuldt, mens fem blev delvist accepteret.    Kilder: FN, udenrigsministeriet    /ritzau/

Mest Læste

Annonce