Nu erobrer kvinderne chefposterne

Ledelse

15/01/2016 09:00

Nick Allentoft

I 20 kommuner er der nu flere kvindelige chefer end mandlige, viser nye tal ifølge Politiken.

Kvinderne styrer i Rudersdal Kommune. I hvert fald når man måler på antallet af kvindelige chefer. 9 af kommunens 15 øverste chefer er kvinder. En uofficiel danmarksrekord og det håndgribelige bevis på en udvikling, der for alvor har taget fart i stat og kommuner. Her erobrer kvinderne i stor stil lederposterne, skriver Politiken fredag. I 20 kommuner er der nu flere kvindelige chefer end mandlige, viser tal fra Danmarks Jurist- og Økonom Forbund (Djøf) og Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. 

»Det er første gang, vi ser så stor en stigning og endda på et tidspunkt, hvor vi faktisk troede, at det hele var gået lidt i stå«, siger Djøf’s formand, Lisa Herold Ferbing, til Politiken. Hun kalder udviklingen en logisk konksekvens af den store stigning i antallet af veluddannede kvinder.

I gennemsnit er antallet af kvindelige kommunale chefer med juridisk eller økonomisk baggrund steget fra 34 procent i 2007 til 48 procent i 2015. Og på de statslige arbejdspladser er antallet af kvindelige chefer i samme periode steget fra 33 til 43 procent, viser tallene, der offentliggøres fredag i Djøf-bladet.

Men de mange kvindelige chefer i Rudersdal har intet at gøre med særlige ligestillingsfremmende foranstaltninger – eller bevidst kønskvotering. For det tangerer dårlig ledelse at give kvinder fortrinsret, mener både den mandlige kommunaldirektør og den kvindelige vicekommunaldirektør. 

»Vi har ansat de bedste til jobbet. Vi har aldrig, aldrig, aldrig nogensinde gjort noget særligt for at ansætte kvinder«, siger kommunaldirektør Bjarne Pedersen til Politiken og modtager et samtykkende nik fra vicekommunaldirektør Birgitte Lundgren.

»Det handler ikke om køn, men om kompetencer og dygtighed hos den, man vælger at ansætte. Og personligt ville jeg undgå at søge ind i en stilling, hvor kvinder havde fortrinsret, for jeg ville jo aldrig vide, om jeg var valgt på mit køn, eller fordi jeg var den bedste«, siger hun til Politiken. 

Ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) glæder sig over, at det går frem med kvindelige ledere i både den offentlige og private sektor. Men hun mener også, at der blandt landets private virksomheder er rum til forbedring – dog uden at have konkrete tiltag i støbeskeen.

»Vi har intet ønske om, at det skal være 50/50 kvinder og mænd. Ligestilling skal måles på, at man generelt har en bred brug af talentmassen«, siger ministeren. 

 

Mest Læste

Annonce