Motalavej i Korsør gløder stadig: Flere angreb på kommunalt ansatte

Ledelse

01/04/2016 09:54

Nick Allentoft

Unge indvandrerdrenge overfalder og angriber hjemmeplejen i Slagelse. Politiet tager først affære efter flere "enkeltepisoder". Kommunen er tavs. Det beretter TV Øst.

Det har ikke været sikkert for kommunalt ansatte at arbejde på Motalavej i Korsør i år. Mindst tre gange er ansatte ved Slagelse Kommune således blevet overfaldet, når de skulle passe deres arbejde i kvarteret.

Det viser en aktindsigt, som TV ØST har fået i politiets rapporter fra området.

Sagerne tegner et billede af tre voldsomme dage før påske, hvor kommunalt ansatte var det ubehagelige centrum for ballade på Motalavej.

Det skriver TV ØST.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

Ud over to brandbiler, der i januar måned fik knust ruderne af en større gruppe stenkastende mennesker, da de skulle slukke en mindre brand, så er det især i dagene 13., 14, og 15. marts, at de unge gik efter de offentligt ansatte på Motalavej.

Det hele kulminerede i et overfald den 14. marts, hvor to hjemmehjælpere blev overfaldet, da de skulle arbejde i området.

Forinden var gået en længere periode, hvor unge i tiltagende grad havde chikaneret de ansatte ved kommunen.

- Vi har hørt om råb, der udviklede sig til spytkast og senere stenkast. En bil fik også skåret dækkene op derude, fortæller Ann Søgaard, der er sektorformand for Social- og sundhedssektoren i FOA Sjælland. Episoderne blev dog ikke politianmeldt før overfaldet, da de blev regnet som enkeltstående hændelser.

Udsat for stenkast
Voldsommere blev det søndag den 13. marts klokken 19.50, hvor en ansat ved kommunen blev overfaldet af en gruppe indvandrer-drenge i alderen 16-20 år.

Drengene kastede sten mod den kommunalt ansatte, der kørte i en sølvgrå Peugeot 208. Tre sten ramte bilen så hårdt, at det efterlod buler. Heldigvis blev den ansatte selv ikke ramt af stenene.

En politipatrulje var i området efter episoden, men her var gemytterne faldet til ro.

”Patruljen meddeler, at de har runderet i området. Der er pt. ro på stedet, og de fleste unge har forladt stedet,” hedder det i politiets rapport.

Hjemmehjælpere slået og sparket
Gemytterne var dog ikke faldet til ro, og den anden episode fandt sted allerede dagen efter, den 14. marts klokken 19.37. Episoden er tidligere blevet beskrevet i offentligheden.

Her blev to hjemmehjælpere overfaldet på vej til et hjemmebesøg i området. De blev skubbet, slået og sparket af en gruppe unge indvandredrenge, der ifølge politirapporten ”ikke ville have, at de to plejere skulle komme i området og pleje de ældre”.

Efter overfaldet måtte en af hjemmehjælperne en tur på skadestuen til undersøgelse og behandling, og politiet har siden efterforsket sagen intensivt.

- Vi tager det her meget alvorligt. Vi vil ikke tolerere den slags overgreb. Og det har vi ville signalere til de unge. Vi ved ikke, hvorfor det skete. Vi arbejder stadig på efterforskningen i sagen, siger lederen af Lokalpolitiet i Slagelse, Allan Holm, til TV ØST.

Han regner med, at efterforskningen snart vil resultere i både sigtelser og anholdelser.

Politiet tilkaldte forstærkning
Allerede dagen efter de to episoder var der igen optræk til episoder på Motalavej. 
Den 15. marts klokken 19.54 bad hjemmehjælpere da også politiet om hjælp, da de så en gruppe på mellem seks og otte unge vente ved Lidl-butikken ved indkørslen til kvarteret mod Tårnborgvej.

- I lyset af hændelserne de forgående dage, så var jeg selv med på turen. Og der blev straks ringet efter politiet, da nogle af de unge fra hændelserne dagen før blev genkendt. De unge stod i grupper. Nogle var kun store børn, andre var nærmest voksne, siger Ann Søgaard fra FOA, der beskriver stemningen på stedet som intens.

Faktisk blev situationen så presset, at politiet på stedet klokken 20.05 anmodede om forstærkning for at få situationen under kontrol. Hjemmehjælperne kom dog ud på deres opgave eskorteret af en gadeplansmedarbejder, mens politiet i stedet koncentrerede sig om en stadig større flok unge ved Lidl. De unge smuttede dog hver til sit kort efter.

Krisemøde holdes hemmeligt
Efter tre dage i træk med uro i forbindelse med kommunale medarbejderes arbejde i kvarteret aftalte man at få problemet med chikane og vold mod ansatte i hjemmeplejen drøftet på et særligt krisemøde den 17. marts, hvor blandt andet hjemmeplejen, FOA, Fædregruppen og gadeplansmedarbejdere deltog.

Ifølge politiets rapport, så skulle formålet med dette møde være at finde ”en fremadrettet løsning på problemet”, således at kommunale medarbejdere igen kunne færdes på Motalavej.

Hvad der konkret kom ud af mødet er dog endnu uvist.

Slagelse Kommune har nemlig mørkelagt mødet og dets konklusioner, og Slagelse Kommune har også afvist TV ØSTs anmodning om aktindsigt i både indkaldelsen til mødet og mødets referat med begrundelsen, at ”hemmeligholdelse er nødvendig til beskyttelse af væsentlige hensyn til offentlige interesser”.

Slagelse Kommune er målet for chikane
Selvom det ikke er lykkedes politiet at finde et motiv til episoderne på stedet, så er Ann Søgaard fra FOA overbevist om, at problemerne ikke bunder i udeståender med hjemmeplejen.

- Det er ikke hjemmeplejen men Slagelse Kommune som sådan, som de unge er ude efter. Hjemmeplejen rammes, fordi navnet står på vores biler. Og bag det tror jeg, at der ligger en lang række frustrationer hos de unge, siger hun til TV ØST.

Hun fortæller, at selvom det er usædvanligt, så er det tidligere er set, at medarbejdere fra hjemmeplejen overfaldes. I hendes område, der dækker det tidligere Vestsjællands Amt, har der også været episoder i Nordbyen i Slagelse og i Odsherred. Her fik hjemmeplejen til sidst udleveret en overfaldsalarm.

Ann Søgaard fra FOA vil fredag holde et møde med de ansatte ved hjemmeplejen i Korsør for at kontrollere, om trygheden ved at arbejde i området er blevet forbedret.

Meldingen fra både politi og de ansatte i hjemmeplejen er dog, at der har været roligt siden episoderne.

TV ØST har i forbindelse med denne artikel uden held forsøgt at få en kommentar til forløbet fra flere ansatte i Slagelse Kommune.

FAKTA: Uroen har stået på i flere år. I videoen her kalder unge politiet for kujoner

FAKTA: Men der er også sammenhold og fællesskab - i videoen samler borgerne skrald ind i området

 

Mest Læste

Annonce