Relationel velfærd er nyt tema: På jagt efter historier om god velfærd

Jagten er igang efter konkrete historier om god velfærd i Region Sjælland. Professionshøjskolen Absalon og DenOffentlige sætter relationel velfærd til debat med et nyt tema.

(Har du gode historie fra velfærdens hverdag? Send dem gerne direkte til Professionshøjskolen Absalon, eller skriv i kommentarfeltet herunder).

I Strøby på Stevns ligger Mænds Mødesteder. Her mødes flere end 70 mænd fra nær og fjern flere gange om ugen på en nedlagt husflidsskole for at spille kort og vende verdenssituationen. Her handler sundhed ikke om salat, men om socialt samvær.

Relationel Velfærd

KONFERENCE om Relationel Velfærd den12. oktober på Sjælland - læs mere her

I samarbejde med Professionshøjskolen Absalon sætter DenOffentlige fokus på relationel velfærd.

Der er behov for at gentænke velfærden – og de organisationer og professioner, der arbejder for at skabe den – så den i højere grad understøtter de liv, borgerne lever eller ønsker at leve, mere end blot at leve op til fastlagte regler og standarder.

For at sætte behovet for den udvikling ind i en forståelsesramme arbejder flere og flere med begrebet relationel velfærd.

Alle kan bidrage til temaet her på DenOffentlige ved at skrive til redaktionen.

Mænds Mødesteder er bredt anerkendt for deres gode arbejde, og sidste år vandt de Region Sjællands sundhedspris for at gøre en særlig sundhedsfremmende indsats i regionen. De er samtidigt et godt billede på, hvordan velfærden er under forandring. Fra standardiserede ydelser doseret af et velmenende og professionelt system til at favne langt flere aktører – med udgangspunkt i det liv borgerne lever og gerne vil leve.

Vi inviterer til videndeling

På Professionshøjskolen Absalon har vi ambitioner på vores regions vegne. Vores mål er at bidrage til velfærd og vækst i hele Region Sjælland. Det kan lyde stort, men som regionens største uddannelsesinstitution har vi en forpligtigelse til ikke bare at levere uddannelser af fremragende kvalitet, men også at byde os til som regional udviklingspartner.

Vi vil gerne medvirke til at undersøge og skubbe på den bevægelse, der tager det alvorligt, at nøglen til bedre velfærd ligger i forståelsen og anerkendelse af det, der sker mellem mennesker. I relationerne. Mellem de fagprofessionelle. Mellem de fagprofessionelle og borgere. Og ikke mindst borgerne imellem.

Derfor sætter vi i de kommende måneder fokus på relationers betydning for de liv, vi lever som mennesker. Og på hvordan både fagprofessionelle, frivillige og mange andre kan være med til at skabe bedre velfærd ved at arbejde med relationerne i hverdagen. Vi er i den forbindelse på jagt efter konkrete historier om god velfærd i Region Sjælland og håber, at du og andre vil fortælle os de gode historier. Send dem gerne direkte til Professionshøjskolen Absalon, eller skriv i kommentarfeltet herunder. I samarbejde med DenOffentlige sætter vi samtidig fokus på Relationel Velfærd, som er nyt selvstændigt tema her på mediet.

Læs mere fra Professionshøjskolen Absalon

Professionshøjskolen Absalon hed tidligere University College Sjælland. Skolen er redaktør for eget indhold på DenOffentlige, og deler viden om uddannelse, herunder bl.a digital læring.

Læs mere mere fra Absalon her

Vi er også selv i gang med at samle historier fra praksis omkring os – fra kommuner, regionale arbejdspladser og frivillige organisationer. Det er et inspirerende arbejde, for der sker rigtig mange gode og spændende ting, som vi gerne vil dele og sprede.

Udvikling gennem viden

Vores forhåbning er, at gode historier fra hverdagen i regionen kan tjene til inspiration ved at sætte konkrete billeder på, hvordan velfærdsprofessionelle kan forstå og arbejde med de relationer, som er vigtige for borgerne.

Og det er ikke for sjov. For hvis vi vender tilbage til Mænds Mødesteder i Strøby, så er sundhedsudfordringerne eksempelvis til at tage og føle på for den mandlige del af befolkningen. Danske mænd lever adskillige år kortere end danske kvinder – og næsten dobbelt så mange mænd som kvinder dør før de fylder 65 år.

Vi har brug for at se nærmere på de steder, hvor det faktisk lykkes at gøre noget ved nogle af de udfordringer, vores velfærdssamfund står overfor. Og derfor skal historierne også ses som en invitation til videre dialog og samarbejde om, hvordan vi sammen kan skabe vækst og velfærd i Region Sjælland. Jeg er optaget af at finde kloge partnere til at diskutere nogle af de valg, vi står overfor, når vi skal uddanne og udvikle fremtidens velfærdsprofessioner i samspil med vores omverden.

Jeg håber, du har lyst til at læse med og vil dele dine historier med os. Jeg er overbevidst om, at der er masser af inspiration at hente i den eksisterende praksis.

 

Emneord: Relationel Velfærd, Professionshøjskolen Absalon, Mænds Mødesteder, Stevns, Region Sjælland, DenOffentlige, 280817
Professionshøjskolen Absalon på DenOffentlige.dk Professionshøjskolen Absalon var indtil august 2017 kendt under navnet University College Sjælland, og er en af de syv professionshøjskoler, som blev etableret i august 2007. Vi er godt 600...
Aktivitet: Artikler: 140 | Events: 6 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 28.08.17 Carsten Hornstrup
    Relationel velfærd i Region Sjælland

    Region Sjælland har de sidste år arbejdet målrettet med en tillidsdagsorden, der handler om at skabe bedre velfærd gennem bedre relationer. Har været med til at skrive denne lille bog: http://www.forlagetmindspace.dk/udgivelser/udgivelser-om-ledelse-og-organisationer/tillidsskabende-ledelse Her er en lang række delemner beskrevet og der kan findes kontaktpersoner, der har adgang til flere konkrete eksempler.

  • 28.08.17 ane feierskov knudsen
    Familiebehandling

    Familiecentret Vibygård er et dag- og døgntilbud til familier beliggende i Viby Sjælland.

    Vi modtager familier fra hele landet, hvor forældrene har problemer med misbrug, vold, incest eller trivselsproblemer i det hele taget. Vi modtager familier, hvor forældrene er på metadon og som ønsker at trappe ud af dette, og vi modtager familier, hvor børnene har tilknytningsproblemer.

    Familiecentrets behandlingsfilosofi tager udgangspunkt i den eksistentialistiske filosofi og menneskesyn. Det betyder, at mennesker opfattes som hele individer, der er frie og aktivt handlende i forhold til sig selv og samfundet/omgivelser. Dermed er mennesket også ansvarligt i forhold til sine handlinger. Mennesket er herved også i stand til at træffe nye valg og nye handlingsmuligheder.
    Vi vokser som mennesker op under nogle ydre omstændigheder, som også er med til at forme vores tanker og handlemuligheder. Mennesket er et socialt væsen, som er afhængig af andre mennesker, og som kun kan forstås i forhold til sine relationer.

    Med dette som udgangspunkt har vi fokus på så vel de indre som de ydre omstændigheder, som mennesket vokser op og lever under. Det betyder, at de teorier, som vi arbejder med i det daglige, mere eller mindre har udgangspunkt i dette menneskesyn. Stort set alle voksne, og de fleste af børnene, der kommer til familiecentret, kommer med flere traumer i bagagen.

    Det betyder, at langt de fleste beboere er ramt af frygt og uro og lever med et højt niveau af arousal og usikkerhed. For at imødegå dette og for at skabe et terapeutisk klima, hvor det er muligt at udvikle sig, er det nødvendigt at bygge familiecentret op som et sikkert sted. Derfor har vi nogle ydre rammer som skal sikre, at den enkeltes frihed ikke indskrænkes. Med udgangspunkt i en konsekvenspædagogisk tænkning (Jens Bay) siger vi Nej til vold og misbrug. Vælger beboeren alligevel at sige Ja til vold eller misbrug, bliver han eller hun bortvist fra behandlingen i en uge efter en samtale. Når ugen er gået afholdes en tilbagetagnings-samtale, hvor beboeren får mulighed for at sige Ja til behandlingen igen. Der snakkes derefter om, hvad der skete, og hvad beboeren kan gøre for at fastholde sit ‘Ja’ til behandlingen – også i sine handlinger.

    Med disse ydre rammer skabes ‘Det sikre sted’ ud fra en miljøterapeutisk forståelse, hvor principper som ‘demokratisering’ og ‘fællesskab’ (oprindeligt udtrykt af Maxwell Jones’ i hans Therapeutic Society), i kombination med en tilladende holdning til følelser, udmøntes i et nærvær mellem beboere og personale – og bæres af det, der udspiller sig i relationerne her og nu.

    Det er nødvendigt, som Søren Kierkegaard siger, at møde det andet mennesket der, hvor det er, hvis vi vil hjælpe. Det er forudsætningen for, at vi kan opbygge den tillid, som er nødvendig, hvis beboeren skal åbne for de smertelige sår, de bærer rundt på – og som har tendens til at blive gentaget i generationer gennem en social og psykologisk arv.

    Med ovenstående som basis bliver det muligt at bearbejde de traumer, som beboerne kommer med. En bearbejdning som kræver, at man bliver mødt med anerkendelse, oprigtig interesse og faglig kompetence. Personalet har relevante uddannelser (pædagog, psykolog og lignende) samt en terapeutisk efteruddannelse som psykoterapeut. Personalet har ofte også en efteruddannelse som chok-traume-terapeut.

    Vi arbejder med gestalt- og kropsterapeutiske metoder og med den eksistentielle psykoterapi som grundlag. Af teoretikere drejer dette sig bl.a. om Fritz Perls, Alexander Lowen, Irvin D. Yalom og Ernesto Spinelli.

    I forhold til børnene arbejder vi bl.a. med forståelse fra Winnicott, Stern og Hart. Vi arbejder ligeledes med holding-terapi (Bent Claësson m.fl.), som sikrer børnene en sikker favn, hvori de kan udtrykke deres følelser, og hvor de kan genfinde en mere sikker tilknytning.

    I forhold til traumebehandling arbejder vi med udgangspunkt i Peter Levine og Ulla Rung Weeke, som begge har mange års erfaring med kriser og traumer, og som er opdateret på den seneste hjerneforskning.

    Læs mere på http://www.vibygaard.dk/

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige