Aarup anmelder regeringsudspil: Luk jobcentrene og genskab socialindsatsen

Det værste var, at hun ikke talte med mennesker. Hun var i løbet af den første måned på jobcentret i kontakt med fem forskellige sagsbehandlere: LC75P, NS72Q, WR39T, LB62M og SM56D, fortæller Knud Aarup i denne anmeldelse af regeringens udspil til forenkling af beskæftigelsessystemet.

For nylig hørte jeg et skræmmende eksempel på et jobcenters manglende evne til at hjælpe ledige borgere, som har ondt i mere end beskæftigelsen. En ung kvinde beskrev, hvordan kontakten med jobcentret systematisk nedbrød hende som menneske. Først oplevede hun den totale magtesløshed, når hun skulle kontakte jobcentret telefonisk. Hun blev ledt gennem et omfattende system af valgløsninger (4 led af 7 valgmuligheder) og derefter skulle hun vente i kø i mere end 20 minutter. I kontakten blev hun på forhånd mødt med en grænseløs mistillid og til sidst blev hun frataget sit eget-ansvar. 

Prøv DenOffentlige

DenOffentlige får ingen mediestøtte. Er gratis og debat, videndeling og nyheder, som 100.000 mennesker hver måned læser. 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

Men det værste var, at hun ikke talte med mennesker. Af sikkerhedsmæssige grunde brugte sagsbehandlerne ikke deres egne navne. I stedet hed de et nummer. Hun var i løbet af den første måned på jobcentret i kontakt med fem forskellige sagsbehandlere: LC75P, NS72Q, WR39T, LB62M og SM56D. Samtidig havde hun selv mistet sit eget navn, fordi hun hele tiden skulle bruge sit sagsnummer i samtalerne og ved kontakt.

LÆS OGSÅ BETTINA POSTS ANMELDELSE

Et sådant system har opgivet enhver intention om at hjælpe og støtte mennesker til at kunne hjælpe sig selv og blive myndige mennesker. Det er et system, som alene har kontrol og overvågning som indhold. Det fører uvægerligt til en aflæring af den enkeltes ansvar for sig selv. Det er et system med en udpræget grad af distance – ”professionel distance”. Det er et system, hvor ethvert element af relationsdannelse er væk og hvor menneskelig social udvikling ikke gives en chance.

Sådan et system kan ikke redes. Det er ikke desto mindre det, som regeringen forsøger med sit udspil ”Mere frihed. Mindre bureaukrati. Alle skal med”, som blev offentliggjort i for nylig

”Denne gang skal det lykkes”

Der er tale om et udspil til en forenklet beskæftigelsesindsats. Det er et forsøg på et opgør med et beskæftigelsessystem, som siden 2001 har udviklet sig til et monster af indviklede incitamentsstrukturer og regler, som hverken kommunerne eller borgerne kan finde ud af. Og selv om jeg mener det ikke tager fat om nældens rod, er det et lille skridt i den rigtige retning. Det er forbilledligt åbent om det nuværende systems store mangler, og udspillet fortæller ærligt om umulige og ugennemskuelige incitamentsstrukturer og et hobetal af proceskrav. Det erklærer endda åbenhjertigt, at øvelsen har været forsøgt før og siger derfor: Denne gang skal det lykkes! 

På plussiden tæller klart et mere forenklet kontaktforløb for de ledige. Med et krav om fire samtaler inden for de første 6 måneder vil det give mulighed for en bedre tilrettelæggelse af arbejdet på jobcentrene. I samme retning peger også forenklingen af krav på tværs af målgrupper og de forenklede tilbudskrav. Endelig lægger udspillet op til at give kommunerne mere generelle incitamenter til at sætte ind tidligt og få borgere ud af overførselsindkomst. 

Når jeg alligevel er skeptisk, hænger det sammen med den manglende håndtering af og forslag til forbedring af indsatsen overfor de borgere, som befinder sig længere væk fra arbejdsmarkedet. Udspillet adresserer mere eller mindre alene de borgere, som alligevel ville komme i arbejde. Sagt lidt polemisk, står der ikke et ord om sociale indsatser i regeringens udspil og det er en klar mangel. For man kan finde rigtig mange eksempler på jobcentrenes elendige indsats for mennesker med sociale problemer, psykisk sårbarhed eller funktionsnedsættelse.

Lad A-kasserne tage sig af de ledige

Men kan man overhovedet undvære jobcentrene? Er de ikke nødvendige for et smidigt og fleksibelt arbejdsmarked? Her er svaret klart nej! Siden midt 90’erne har den aktive arbejdsmarkedspolitik været et grundlag for det danske arbejdsmarked og her skal man ikke lede efter forklaringen i eksistensen af jobcentrene og det eksisterende beskæftigelsessystem.

Det dynamiske arbejdsmarked er et resultat af to centrale forhold, som regeringsudspillet ikke adresserer. For det første, at det snarere er de ledige og virksomhederne selv, men også fagforeningerne og A-kasserne, som sikrer den store bevægelighed på det danske arbejdsmarked. Der er ikke udarbejdet egentlige opgørelser over kommunernes andel af jobformidlingen, men KL har tidligere oplyst, at de mener at jobcentrene står for 40.000 ud af de 800.000 jobåbninger. 

For det andet, er dagpengesystemet og det sociale sikringssystem en væsentlig forudsætning for borgernes villighed til at skifte arbejde og dermed sikre et fleksibelt arbejdsmarked. Af de 800.000 nye job bliver de 2/3 besat af allerede beskæftigede lønmodtagere. Blandt dem er der 60%, som skifter branche eller arbejdsfunktion. Den sidste 1/3 af de 800.000 bliver besat af personer, som går fra ledighed, uddannelse eller selvforsørgelse til job. Det er er således tale om et meget agilt arbejdsmarked, hvor man tør skifte job og kaste sig ud i noget nyt. Den situation er i stigende grad under pres og mere end 1/3 af alle dagpengemodtagere har i dag en følelse af generel utryghed. 

Tilbage står af man godt kan undvære jobcentrene fordi virksomhederne, borgerne selv og arbejdsmarkedets organisationer over tid har vist sig ganske gode og effektive til at sikre den dynamiske allokering af arbejdskraften for langt hovedparten af borgerne. Derfor kan man sagtens flytte ansvaret for de 80-90% af borgerne til A-kasserne. Omvendt har jobcentrene også vist, at de ikke kunne løse opgaven med de borgere, som ligger langt fra arbejdsmarkedet. 

Kommunerne skal sikre social udvikling for den enkelte

Etablering af jobcentrene og opbygningen af den omfattende incitaments- og kontrolstruktur har betydet, at jobcentrene ikke længere laver socialt arbejde. Det har siden 2001 ikke kunnet betale sig at have socialarbejdere ansat i jobcentrene. De var i vejen, og i stedet er der ansat mere administrativt orienterede personer, som kan manøvrere imellem de mange regler og processer. Det har betydet, at mennesker med særlige behov – fordi de havde funktionsnedsættelse, psykisk sårbarhed eller sociale problemer – ikke har fået den nødvendige socialfaglige støtte. Resultatet kan ses i beskæftigelsesgraderne: kun ca 45 % af mennesker med mobilitetshandicap og kun ca 25% af mennesker med psykisk sygdom er i beskæftigelse. 

Derfor kan man lige så godt nedlægge jobcentrene. Størstedelen af borgerne klarer sammen med virksomhederne ærterne selv og de jobparate kan derfor flyttes til A-kasserne. Resten – de ikke jobparate – kan flyttes til socialforvaltningerne. Det kunne være begyndelsen på igen at lave socialt arbejde på arbejdsmarkedsområdet, og det kunne måske genskabe noget af den tryghed, som er en forudsætning for den danske flexicuritymodel. 

Se, det ville have været et rigtigt innovationsudspil på beskæftigelsesområdet.
 
Emneord: Knud Aarup, Beskæftigelsesministeriet, Troels Lund Poulsen, Sophie Løhde, Afbureaukratisering, Beskæftigelsesområdet, Socialkrisen, Socialkrise, Jobcentre, Beskæftigelsessystemet, 201117, Kvmail20173
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1317 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 25.11.17 Ernst Andersen
    Så hellere: Skrot regelmoradset

    Så hellere: Skrot regelmoradset
    - og start på en frisk
    Langt ad vejen er jeg enig med Knud Aarup - og dog. Jeg deler glæden over, at 95 % af de ca. 800.000 årli-ge ”jobåbninger” sker uden om jobcentrene. Det klares af virksomhederne, arbejdsmarkedet, borgerne selv og deres netværk. Det er godt for dem og for Danmark, så det er slet ikke dem, vi taler om.
    Knud Aarup nævner KL’s oplysning om, at jobcentrene står for 40.000, dvs. 5 % af de 800.000 årlige ”jo-båbninger”. Hvis ordet skal tages for dets pålydende, må det vel betyde, at 40.000 slipper ud af jobcentre-nes regelmorads. Danmarks Statistiks opgørelser viser et langt højere antal kontanthjælpsmodtagere, bå-de ”arbejdsmarkedsparate” og især ”ikke-arbejdsmarkedsparate”. De bliver hængende i moradset. Det er dem, vi taler om.

    Opgaverne lukkes ikke med jobcentrene
    Jeg er skeptisk over for Knud Aarups forslag om blot at ”lukke jobcentrene” og så at sige sende aben med alle dens hånd- og fodlænker over til kommunerne, hvor den, dvs. jobcentrene, iøvrigt allerede er place-ret.
    Umiddelbart lyder det tiltalende at lukke jobcentrene. De er kørt af sporet. Men er det dem, der er syn-derne, og deres lukning, der er løsningen? Eller er det deres reolmetre af lammende og vildtvoksende de-tajlregler? Lad os ikke gentage den hyppige offentlige fejl at smide det dårlige ud, før vi har det bedre på plads: EFI, Skat, Sundhedsplatformen osv.
    Vi har brug for redskaber, der både kan formidle hjælpen til dem, der ikke lige passer ind i A-kasserne ka-tegorier eller i et arbejdsmarked under forvandling, og som kan frigøre dem, der ikke har udsigt til et job.

    Ryd reolerne og gør udførelsen til en faglig opgave!
    Hvad med i stedet at give reolmetrene en ”solnedgangsklausul”, dvs. en udløbsdato for hele regelmorad-set. Det er det, der skal ”lukkes”. I tiden indtil da kunne et udvalg af folk med faglig viden og erfaring om jobcentrenes opgaver og især deres løsning starte helt forfra og med opgaven: Hvilke centrale regler er nødvendige og hensigtsmæssige for løsning af jobcentrenes opgaver?
    Vi har diskuteret styring og ledelse. Lad os afprøve nogle af ideerne her:
    Landspolitikerne beslutter opgave og mål og fastlægger de nødvendige fælles rammer for den lokale udfø-relse. At beslutte opgaven rummer næppe den store udfordring eller uenighed: At bane vejen til arbejds-markedet for de mennesker, hvor det er relevant, og til en acceptabel tilværelse for dem, hvor det ikke er muligt. Målet: at gøre det bedre, enklere og hurtigere end i det nuværende system - det modsatte er næp-pe muligt.
    De nødvendige fælles rammer? Her var det nok værd at vente på resultaterne fra det udvalg, jeg her fore-slår, for det første krav til de fælles rammer må være, at de giver plads til en fornuftig, lokal udførelse. Ressourcerne er der allerede - de skal blot anvendes på løsning af opgaven frem for på kontrol, bureaukra-ti og pipfuglekurser.
    Udførelsen? Her er der brug for udvalget af folk med forstand på opgaven og dens løsning - ikke for politi-kere (de var med, da opgaver, mål og rammer blev sat) og ikke for leverandørerne af fantasifulde, eksoti-ske omveje (de har minsandten allerede fået deres). Her taler vi om den faglige løsning inden for de givne rammer.

    ”Solnedgangsklausulen” - kald den gerne en pisk
    ”Regelforenkling” har vi prøvet så tit. Typisk resulterer det i flere regler. At overføre ”Omprioriteringsred-skabet”, dvs. at skære 2 % årligt i det, vi plejer, på regelproduktionen, var sikkert brugbart på mange om-råder, men her er det for langsomt. En ”solnedgangsklausul” er et mere håndfast redskab. Det sætter en tidsfrist for at få det nye på plads. Så kald det gerne en pisk,
    Er der dog trods alt ikke nogen steder, hvor noget har virket, og hvor udvalget kan hente, samle og udmøn-te ideer og erfaringer til et enklere og målrettet regelsæt med plads til en bedre praksis? I relation til ar-bejdsmarkedet, integrationen, de sociale problemer, seriøse voksen- og efteruddannelser og de mange mennesker, det drejer sig om.
    Nogle kommuner har som frikommuner bakset med andre løsninger også på dette område. Er der ideer og erfaringer at hente derfra? Har forskellige faggrupper sat sig sammen for at finde bedre veje til målet?

  • 23.11.17 lillian larsen
    reform

    problemet er finanspagtens budgetkrav om nedskæringer i offentligt forbrug, den finanspagt,som vi , på trods af at vi sagde nej til EURO`en, af selv samme grund, alligevel blev indlemmet i. først skal vi ud af DEN, så kan vi nedlægge jobcentrene og overlade det ordinære arbejdsmarked til A-kasser , og svage borgere til socialkontorer. Det eneste kontakt med det ordinære arbejdsmarked, jobcentrene har , er-udover at de bestyrer en af mange jobsites, at de skaffer hel eller delvis gratis arbejdskraft til arbejdsgiverne med div tilskud, praktikanter, KH og ledige i aktivering, løntilskud, og KLAP til førtidspensionister, uden dette "grå" arbejdsmarked ville mange ledige finde job af sig selv, og komme ud af kløerne på systemet

  • 21.11.17 Jan Pedersen
    Aarup.

    Glem nu ikke førtidspensionisternes forhold. Gensidigt forsørgerpligt. I den grad en ydmygende og ødelæggende af i forvejen Uduelige mennesker.

  • 20.11.17 Lone Møller
    Aarup anmelder

    Kære Knud. Tak for dit fremragende indlæg. Jeg er SÅ enig. Aldrig har der været så meget spild af menneskelige og offentlige ressourcer. desværre er det jo et stort hangarskib, der skal vendes- eller stoppes. Men det må ske.
    Nu glæder jeg mig til at læse din bog. Venlig hilsen Lone Møller , socialrådgiver

  • 18.11.17 Lone Bording
    skrappe refusionsregler tvinger stadig kommunerne til at fratage syge deres sociale ydelser

    Udspillet er en del af de liberale partiers "Tretrinsraket"
    1. kontanthjælpsloft der sanktionerer syge med ned til 6 t arbejdsevne med 225 t regel - 1000 kr i kassen til skattelettelse pr sanktion pr måned X 100.000 -
    2. Refusionstrappen der pr 1. Januar 2017 nedsætter refusion på alle sociale ydelser til 20% og pålægger kommuner der bevilger en førtidspension at betale 8 år efter at borgeren evt er fraflyttet kommunen
    3. Fri leg den såkaldte "forenklede Beskæftigelsesindsats - der sætter kommunerne fri til at sætte alle i den samme kasse - syge eller ej - syge og arbejdsløse får ikke flere rettigheder kommunerne får ikke flere penge til fx revalidering og fleksjob - besparelser på færre indsatser er indregnet og provenuet bliver brugt til skattelettelse - Refusionsregler tvinger stadig kommunerne med liberal tvang til at fratage syge deres sociale frihed

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige