Nu kan man ansøge digitalt om tilladelse til bygge- og miljøprojekter

Velfærd

02/09/2014 11:50

Suleman Haider

I Aabenraa Kommune kan borgere og virksomheder nu ansøge om tilladelse til bygge- eller miljøprojekter direkte på nettet via den digitale løsning Byg og Miljø. Med løsningens sparer borgere og virksomheder tid og får bedre overblik over og sammenhæng i ansøgningsprocessen.

Nu kan borgere og virksomheder i Aabenraa Kommune søge om tilladelse til bygge- og miljøprojekter direkte på nettet via hjemmesiden aabenraa.dk. Kommunen lancerer den digitale løsning Byg og Miljø, der blandt andet giver borgere og virksomheder et bedre overblik over den dokumentation, der skal sendes ind sammen med ansøgningen. Der er også mulighed for at se status på ansøgningen og give rådgivere eller samarbejdsparter adgang til sagen.

Digitale muligheder

Byg og Miljø er designet med fokus på at guide brugeren sikkert gennem hele ansøgningsprocessen, og forløbet tilpasser sig automatisk den type projekt, borgeren eller virksomheden søger om tilladelse til.

- Man skal fortsat være indstillet på, at det kræver mere end nogle få klik at søge om tilladelse til bygge- og miljøprojekter. Men vi håber, at Byg og Miljø giver et bedre overblik over selve ansøgningsprocessen, og hvilken dokumentation vi har brug for at behandle ansøgningen, siger teamleder i Byg Jane Petersen.

Som bruger af Byg og Miljø får man også en digital projektmappe, hvor man kan se, hvor langt kommunen er i behandlingen af sagen. Her kan man også vælge at få tilsendt sms eller mail, når der er nyt i sagen.

- Vi forventer, at det bliver lettere for borgere og virksomheder at gennemskue, hvilke oplysninger vi har brug for, når vi behandler sagerne. Det vil gøre sagsbehandlingen mere effektiv til glæde både for ansøgeren og for medarbejderne, forklarer teamleder i Miljø Aase Østergaard.

Byg og Miljø indeholder desuden et avanceret kort, som trækker på fællesoffentlige data, der er nyttige at kende, før man beslutter sig for at ansøge om tilladelse til et bygge- eller miljøprojekt. Det drejer sig bl.a. om byggelinjer, fredninger, lokalplaner og kortlagt forurening. Byg og Miljø er derfor også et nyttigt værktøj ved køb af hus eller grund.

Det kan der søges om

Byg og Miljø dækker alle former for bygge- og anlægsarbejder som er omfattet af bygningsreglementet. Man kan altså søge om alt fra carporte til erhvervs- og landbrugsbyggeri.

På miljøområdet kan borgere og virksomheder bruge Byg og Miljø til at sende anmeldelse eller ansøgning i forbindelse med jordvarmeanlæg, olietanke, spildevandsudledning og vandindvinding. Man kan også søge om tilladelse til visse naturaktiviteter, herunder etablering af nyt eller oprensning af eksisterende vandhul og dispensation til ændring af sten og jorddiger.

Man finder Byg og Miljø via hjemmesiden aabenraa.dk. Man kan også læse mere på www.bygogmiljø.dk

 

Mest Læste

Annonce