Bo Rasmussen ny kommunaldirektør i Gladsaxe

18/04/2012 10:23

Gladsaxe Kommune

Det bliver Bo Rasmussen, der tager over, når Gladsaxes mangeårige kommunaldirektør Marius Ibsen går på pension 1. juni efter 20 år på posten.

Bo Rasmussen er 57 år og kommer fra et job som kommunaldirektør i Albertslund, hvor han tiltrådte i 2006. Her er han kendt som en visionær og resultatorienteret leder, der arbejder benhårdt på at omsætte politikernes visioner til virkelighed. En leder, der skaber trivsel og godt arbejdsmiljø med rum for nytænkning. Hans største ledelsesmæssige styrke siges at være, at han i bund og grund er et ordentligt menneske med styr på relationerne. Disse egenskaber gjorde, at han sidste år fik tildelt Den Kommunale Lederpris 2011.

Gladsaxes politikere og embedsmænd kender ham allerede som en god og respekteret samarbejdspartner i arbejdet for den kommende letbane langs Ring 3. Hvor Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A) er formand for Ringby letbanesamarbejdet langs Ring 3, er Bo Rasmussen formand for henholdsvis den administrative styregruppe og embedsmandsgruppen.

Før tiden i Albertslund var Bo Rasmussen i 18 år ansat i Københavns Kommune indenfor miljøområdet, senest som vicedirektør i Miljøkontrollen. Bo Rasmussen har en kandidatgrad i geografi med bifag i psykologi og pædagogik. Hertil skal lægges en MPA, master i offentlig forvaltning.

- Jeg glæder mig meget til samarbejdet. Jeg er sikker på, at Bo Rasmussen er den rette mand til at fortsætte den positive udvikling, Gladsaxe befinder sig i og samtidig fastholde den økonomiske styring, som gennem årene har sikret, at vi har en stærk og robust økonomi, siger Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A).

 

Mest Læste

Annonce