Bent Kofoed Lindhardt er ankerperson i netværket, som har fundet en uhyre effektiv måde at dele viden på. Foto: Daniel Brøns

Ny støtte til bedre matematik i Danmark

Hvordan opdaterer man kompetencerne i et fag i Folkeskolen uden millionbudgetter? Danmarks Matematikvejleder Netværk DMN har fundet en del af svaret - og har fået ny støtte fra Undervisningsministeriet.

Der har i mange år været en tendens til mange ineffektive parallelhandlinger, når der skulle deles viden omkring matematikundervisningen i Danmark. Ofte har lærere været henvist til at finde hinanden i en ukoordineret erfaringsudveksling, der har været forskellig fra kommune til kommune. Matematikvejlederne på skolerne har ofte stået alene med opgaven, og de institutioner, som har stået for arrangementer og efteruddannelse for vejlederne, har haft en tendens til at ”køre i eget spor” i forskellige fora under eksempelvis Matematiklærerforeningen, Danmarks Lærerforening og de regionale Centre for Undervisningsmidler. 

Læs mere fra Professionshøjskolen Absalon

Professionshøjskolen Absalon hed tidligere University College Sjælland. Skolen er redaktør for eget indhold på DenOffentlige, og deler viden om uddannelse, herunder bl.a digital læring.

Læs mere mere fra Absalon her

Udvikling skal gro nedefra

Det problem har optaget en af Danmarks største entusiaster inden for matematikundervisningen lektor Bent Lindhardt, der er forfatter til en lang række matematikbøger og er ansat i University College Sjælland. Han har siddet i ministeriets ekspertgruppeudvalg for faget og har været en central del af udformningen af det netværk af matematikvejledere, som er en direkte udløber af anbefalingerne i det såkaldte ”Matematikløft”, som blev forelagt den tidligere undervisningsminister i 2013. Tanken er, at en stærk nationalt organiseret netværksdannelse vil sikre, at ny udvikling kan gro nedefra i stedet for at blive påduttet ovenfra.
Bent Lindhardt siger:
- Den gode udvikling sker kun, hvis man vil det som lærer. Det kræver en person, som kender til stedet og forholdene - som fx matematikvejlederen, der kan være den vidensperson, som beslutningerne kredser om. 
DMN blev skudt i gang i maj 2014 og blev bygget op om en forstærkning af samarbejdet mellem CFU konsulenter i matematik, Danmarks Matematiklærerforening samt repræsentanter fra læreruddannelsen i hver af de syv professionshøjskoler. I løbet af studieåret 14/15 har netværket samlet over 700 vejledere fra 94 kommuner. Derudover er der etableret et regionsråd hvor stort set hver kommune i de seks regioner er repræsenteret med 1- 2 repræsentanter.
Undervisningsministeriet støttede oprindeligt ”Matematikløft”-projektet med 500.000 kr., hvilket nu er blevet suppleret med et nyt tilskud fra både UC-sektoren og ministeriet.
 
Webinarer blev løsningen
At det kan lade sig gøre at udvikle matematikken i hele Danmark for så små budgetter skyldes ikke mindst, at ny teknologi er blevet taget i brug. I stedet for kostbare gå-hjem møder, nyhedsbreve og kurser er der blevet satset på at udvikle en række fagdidaktiske webinarer. Teknologien er leveret af IT-afdelingen på University College Sjælland og fungerer glimrende. 
 
På webinarerne er møder deltagerne altid den nyeste og mest relevante forskning, som de kan bruge i deres arbejde. Omkring 80 vejledere deltager typisk i webinarerne, der byder på dygtige oplægsholdere, som dermed kommer ud til hele Danmark og svarer på spørgsmål fra deltagerne. Intet oplæg må vare mere end 25 minutter – plus debat. Det skal sikre, at alle vejledere har tid til at deltage - eller tid til at se webinaret efterfølgende på nettet, hvor webinarerne er samlet og kan benyttes af alle. Delingen af indholdet er derfor også en fordel for professionshøjskolernes generelle undervisning, idet webinarerne bruges i både grunduddannelse og efteruddannelse af lærere.
 
Buttom-up virker bedst
Den personlige kontakt i netværket serviceres naturligvis også for at sikre et tæt samarbejde. Derfor mødes vejledernetværket regionalt to gange om året med deltagelse af to repræsentanter fra hver kommune.
Årligt holdes også ”Matematikvejledernes dag” i hver region. Et arrangement, der ifølge Bent Lindhardt har været en stor succes:
- Matematikvejlederens dag har været en utrolig positiv oplevelse i alle de seks regioner, for den har vist et meget stort engagement og gåpåmod - ikke mindst i forbindelse med den nye skolereform og de nye Fælles Mål, siger Bent Lindhardt. 
Han ser vejledernetværket som en meget stor gave til undervisningssektoren, fordi den for meget få penge får skabt og spredt meget viden - som et mødested mellem ”Bottom-up” og ”Top-down” 
- Kan vi lave vidensdeling på tværs af geografi og baggrund, så bliver lærerne dygtigere på både metoder, didaktik og ”best practices”, siger Bent Lindhardt, der oplever, at der er et kraftigt voksende engagement i at udvikle bedre læring og undervisning på den enkelte skole – ikke alene i matematik, men også i andre fag. 
 
- Så vidt jeg er orienteret, så findes ikke i andre folkeskolefag et tilsvarende velorganiseret nationalt netværk, og jeg tror, at det er en af grundene til, at ministeriet mener, at vi skal fortsætte, siger Bent Lindhardt.
 
Danmark halter bagefter
Han mener, at der generelt er et fagdidaktisk forskningsmæssigt underskud i Danmark 
- Måske kan DMN være med til at puste til ilden. Vi er forbløffende bagefter i forhold til de investeringer, man gør i dette område i fx Sverige og Norge. Et misforhold, som kan spores helt tilbage til nedlæggelsen af Danmarks Lærerhøjskole fra år 2000 - hvor ikke mindst kraftcenteret Matematisk Institut blev reduceret voldsomt. Det har lige siden efterladt et fagdidaktisk forskningsunderskud, når det gælder folkeskolens matematikundervisning, siger Bent Lindhardt, der oplyser, at vi i Danmark højest har ti ph.d. forskere i matematik. 
- Til sammenligning har bare et enkelt universitet i Norge over dobbelt så mange. Det undrer mig, for du kan næsten ikke åbne en avis, uden at høre, at vi skal gøre matematik-kundskaberne bedre, men der er små budgetter, og det er overladt til ildsjælene at finde alternative løsninger. Det er ikke rimeligt og ikke godt nok.
 
Fremtiden
DMN forventes at fortsatte, men der skal lægges nye spor, når ministeriets støtte ophører efter en prøveperiode og overgår til drift. Forventningen er her, at KL vil gå ind i arbejdet - og støtte det holdningsmæssigt og økonomisk. 
- Drift af Folkeskolen hører jo under Kommunernes Landsforening, så på sigt vil jeg mene, at denne type af netværk bør drives af KL. De må også have en interesse i det, fordi vi har fundet en metode til at køre et fagligt netværk med højt niveau for få penge. De kan måske bruge erfaringerne herfra til andre fag, siger han.
Emneord: Skoleavisen, Matematik, DMN, UCSJ, University College Sjælland, Bent Lindhardt, Matematikløft
University College Sjælland på DenOffentlige.dk Professionshøjskolen Absalon var indtil august 2017 kendt under navnet University College Sjælland, og er en af de syv professionshøjskoler, som blev etableret i august 2007. Vi er godt 600 medar...
Aktivitet: Artikler: 110 | Events: 6 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige