Bøjes Verden: Hvad med mål for, hvor meget fru Hansen må græde?

Nogle mener, at man ikke kan anvende mål og målstyring på ”bløde” samfundsområder som f.eks. det sociale område. Bøje Larsen argumenterer her for, at det kan være muligt i form af casebaseret styring.

Brian Norsk Jensen har givet en kritisk kommentar til en af mine tidligere artikler her på DenOffentlige.dk. Han mener, at folk med styringsgener som mig og en baggrund fra CBS bør eksporteres til Kina, hvor de efter hans mening passer bedre ind, fordi de dér har åndsløs masseproduktion. Han mener ikke, at målstyring kan anvendes på ”bløde” samfundsområder som socialområdet og grundskolen. 

Ledelsesaviserne

Ledelsesavisen nr. 9  samler op på debatten om fremtidens offentlige ledelse og styring med opsigtsvækkende indlæg og konklusioner fra konference med 200 ledere og forskere. Se alle artikler her.

Tidligere udgaver af Ledelsesavisen: 

Ledelsesavisen nr. 8 om tillid, kærlighed og nye paradigmer

Ledelsesavisen nr.7  om Sammenhængsreform og Ledelseskommission

Ledelsesavisen nr.6 om partiernes ønsker til ny styring

Ledelsesavisen nr.5 udkom i november 2016.

Ledelsesavisen nr.4 om strategier og styring 

Ledelsesavisen nr.3 om  Sverige, kloge ledere og eksperimenter

Nummer 2 - om retningslinier og en opsang til fagprofessionelle

Online-udgaven finder du lige her - den opdateres løbende.

Med fare for faktisk at blive eksporteret til Kina af både Brian og andre læsere, så vover jeg her pelsen og foreslår, hvordan det kan løses. Se det som et forslag, et tankeeksperiment. 
 
Hvor meget må fru Hansen græde?
Målstyring for f.eks. en skole kan være mål for de opnåede karakterer. Det kan for et hospital være liggetider, eller f.eks. hvor mange af patienterne, givet en vis behandling, der kan vende tilbage til deres arbejde inden x uger. Målene kan være fastsat af institutionen og dens ledelse selv, en kommunes ledelse eller på landsplan – eller hvorfor ikke i en fremtid? – af EU. (Nu bliver jeg nok tibudt en enkeltbillet til Nordkorea).
 
Brian giver tre eksempler, hvor han mener, at målstyring kommer til kort. Her er de to første:
 
”- når Fru Hansen græder på hospitalet eller hjemme når sosu-arbejderen kommer flyvende forbi, men det står ikke i nogen specifikation, at det vil ske eller om der skal tages hånd om det. 
 
- Eleven har problemer med kammeraterne, på hjemmefronten eller andet, som gør at han ikke får udbytte af undervisningen pt. Men læreren har ikke tid, kompetence eller værktøjerne, eftersom det ikke er specificeret eller kan måles.” 
 
Man kan give Brian ret i, at her har målstyring ikke noget at skaffe. Det har jeg gjort før. Men her vil jeg vælge at være uenig. 
 
Hvad skulle der være i vejen for at sætte et mål for, hvor mange hjemmehjælpsborgere, der, når de besøges af hjemmehjælpen, græder ”hele tiden eller det meste af tiden”? Kan vi ikke sætte et mål, der siger, at under 10% af borgerne skal gøre dette. Og måle på det, f.eks. udført af hjemmehjælperen selv eller ved en efterfølgende stikprøveundersøgelse? Og kan vi ikke registrere, hvor mange elever, der ifølge læreren eller andre har problemer med kammeraterne og sætte mål herfor?

30 år med moderniseringer

Ved et gensyn 30 år efter Moderniseringsprogrammets tilblivelse, er ligheden med nutidige forsøg på at reformere, effektivisere og modernisere den offentlige sektor skræmmende. Store dele kunne være skrevet i dag.

Læs mere her

Brians reaktion vil sikkert være, at det er svært at måle. Ja, men jeg synes ikke, at det er umuligt.

Brians reaktion vil sikkert også være, at det er umenneskeligt og fremmedgørende: 1) Man kan moralsk set ikke sætte mål på noget sådant. Samt: 2) det fortæller jo ikke, hvad medarbejderen skal gøre.
 
Ad 1: På et hospital tror og håber jeg, at de eller Sundhedsstyrelsen i de mindste sommetider måler på, hvor mange patienter, der dør på operationsbordet under en vis behandling og sammenligner det med andre hospitalers resultater. Er det umoralsk eller måske ok, fordi patienten netop er død? Det synes jeg ikke. 
 
Som professionelle må vi turde sætte ord på og røre ved det urørlige inden for vores område. 
 
Ad 2: I målstyringens ånd må man argumentere, at målet og målingen ikke har til formål at fortælle, hvad de ansatte skal gøre. Det må de finde ud af. Ofte anvender vi professionsbegrebet (”vi er fagprofessionelle”) til at forklare, at vi har de uddannelser og de holdninger, der skal til for at finde ud af, hvordan vi skal løse en opgave. Målet og måltallet er kun til for at få belyst (for de professionelle og andre), om det virker. 
 
Processtyring via mini-cases
Men vi kan også forlade målstyringsstanken og se, hvad vi kan gøre via processtyring. Dvs. hjælpe medarbejderne til bedre og måske mere ensartede reaktioner – hvis det er ønskeligt - i sådanne situationer. Jeg skrev tidligere til Brian, at jeg som leder ville foreslå efteruddannelse eller et internt seminar, hvor sådanne situationer diskuteres, og der søges at nå frem til en enighed om, hvordan vi her skal agere. I dag vil jeg vælge at argumentere, at det er for slapt. At nogle går på kursus sikrer ikke en rimelig ensartethed. Og det interne seminar ender måske i snak. Og ingen af delene kan man f.eks. forklare politikerne eller staten uden som overskrifter for at få dem til at forstå, hvad vi går efter. Eller få en diskussion med dem herom.

Jeg har derfor til formålet opfundet et nyt værktøj, som jeg vil præsentere nedenfor. 

 
Konsulentråd – uden faktura
Dog først vil jeg sige, at jeg har været management-konsulent tidligere. Om dem er der mange – også velbegrundede vittigheder. Her er en:
 
To personer flyver i en ballon, men har mistet orienteringen. Da de ser en mand på jorden, sætter de ballonen ned. Den ene går hen og spørger manden – og kommer tilbage ombord. Da de stiger op, spørger kammeraten. Hvem var det? Det var en konsulent! Nå, hvordan ved du det? Jo, det han sagde, var fuldstændig rigtigt, men vi kan ikke bruge det til en ski.. Jamen, hvad sagde han da, spørger kammeraten: - Han sagde: I er lige her og pegede mod jorden.
 
Som tidligere medlem af bestyrelsen for en forening af managementkonsulenter må jeg på det kraftigste fordømme denne dårlige vittighed. Den mangler nemlig et vigtigt element: en faktura. Ballonsejlerne får den absolut korrekte rådgivning gratis. Det duer ikke.
 
Hertil vil jeg føje, at en management-konsulent skal være i stand til at holde et foredrag til enhver tid om ethvert emne, uden at kende det nærmere. Ellers har han eller hun ingen chancer i branchen. Jeg har ikke været skolelærer eller hjemmehjælper eller socialchef, men jeg vover altså alligevel. Endda uden faktura.
 
Realistiske mini-cases med spørgsmål
Lad os tænke på Brians fru Hansen ovenfor. Jeg ville prøve at lave et spørgeskema som forberedelse til nævnte seminar blandt medarbejderne, der til caset bl.a. spurgte:
 
1. Kender du en sådan situation    ja nej delvis/hvor tit har du mødt den?
2. Hvad vil du gøre/hvad gør du i en sådan situation:
a. Lytter til hendes problemer, men fortsætter med det arbejde f.eks. rengøring, som kræves af mig
b. Sætter mig ned, tager hende i hånden og blæser på opgaverne og lytter til hende  ja nej delvis/ kommentar_______
c. Siger til hende, at nu må hun tage sig sammen. Det er ikke så galt…. ja nej delvis
d. Rapporterer det til min leder… ja nej 
e. Prøver at få en læge til at komme på besøg… ja nej
3. Hvad ville du gøre, som ikke er nævnt?______________
4. Hvad forhindrer dig i at gøre, hvad du eventuelt helst ville? Måske med svarmuligheder: a. så når jeg ikke næste opgave, b. så får jeg vrøvl fra systemet c. så bliver det for meget, også for mig, jeg har ikke lært at håndtere sådanne situationer … etc. 
5. Hvad for yderligere oplysninger vil du gerne have haft om fru Hansen, inden du skulle svare?_________
 
På seminaret ville jeg præsentere de sammentalte tal fra spørgeskemaet og bede medarbejderne gruppevis at søge at blive enige om de rigtige/bedste svar.

Helst ville jeg i den efterfølgende diskussion i plenum søge at nå frem til et fælles svar fra hele gruppen eller måske et majoritetssvar og nogle minoritetsudtalelser. 

Efter et eller flere eventuelle seminarer, ville jeg forbedre spørgeskemaet, så nogle af de ekstraoplysninger (spørgsmål 3 og spørgsmål 5), som ikke er i skemaet, kan blive bragt ind i skemaet. Jeg synes i hvert fald, at det er noget lidt, vi hører om fru Hansen (græder hun altid, er der oplagte grunde, f.eks. hendes søns død etc., hvad forklarer hun selv?). Men også cases med tilsvarende spørgsmål om andre problemsituationer.
 
Ideelt set var der til casene billeder og en video, men det er luksus. Men hele ideen er at udvikle et værktøj, der er mere levende og virkelighedsnært end et måltal.
 
Dialog med politikerne ud fra casene
Hvis der nu på de senere seminarer med lidt held kommer nogle majoritetssvar, så ville jeg som leder søge at gå i dialog med mine overordnede herunder politikerne i et socialudvalg. Først bede dem – i hvert fald politikerne - selv udfylde skemaet og derefter tage en diskussion om svarene. Hvad ville politikerne ideelt set helst have, at medarbejderne gjorde? Bagefter – eller samtidig – en dialog med medarbejderne om politikernes svar.
 
Det er ikke min mening, at man altid skal gøre noget sådant i hjemmeplejen og skolen. Kun hvis der er problemer på området. En gammel ledelsesteori, Management by Exception siger, at man kun skal bruge tid på det, som er problemfyldt. Der er sikkert meget andet, der kalder. Det er kun, hvis der er oplevede problemer (oplevet af f.eks. medarbejderne, lederne, politikerne eller borgerne), at man er nødt til at overveje, hvad man skal gøre. 
 
Endelig kan man overveje, om situationen i medarbejdergruppen er så fastlåst, at det helt dominerende svar på spørgsmål 4 (forhindringer) vil være, at det er der ikke tid til under de gældende NPM regimer og bevillinger. Det kunne man kritisk kalde: Det er de andres skyld, det er ikke min (hvad naturligvis kan være rigtigt). Jeg ser f.eks. lærerforeningens formand argumentere noget i den retning for hans område (ikke tid). Se her.
Hvis situationen på den måde er fastlåst, vil jeg ikke indkalde til seminaret.
 
Og hvad så?
Oprindelig sluttede min artikel her. Men redaktør-Nick spurgte mig så: Hvad vil du så gøre? Jeg var tavs i ca. 4 minutter (den gamle konsulent er blevet sløv). Så kom svaret: Så må jeg gå langsommere frem.
 
F.eks. først tale om seminartanken med udvalgte fra området, gerne en tillidsmand. Vil de involvere sig i noget sådant? Jeg ville også spørge, om de ville være med til at formulere cases for eventuelle problemsituationer. Det vil sikkert under alle omstændigheder være en god ide. Måske, hvis dette ikke lykkes, vil jeg gå frem envejs, dvs. selv: F.eks. sende casene ud uden svarmuligheder og sige, at jeg har hørt, at disse situationer kan være kritiske. Det vil jeg gerne have en debat med jer om. Man kan skrive til mig pr. mail. 
 
Der er sikkert nogle af læserne, som har arbejdet med den problemstilling, jeg her tager op, hvordan leder vi og hjælper medarbejderne i sådanne situationer. Her er måltal også mulige, men måske for lidt. Jeg ville være glad, hvis nogle skrev ind og fortalte, hvad de har gjort, og gav kommentarer pro et contra til mine ideer. 
 
Emneord: Bøje Larsen, Målstyring, Rammestyring, Casebaseret styring, Velfærdsledelse, Ledelse og styring, Ledelsesavisen, 150917, Kvmail2017, Ledelsesavisen nr. 10
Bøjes Verden på DenOffentlige.dk Jeg er født i Valby i København 1943 og er graduated fra Rughavevejens skole og senere, som en overbygning, cand. merc. og lic. merc (ca. = phd) fra CBS. Har delt mit arbejdsliv mellem at være ko...
Aktivitet: Artikler: 10 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 24.09.17 Bøje Larsen
    Debat

    Ok, Brian. Mvh Bøje

  • 23.09.17 Brian Norsk Jensen
    Holdninger uden argumenter, holder ikke...

    Jeg er enig i at jeg er ret vedholdende når det gælder at argumentere for mine holdninger. Jeg mener at holdninger ikke er noget værd hvis man ikke kan eller vil argumentere for dem.

    Jeg er ked af at mine krydderier på indlæggene, i form af retoriske billeder eller en vis (retorisk) dæmonisering, har skygget for argumenterne i mine indlæg. Jeg skal (forsøge at) lade være med at diskutere dine blogs, med mindre du inviterer.

    Herunder vil jeg forsøge at skrive uden den slags krydderier. Jeg kan sagtens argumentere i øjenhøjde, men har måske haft behovet for at krydre her på grund af min oplevede underdog-position. Jeg kritiserer kun skarpt mine/de overordnede. Det gør jeg fordi/hvis jeg har en højere forventning, enten på grund af uddannelsen (derfor hornene mod CBS)eller fordi de faktisk sidder med magten til at gøre tingene bedre (dvs. politikerne, ledere og andre beslutningstagere).

    Dit første blogindlæg, som jeg kommenterede, indeholdt, i mine øjne, ikke nogen modargumenter mod NPM-kritikerne. Det var mere en mistænkeliggørelse mod kritikernes motiver end det var argumenter.

    Det triggede mig, for jeg synes der er for meget piedestal og arrogance fra fortalernes side, i forhold til hvordan effekterne af NPM udvikler sig. Dit første svar fortsatte, som jeg oplevede det, i samme linje og kaldte mig naiv. Det beklagede du senere (og det har jeg respekt for).

    Dette blogindlæg fra dig indeholder mere argumentation og er derfor mere interessant og har mere tyngde, som jeg ser det. Du nævner mit navn og bruger mig i din argumentation. Det er fair nok og jeg er lidt stolt vil jeg indrømme, men det animerede mig til at lege videre i diskussionen og være ironisk over for dig. Jeg beklager at du synes det var i overkanten.

    Jeg har ikke en lang formel skoling inden for dette område, men jeg har været udsat for både god og dårlig ledelse på min egen krop. Jeg har også oplevet hvad det betyder for mit arbejdsmiljø, engagement og kreativitet når det er dårlig ledelse. Jeg har oplevet hvordan man med en vid udtrækning af tillid kan få mennesker til at tage ansvar og opnå fantastiske resultater. Jeg har også oplevet at effektivitet bedst opnås i en organisation med en høj grad af ikke-prætentiøs relationsbaseret ledelse, uden konkurrence og stor grad af vidensdeling. Og så har jeg oplevet hvordan det hele hurtigt kan blive smadret af dårlig ledelse eller mistillidsbaserede eller indsigtsløse mål og styring.

    I min omgangskreds er der også personer, som hver dag må strides med alle de dårligdomme, som ofte udvikler sig i det offentlige. Dette enten på grund af politikerne, forkerte personprofiler på ledere eller ren og skær amatørisme. Hvis tingene går galt, er det medarbejderne, som skal styres mere og hvis det går godt, er det ledelsens fortjeneste.

    Jeg er interesseret i lederskab (og udfører en del uformel ledelse), jeg har læst en del og taget nogle rigtigt gode kurser, men jeg har ikke en formel kandidatgrat i det. Den litteratur, jeg har læst og det jeg har lært, forklarer fint mine observationer fra virkeligheden. Man er nødt til at tage menneskets natur med i billedet, når man vil forbedre effektivitet uden at ødelægge mennesker.

    På samfundsplan, er jeg meget interesseret i politik. Og det piner mig at vi er ved at ødelægge samfundet ved at fjerne sig fra den Nordiske model, som den var. Jeg er ikke politolog, men kan sagtens argumentere for mine standpunkter her også ;-)

    Jeg er en glad amatør og diskuterer mest på grund af min interesse og for min fornøjelses skyld. Jeg har ikke tænkt over, før du foreslår det, at skrive noget selv.

    Jeg synes der er for lidt diskussioner her på disse sider og for mange enetaler. Somme tider får jeg tanken, at der måske er en agenda, som Nick ikke har fortalt om her endnu.

    Til slut vil jeg bemærke at Bøje Larsen svarer på kritiske indlæg fra læserne og det skal du have credit for!


    MVH
    brian

  • 22.09.17 Bøje Larsen
    Overlærer Brian

    Brians kommentar til en tidligere blog af mig havde overskriften: ”Uden for pædagogisk rækkevidde?” møntet på mig. Nu laver han sjov (fair nok) med begrebet ”Bøjes verden” og laver det til ”Bøjes (parallelle) verden.” Hvorfor skal det hele tiden være nødvendigt at fremstille det sådan, at han, min kritiker, som den gode overlærer har de rigtige svar, og jeg er den umulige elev, der lever i en parallel fantasiverden, som ikke kan nås med pædagogiske midler? Når jeg tilkendegiver et synspunkt, der er ifølge ham er nær hans (f.eks. mht. værdibaseret ledelse), så ”smiler” han overbærende og mener så, at jeg har lært det af ham. Jeg får også lektier for. Jeg skal læse en artikel, hvor min kollega Flemming Poulfelt, som jeg har respekt for, citeres for, at danske ledere kontrollerer for meget. Ok, jeg har gjort det, men jeg har ikke gjort mig til talsmand for kontrol.som et centralt element i ledelse.

    Alt i alt tyder min kritikers kommentarer ikke på en særlig behagelig opfattelse af udtrykket ”dialog”, som han ellers forventer sig så meget af: Hvis man har afvigende tankegange, er der noget i vejen med én.

    Hvis jeg skal tage min kritikers overlærerrolle, så vil jeg sige: Du har et talent. Dine argumenter er ikke altid forkerte, men meget spredte. Nogle gange blot mod et ord, nogle gange imod et synspunkt, jeg har. Nogle gange mod noget, jeg nævner som et tankeeksperiments, som måske i et fælles tankespind kunne have ført os videre.

    Læs op på litteraturen om ledelse og styring, også på samfundsplan. Og saml nogle valide data, ikke bare påstande, om situationen i den sociale sektor og gerne mere. Stil dine argumenter op, så de ikke bare er småangreb fra her og der, men en samlet position. Slip mig som centrum for din vrede og din argumentation. Find noget større. Gå til et forlag og se, om de vil udgive det.

    Hvis det ikke lykkes, så skriv nogle artikler selv.

  • 19.09.17 Brian Norsk Jensen
    PS...

    Jeg antager at Bøje Larsen snart tager en længere kaffepause med hans kollega Flemming Poulfelt.

    Inden da, anbefaler jeg at læse dette her på forummet:

    http://denoffentlige.dk/omsorgsfuld-ledelse-fungerer-men-danske-chefer-vil-hellere-kontrollere

    MVH
    brian

  • 18.09.17 Brian Norsk Jensen
    Bøjes (paralelle) verden...

    Jeg er sådan set enig i at man sagtens kan måle hvor meget fru Hansen græder. Men det er selvfølgelig heller ikke det, jeg diskuterer. Jeg protesterer mod at man i det hele taget skal sætte den slags mål op.

    Riget fattes jo altid penge, for sådan har politikerne bestemt. Derfor vil sådanne mindstemål for medborgernes livsvilkår, hurtigt blive målet. Hvis målet er at fru Hansen ikke må græde mere end højest 10% af gangene hun har haft besøg, vil det hurtigt blive sådan at hun kommer til at græde 9,9%, for ellers koster det mere end nødvendigt, hvadenten det er kommunalt eller privatiseret.

    Procentmålet kan også vanskeligt skelne mellem sorg, angst, nedtrykthed, ensomhed eller andet, hvilket har stor betydelse for om/hvad der skal gøres.

    De fleste fortalere for målstyring glemmer omkostningerne ved det. Måske kan man vinde 10% i medarbejdernes målbare gerninger, men det kan nemt koste meget mere end det i administration og tabt engagement og problemløsning. (for slet ikke at nævne konsulenternes løn ;-)

    Mit svar på eksemplet med hospitalerne er jeg sikker på, Bøje Larsen allerede kender. Vi har jo alle hørt om hvordan man begynder at spille sorteper med patienterne. De tunge og svære, som giver dårlig statistik bliver henvist til andre steder. Lige som man har set på skoleområdet.

    Målstyring på skoleområdet, som Bøje Larsen nævner med karakterer, er heller ikke nyt. Vi har alle hørt om inflationen på karakterskalaen og gymnasiernes (og universiteternes) problemer med de studerendes egnethed.

    Igen: man får det man måler på. På godt, men i stor grad på ondt. Jo mere man presser og måler på visse parametre, desto mere suboptimerer man.

    Lige nu er PISA-målinger meget populært og vores ungdom bliver hvert år bedre til at udføre PISA-tests. Desværre er det ikke lige dét vi har brug for i fremtiden (min påstand).

    Citat:
    "Brians reaktion vil sikkert også være, at det er umenneskeligt og fremmedgørende: 1) Man kan moralsk set ikke sætte mål på noget sådant. Samt: 2) det fortæller jo ikke, hvad medarbejderen skal gøre."

    1)
    Jeg er her enig i Bøjes version af mig. Men jeg er selvfølgelig ikke enig i forsimplingen, som Bøje derefter gør i sin modargumentation:
    "Ad 1: På et hospital tror og håber jeg, at de eller Sundhedsstyrelsen i de mindste sommetider måler på, hvor mange patienter, der dør på operationsbordet under en vis behandling og sammenligner det med andre hospitalers resultater. Er det umoralsk eller måske ok, fordi patienten netop er død? Det synes jeg ikke.

    Som professionelle må vi turde sætte ord på og røre ved det urørlige inden for vores område."

    Det er klart at man professionelt vil benchmarke sig med andre, men det er jo IKKE det MBS eller NPM går ud på. MBS og NPM går jo ud på at benchmarke ANDRE og STYRE dem ud fra disse grove og forsimplede statistikker. Dette uden at have indsigt i de analoge problemstillinger, som ikke kan kategoriseres på en kvantificeret en- eller todimensional skala. Når det gøres af mennesker, som ikke har indsigt i dette går det galt, som vi ser det på Rigshospitalet f.eks.

    Jeg tror slet ikke de professionelle har problemer ved at "sætte ord på og røre ved det urørlige inden for vores område." Jeg tror det er politikerne, der har det problem.

    2)
    Der får jeg til gengæld lidt stråmandssmag i munden.
    Bøje ved jo udmærket, at jeg ikke argumenterer for at man skal fortælle hvad medarbejderen skal gøre. Tvært imod advokerer jeg jo for at den betroede professionelle selv skal kunne vurdere hvad der skal gøres i situationen, måske endda med en drøftelse med en faciliterende leder (og her mener jeg ikke styring, men ledelse).
    Citat:
    "Ofte anvender vi professionsbegrebet (”vi er fagprofessionelle”) til at forklare, at vi har de uddannelser og de holdninger, der skal til for at finde ud af, hvordan vi skal løse en opgave."
    Det fik mig til at smile, for her siger Bøje noget, som næsten kunne udvikle sig til det man kalder Værdibaseret Ledelse. Måske er vore diskussioner ikke uden effekt :-)

    Så kommer der er afsnit om Processtyring via kurser f.eks. mini-cases. Et destillat her er måske citatet " I dag vil jeg vælge at argumentere, at det er for slapt. At nogle går på kursus sikrer ikke en rimelig ensartethed. Og det interne seminar ender måske i snak."

    Igen her er Bøje ude i en normativ argumentation. Hvem har sagt at borgerservice i et inhomogent samfund med inhomogene behov og inhomogene personaler, skal have en "rimelig ensartethed"? Igen argumenteres for at verdens problemstillinger skal presses ned i en skabelon for at det kan kategoriseres, måles og fjernstyres. jeg er ikke enig dette implicitte vilkår.

    Når seminarer ender i snak, er det ofte fordi, dem som holder det eller oplægget har ringe indsigt i den beskidte virkelighed. Der er masser af virkelige problemer, som ikke kan løses med de abstrakte meta-betragtninger, det nødvendigvis må blive med eksterne konsulenter eller skrivebordschefer.

    Bøjes afsnit med "Realistiske mini-cases" har nogle gode toner, men af de forkerte grunde. Spørgsmålene og diskussionerne kunne udmærket bruges i arbejdet med at implementere Værdibaseret Ledelse. Man tager de professionelle med på råd og diskuterer tænkte cases som eksemplificerer visse typer dilemmaer i dagligdagen.

    Problemet er at Bøje straks vender det og bruger det, ved at lokke politikerne med på simplificeringens vogn, til at definere rutiner, specifikationer og checklister. Har man en hammer, så ligner alle problemer SØM. Bøje Larsen har NPM og MBS, men det værktøj kan som (groft retorisk) sagt bedst bruges i Kina ;-)

    Angående Management by Exception, er jeg fuldt ud tilhænger! Igen her er der nok stor forskel på hvad vi synes er en afvigelse fra idealet.

    Citat:
    "Det kunne man kritisk kalde: Det er de andres skyld, det er ikke min (hvad naturligvis kan være rigtigt). Jeg ser f.eks. lærerforeningens formand argumentere noget i den retning for hans område"

    Godt eksempel på det gamle "halvt fuldt"/"halvt tomt" glas -scenarie.

    Bøje kan ikke udelukke at Bondo har ret. Jeg kan ikke 100% udelukke at han har uret. Jeg vælger at stole på den professionelle. Jeg tror Bøje Larsen stoler på noget andet.

    MVH
    Brian

    PS, beklager det sene svar...

  • 15.09.17 Brian Norsk Jensen
    Tak Bøje...

    Jeg er beæret ;-)
    Jeg har lige set blogindlægget.

    Jeg kommer med kommentarer i weekenden, når jeg har læst det ordentligt.

    MVH Brian

  • 14.09.17 Bøje Larsen
    Hej Henrik Hjortdal. Tak for din positive kommentar.

    Du skriver dog også, at jeg har givet en "overdreven kritik af kritikken af NPM, der var lidt meget stråmand, hvor kritikerne fik læst og påskrevet for synspunkter de/vi aldrig har haft.”

    Jeg håber, at du har tid til at skrive - som en kommentar eller en selvstændig artikel - hvad det er for forkerte synspunkter, jeg har tillagt dig/jer/dem mht. NPM.

    MVH

    Bøje

  • 14.09.17 Bøje Larsen
    Hej Marianne Pedersen. Tak for at du tager dig tid til at fortælle om dine erfaringer.

    Jeg prøver at lytte og forstå. Vist nok ikke al kritik retter sig mod mig.

    Lidt ked af det er jeg over din sidste sætning, der vist betyder: ”Vent du bare til du selv kommer på plejehjem, så vil du se.” Der kan jeg kun håbe på din menneskelighed, som jeg tror på, selvom du måske ikke helt tror på min … eller jeg vil forsvinde ud af livet før da.

    MVH
    Bøje

  • 14.09.17 Marianne Pedersen
    Mål for Fru Hansens tårer?

    Når jeg læser Bøjes management-konsulentsvar omkring løsningen af problematikker i det nære sociale arbejde, bliver jeg rigtig trist.
    Vi har i den socialfaglige verden levet med og under vilkår, som mennesker der aldrig har sat deres ben i den verden, har udstukket - udelukkende baseret på at, "man skal som management konsulent kunne sige noget om alt uden faktisk at have været der". Dybest set er det et problem der har gennemsyret alt hjælpe-, udviklings- og omsorgs-arbejdet gennem de sidste 30-35 år. Det er aldrig rigtig lykkedes for os der har fingrene i bolledejen eller i jorden eller hvor vi nu er i berøring med det daglige nære arbejde, at blive hørt for alvor.
    Politikerne vil helst kun troppe op ved festlige lejligheder, snore-klipning osv, og resten af tiden hører de på "eksperterne" fra managementuddannelserne eller de der kan få røde tal på bundlinjen til at se sorte ud - eller til at blive det - koste hvad det vil.
    Jeg kan udmærket godt se hvor dygtig Bøje er til at udvikle spørgeskemaer og til at sætte en kvalificeret(?) statistisk undersøgelse i gang. Problemet er bare, at de mennesker der sidder på magten for det meste læser disse "kvalificerede statistikker" så de altid passer ind i deres planer om at spare her og der uagtet at Fru Hansen - f.eks lider af en mild depression eller demens - og græder meget og har brug for en udvidet omsorg i en kortere eller længere periode. Oftest bliver det udmøntet i - afhængig af om Fru Hansen er hjemmeboende eller placeret på plejehjem (usandsynligt da der mangler pladser alle vegne - groft generaliserende) så bliver der ikke sat flere kræfter ind på at yde denne omsorg til Fru Hansen, for der sættes ikke flere i arbejde end der er penge til alligevel. Er Fru Hansen hjemmeboende med demens, kalder man det bare "borgerens selvbestemmelse" når der ikke gribes ind. Borgeren siger jo selv, at hun ikke vil flytte!! Dette eksempel er selvoplevet og ikke usædvanligt. Jeg har flere på lager.
    For at vende tilbage til Bøje Larsens "nemme" fremstillinger af en socialfaglig problematik, så har han fuldstændig ret i sin fremstilling - hvis vi lever i en perfekt verden. Men det gør vi jo ikke, vel? Det bliver jo tydeligere dag for dag, at de der ikke har skal fratages alt, så de andre kan få meget mere af alt det de ikke har brug for.
    Men måske kommer der også en dag hvor de får at føle hvad det er vi andre snakker om, men det er jo som sagt ikke en perfekt verden vi lever i, så fred være med det.

  • 14.09.17 Henrik Hjortdal
    Bøjes verden

    Tak for denne nye facilitet! Her bliver mange slagord og generaliseringer jo konkrete. Jeg har ikke haft tid til at klage min nød over Bøjes første klumme med overdreven kritik af kritikken af NPM, der var lidt meget stråmand, hvor kritikerne fik læst og påskrevet for synspunkter de/vi aldrig har haft, Men dette hersens kunne blive en revolution i managementjournalistik, hvis et sådant begreb findes. Fordi det er så konkret og så tankevækkende. Tak til Bøje og Nick.
    PS: Jeg tror måske nok at tiden (og pengene) er dårligt givet ud ved at sætte private konsulenter ind for at udvikle bløde mål - for slet ikke at tale om at styre og følge op efter dem. Men meget i forslagskassen og processen er jo fremragende tænkt og inspirerende for "manden/kvinden på gulvet"

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige