Region Nordjyllands sundhedshus i Pandrup har ingen læger. Det samme gælder for flere andre sundhedshus.

Ny skandale: Sundhedshuse for 190 mio samler støv

Politik

07/12/2015 09:42

Nick Allentoft

- Det er jo dybest set en fejlinvestering, siger formanden for de praktiserende lægers organisation i Nordjylland, Annemette Alstrup til DR Nordjylland.

Fire nordjyske sundhedshuse bygget af Region Nordjylland til en samlet pris på knap 190 millioner kroner står og samler støv. Husene skulle være fyldt med praktiserende læger, men lægerne ønsker ikke at arbejde i sundhedshusene.

- Det er jo dybest set en fejlinvestering, siger formanden for de praktiserende lægers organisation i Nordjylland, Annemette Alstrup. Hun ærgrer sig.

- De har ikke været attraktive nok.

Sundhedshusene i Hurup i Thy, Pandrup, Sæby og Brønderslev har potentielt plads til 35 praktiserende læger.

Læs også: Region Nordjylland: Der er læger i alle sundhedshuse

I Hurup er tre læger flyttet ind, Pandrup har tiltrukket nul læger. Brønderslev har tiltrukket nul læger. I Sæby havde Region Nordjylland på forhånd fået tilsagn fra 9 interesserede læger, men da huset stod færdigt, var kun en læge klar til at flytte ind.

Praktiserende læge Martin Bach Jensen, var med i processen i Sæby. Han er ikke en del af sundhedshuset i dag

- Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke har formået at bygge noget, som lægerne synes, det er attraktivt at flytte ind i.

DR Nordjylland har talt med flere læger, der har fravalgt at flytte ind i de nye sundhedshuse. I stedet har de valgt at investere i deres egne klinikker. De mener huslejen i sundhedshusene er for høj, og at de ikke har været inddraget ordentligt i byggeprocessen. Formand for de praktiserende læger i Nordjylland, Annemette Alstrup:

- Det håber jeg virkelig, man får taget ved lære af. Man har allerede på idestadiet forsømt at gå i dialog med de læger, man har tiltænkt husene. De viste sig ikke at være attraktive nok. 

Det er kun Nordjylland, der har problemer med at lokke praktiserende læger til indrette lægepraksis i nybyggede sundhedshuse.

Landets øvrige regioner har ikke samme problemer. Det viser tal, som DR Nordjylland er i besiddelse af.

Formand for Region Nordjylland, Ulla Astman, afviser kritikken af processen i forbindelse med opførelse af fire nye sundhedshuse.

- De Praktiserende Lægers Organisation og lægerne selv har været inviteret til at deltage i hele processen. De har faktisk selv valgt at trække sig fra byggeprojekterne og de styregrupper, der var nedsat, siger hun til DR Nordjylland.

Ulla Astman mener, at regionens dør stod åben.

- Det gør den stadigvæk. Hvis lægerne har nogle nye ideer til, hvad vi skal gøre, så lytter vi gerne.

 

Mest Læste

Annonce