EU retter sparekrav mod sit eget personale

30/06/2011 16:20

Nick Allentoft

EU-ansatte slipper ikke uden om EU's besparelser. Kommissionen vil skære fem procent af alle EU-job væk.

Eurokraterne i Bruxelles kommer også til at mærke, at EU skal spare for at få budgettet til at hænge sammen.
EU lægger nemlig op til, at fem procent af jobbene i EU-institutionerne skal skæres væk.
Samtidig må de mange EU-ansatte forberede sig på, at der skal arbejdes mere for pengene, samt at deres pensionsalder vil blive hævet fra 63 år til 65 år.
- Det gør det altid dyrt at køre en international organisation, når folk generelt er udstationeret. Men det er på tide at få strammet op og gå administrationen igennem for at se, hvor der er mulighed for besparelser.
Det siger EU-parlamentariker Anne E. Jensen (V).
I dag er der regler for, hvor stor en del af personalet i de forskellige EU-institutioner, der skal komme fra hvert medlemsland. Ifølge Anne E. Jensen er det ligeledes noget, som EU bør overveje at ændre på.
- Det giver ekstra bindinger og er ikke særlig effektivt, siger hun.
Især Storbritannien har langet hårdt ud efter EU for ikke selv at spænde livremmen ind, mens alle andre EU-lande er blevet bedt om at reducere i de administrative udgifter.
I Danmark har man ligeledes blæst til kamp mod de EU-ansattes lønforhold.
Sammen med 10 andre lande - heriblandt Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Holland - sendte Danmark for nylig et brev til EU's kommissionsformand, José Manuel Barroso, med en kraftig opfordring om at spare i egne rækker.
Nu tyder det altså på, at Barroso har lyttet til sparekravene.
- Det er ikke sådan, at krisen går uden om Bruxelles, lyder det fra Connie Hedegaard, Danmarks klimakommissær i EU.
Besparelserne er en del af EU-Kommissionens udspil til det fremtidige budget for 2014-2020.
Udgifterne til de omkring 50.000 mennesker, der arbejder i EU-systemet, udgør i øjeblikket knap seks procent af det samlede EU-budget.
/ritzau/
 

Mest Læste

Annonce