Willy Feddersen bliver kommunaldirektør i Haderslev

25/04/2012 11:28

Haderslev Kommune

Haderslev Byråd besluttede i aftes efter indstilling fra ansættelsesudvalget og fra Økonomiudvalget at ansætte Willy Feddersen som Haderslev Kommunes nye kommunaldirektør. Willy Feddersen er 49 år og født og opvokset på Tønder-egnen og blev student i 1981.

Willy Feddersen er kandidat fra Statskundskab i Århus i 1989. Siden har han taget diverse lederuddannelser, senest Kursus i offentlig ledelse (KIOL) i 2010.

Willy Feddersen har været offentlig leder siden 1993, hvor han blev afdelingsleder i Social- og Sundhedsforvaltningen i Haderslev Kommune. Han kom fra en stilling som budgetmedarbejder i Bjerringbro Kommune. I 2000 blev Willy Feddersen udviklings- og kulturchef og i 2007 erhvervs- og kulturdirektør. I 2009 blev han udpeget som Stabsdirektør.

I 2011 tiltrådte han stillingen som direktør for Børn og Skole i Aabenraa Kommune.

Willy Feddersen er bosiddende i Starup ved Haderslev

- Jeg glæder mig til at tiltræde stillingen som kommunaldirektør i Haderslev Kommune. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg kender kommunen ganske godt. Jeg mener derfor at have en god ballast, når jeg skal i gang med de mange nye opgaver og min nye rolle som kommunaldirektør, siger Willy Feddersen

- Haderslev Kommune glæder sig til at tage i mod Willy Feddersen som vores nye kommunaldirektør. I kraft af sin tidligere ansættelse ved Haderslev Kommune har vi et indgående kendskab til Willy Feddersens faglige og menneskelige egenskaber, og vi har derfor store forventninger til hans fremtidige bidrag til at lede og udvikle vores organisation, siger borgmester Jens Christian Gjesing.

Willy Feddersen tiltræder stillingen som kommunaldirektør 1. juni 2012.

Der var 18 ansøgere til stillingen.

Willy Feddersen er gift med Conny Boysen, der er ergoterapeut på Skolen ved Stadion i Haderslev. Sammen har de to voksne sønner på 19 og 23.

I sin fritid er Willy Feddersen en særdeles aktiv motionist. Han løber halvmaraton, spiller fodbold, hygger sig med golf og kajak. Til sommer har han planer om at springe ud som bjergbestiger på Europas højeste bjerg, Elbrus i vestkaukasus.

 

Mest Læste

Annonce