Allan Vendelbo: Juridisk går vi både med livrem og seler

Ledelse

30/03/2012 12:08

Nick Allentoft

Kommunaldirektøren i Greve har tidligere haft topstilling i SKI, været partner hos Lundgaard Konsulenterne og formand for kommunaldirektør-foreningen, KOMDIR. Vi har stillet Vendelbo fem spørgsmål om spændingsfeltet mellem offentlig og privat.

Hvordan oplever du dialogen og samarbejdet med jeres leverandører?
Generelt oplever jeg både dialogen og samarbejdet rigtig godt. Vores outsourcingvifte er meget bred - dækker rengøring, it-drift, håndtering af løn, madproduktion, vikarservice, hjælpemiddeldepot osv. og dækker derfor også områder med forskellige grader af modenhed i dialogen og samarbejdet, men generelt finder jeg at det er fint og konstruktivt.

Læs også: KL: Udbudsfokus er gået for langt

Er der nogle forskelle på offentlig og privat, der stikker mere ud end andre?
Nej, det synes jeg faktisk ikke, hvis man kigger overordnet på det. Jeg synes mere at forskellene kommer frem når man kigger på den enkelte virksomhed. Her oplever jeg, at der er virksomheder, der er meget modne i deres samarbejde med den offentlige sektor og forstår sektorens vilkår mm. Her er forskellen således ganske små. I den anden ende af spektret finder vi virksomheder som ikke er så modne og her kan forskellen være store.

Klagesager og aktiindsigt fylder meget i udbuds-debatten. Hvordan oplever du disse ting i din kommune – er det et problem og i så fald, hvad gør i ved det?
Jeg er helt enig i at det juridske aspekt fylder helt utroligt og uforholdsmæssigt meget i offentlige udbud - ikke kun i debatten, men så sandelig også i hverdagen. Intentionen med udbud er jo rigtig god: at opnå konkurrencedygtige priser, at forebygge sammenspisthed, at opnå gennemsigtighed og åbenhed osv. Men disse formål er efterhånden skubbet helt i baggrunden til fordel for et juridisk skoleridt, der ikke giver effektive, konkurrencedygtige offentlige indkøb.

Læs også: Klagenævn efterlyser flere ressourcer

Heldigvis har vi ingen aktuelle verserende sager, men det er tydeligt at vi i vore udbud hele tiden vælger at gå med både livrem og seler, selvom det var nok med livremmen. Jeg mener det er meget væsentligt at få revitaliseret de oprindelige formål med offentlige udbud fremfor at forfine de juridiske forhold.

Der tales meget om funktionsudbud. Hvad er dine overvejelser omkring det emne?
Der er mange gode intentioner med offentlige udbud - en er inspiration til at gøre tingene på en anden og bedre måde. Der er ingen tvivl om, at mange private virksomheder har metoder og ideer til at udvikle også den offentlige opgaveløsning og det gevinst kan høstes hvis vi i større udstrækning anvender funktionsudbud. Men der er ingen tvivl om at vi også her rammer dilemmaet mellem livrem/seler og innovation. Personligt håber jeg, at vi vil se mange flere funktionsudbud i fremtiden og dermed få inspiration til udvikling af den offentlige opgaveløsning.

Dansk Erhverv foreslår, at der laves et nationalt kompromis om OPS, hvor der bl.a. kan laves et kodeks for god leverandørskik og god udbyderskik. Hvad synes du om de tanker?
Jeg synes det er en rigtig sympatisk tanke, men spørger alligevel mig selv om, hvordan det vil indgå i Klagenævnets praksis. Spøg til side - udbud skal jo af både udbyder og leverandør bæres af den gode intention i forhold til at kunne opnå et frugtbart samarbejde som begge parter får udbytte af og derfor er kodeks en god ide, fordi det understreger intentionen.
Vi skal bare huske på, at hvis intentionen ikke bærer igennem, så kan vi have nok så mange kodeks. Det er bare ikke dem der tæller i Klagenævnet.

/NA

Mest Læste

Annonce