Nu rulles den telemedicinske motorvej ud

Velfærd

25/10/2013 11:00

Telemedicinen går efter mange småforsøg nu for alvor op i storskala med et projekt på tværs af flere regioner.

Omkring 2000 patienter fra flere regioner deltager i det største pilotprojekt i Danmark til dato om telemedicin. Projektet omfatter Region Hovedstaden og Region Midtjylland, en række store sygehuse og kommuner samt patienter med en række diagnoser.

Efter stribevis af småforsøg rundt i kommuner og på sygehusafdelinger kommer telemedicin nu for alvor op i en skala, hvor det batter noget.

Projektet skal blandt andet udvikle en database, der registrerer informationer om patienterne, mens de er i eget hjem i stedet for at være indlagt.

Sundhedspersonalet i alle sektorer får adgang til oplysningerne på deres egen computer, og kan derfor hurtigt tage stilling til medicinering.

Det skal give systematiske erfaringer med en fælles teknisk løsning til at tjekke patienterne i eget hjem.

- Ambitionen er at lave en fælles national it-platform, som andre også kan kobles på, siger Claus Thomsen, formand for den overordnede styregruppe og cheflæge på Skejby Sygehus.

Fra Region Midtjylland deltager diabetespatienter og gravide med komplikationer.

Fra Region Hovedstaden deltager godt 450 patienter de næste 12 måneder i tre delforsøg dels med KOL, kronisk tarmbetændelse samt en større gruppe gravide uden komplikationer.

Formand for Region Hovedstadens telemedicinske styregruppe, Torben Mogensen, der er vicedirektør på Hvidovre og Amager Hospital, har også store forventninger til forsøget:

- Sundhedsvæsnets effektivitet kan formentlig øges ved at øge antallet af selvhjulpne patienter, og patienterne bliver styrket ved i højere grad at tage del i deres egen behandling.

- Derudover satser vi på nu at lægge den første asfalt til den telemedicinske motorvej, så flere og flere patienter kan kobles på telemedicin, siger han.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce