Læs hvad Fredensborg, Vejle og Gladsaxe siger om valget som frikommuner

Indenrigs- og sundhedsministeriet har  udvalgt de ni kommuner, der får mulighed for fra næste år at blive frikommuner.

Med Fredensborg Kommune blandt de udvalgte,  er der nu åbnet for, at kommunen gennem frikommuneforsøget kan arbejde for at blive fritaget for uhensigtsmæssige regler og bindinger på en lang række områder. Det betyder mindre bureaukrati, mere frihed og dermed mere effektivitet i løsningen af de kommunale opgaver.

”Det er en stor cadeau til Fredensborg Kommune og anerkendelse af vores ansøgning, at vi er kommet igennem nåleøjet. Og her tror jeg på, at det har været et vigtigt signal, at hele Byrådet stod bag ansøgningen om at blive frikommune”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen og fortsætter:

”Nu skal vi til at finpudse og konkretisere vores forskellige forslag. Samtidig skal vi have drøftet, hvordan og på hvilken måde vi skal have gjort borgerinddragelsen til en del af forsøget. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at frikommuneforsøget vil blive til glæde for kommunens borgere. Det gælder om at få bedre og mere smidige løsninger og lette uhensigtsmæssige arbejdsgange.”

Regler giver flere arbejdsløse
Blandt de initiativer, Fredensborg Kommune har beskrevet i sin frikommuneansøgning, er mere tryghed i boligområderne, færre regler på beskæftigelsesområdet, ligesom der er forslag på folkeskoleområdet og udbuds- og indkøbsområdet. Alt sammen med den målsætning at få bedre løsninger og mindre bureau-krati.

Fredensborg Kommune skal nu i lighed med de øvrige udvalgte frikommuner indsende egentlige detaljerede forsøgsansøgninger. Forsøgsperioden er 4 år og løber fra 1. januar 2012 til 31. december 2015.

Vejle Kommune udpeget som frikommune

Fra 1. januar 2012 får Vejle Kommune større frihed til selv at bestemme, hvordan opgaverne skal løses uden snærende statslige regler. Regeringen har nemlig udpeget Vejle som én af de i alt 9 frikommuner. 21 kommuner havde søgt om at blive frikommune.

Det var en glad borgmester, der modtog mailen fra indenrigs- og sundhedsministeren.

- Det er dejligt, at regeringen har vurderet, at det vil være interessant at tage Vejle med i kredsen af frikommuner. Og jeg er især glad for, at indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder i brevet lover, at regeringen vil gå langt for at imødekomme vores forsøgsønsker, siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard

- Med vores nye status som frikommune forventer vi, at vi kan få has på noget af det bureaukrati, andre har skabt, understreger Arne Sigtenbjerggaard. I Vejle har vi længe haft fokus på forenkling og afbureaukratisering af vores egne regler og procedurer.

I ansøgningen om at blive frikommune har Vejle beskrevet en række områder, hvor kommunen gerne vil lave forsøg. Det gælder områder inden for arbejdsmarked, senior, skole, kultur og natur & og miljø. Generelt handler det om, at kommunen hellere vil måles på resultater og kvalitet frem for at fokusere på processer og regler.

Et eksempel er arbejdsmarkedsområdet, hvor kommunen hellere vil måles på, hvor mange der kommer i arbejde frem for på antallet af gennemførte samtaler. Her har kommunen tidligere på året søgt om og fået afslag på udfordringsretten.
Skoleafdelingen er i gang med at nytænke skolen og vil gerne arbejde med et alternativ til klassen, aldersintegreret undervisning i hele skoleforløbet, nye prøveformer og inkludere flere elever i den almindelige skole.

- Som frikommune får vi en unik mulighed for at vise, at vi som kommune kan gøre det bedre for borgerne ved at slippe fri for bureaukratiet. Samtidig viser vi, at vi som kommune er parat til at tage et medansvar for at udvikle fremtidens samfund, understreger borgmesteren.

- Næste skridt er, at de forsøg, vi har skitseret i vores første ansøgning, skal gøres endnu mere konkrete i en egentlig ansøgning. Og Bertel Haarder har opfordret frikommunerne til, at vi søger om endnu flere forsøg og henter inspiration i hinandens ansøgninger. Nu venter vi så bare spændt på ministeriets vejledning, som ventes at ligge klar i næste uge, siger Arne Sigtenbjerggaard.

Fristen for at indsende ansøgningen med de konkrete forsøgsprojekter er fredag 27. maj.
 

Gladsaxe bliver frikommune

Gladsaxe og Gentofte kommuner er blandt de ni kommuner, som blev udvalgt til at være frikommuner i en forsøgsperiode fra 2012-2016. Dermed kan de to kommuner nu forberede sig til et tæt parløb på tværs af fag- og kommunegrænser

Der lød spontan glædesråb i byrådssalen på Gladsaxe Rådhus, da meddelelsen om, at Gladsaxe sammen med Gentofte bliver frikommune, løb ind midt under byrådemødet. Dermed kan de to kommuner nu gå i gang med det store arbejde for at skabe mere samarbejde, mindre bureaukrati med det formål at styrke den kommunale service til glæde for borgerne.

De to kommuner ønsker især at samarbejde om en helhedsorienteret og styrket indsats på ungeområdet i forhold til skole, uddannelse og job, bedre sammenhæng i kommunernes indsats for psykisk syge borgere under distriktspsykiatrien, samt et farvel til nogle af de unødvendige regler og proceskrav, som de kommunale administrationer i dag er underlagt.

Samarbejdet udbygges
Gentofte og Gladsaxe kommuner samarbejder i forvejen om en række opgaver og lægger nu i fællesskab op til at ansøge om at blive frikommuner for at afprøve, hvordan de friere rammer kan udnyttes til at videreudvikle den kommunale service.
- Jeg er utrolig glad for, at vi nu får mulighed for at gøre en ekstra indsats for at få sårbare unge videre fra folkeskolen og i uddannelse, og vi ser også store muligheder i at overtage opgaverne indenfor distriktspsykiatrien. Frikommuneprojektet er en spændende mulighed for at arbejde målrettet med nogle områder på sin egen måde, uden at være bundet af alle de regler, som gør arbejdet besværligt til daglig. Ved at arbejde sammen med Gentofte, kan vi bygge videre på de gode erfaringer, vi har allerede har og lære af hinanden undervejs. Borgmester i Gladsaxe Kommune, Karin Søjberg Holst (A):

Tre konkrete projekter i støbeskeen
Det foreløbige oplæg fra de to kommuner fokuserer på tre konkrete projekter, der tænkes udvidet i takt med de nye erfaringer.
På skole- og ungeområdet skal folkeskolens sidste år blandt andet gøres mere attraktive for alle elever, så flere unge vælger at gennemføre en ungdomsuddannelse. Herudover skal vejledningen af unge tilrettelægges, således at den tager udgangspunkt i den enkeltes behov frem for hvilken lovgivning, der gælder for den enkelte.
På psykiatriområdet ønsker de to kommuner at hjemtage ansvaret for distriktspsykiatrien, så eksempelvis patienter med dobbeltdiagnoser undgår at blive kastebold mellem offentlige instanser. På arbejdsmarkedsområdet, tandplejeområdet samt ældre-, psykiatri- og handicapområdet skal der ses på om regler og ydelser kan forvaltes på en smartere måde.

Tid til at høre medarbejderne
På det sidste har der været udtrykt kritik af, at ansøgningen ikke var blevet sendt til høring blandt medarbejderne, inden det blev sendt ind. Til det siger Karin Søjberg Holst:

Ansøgningen var kun en skitse over, hvilke områder vi ville arbejde med, og der var på det tidspunkt intet i den, som var konkret og bindende. Derfor var det alt for tidligt at høre medarbejderne, når vi oven i købet slet ikke vidste, om vi overhovedet var blevet valgt. Nu er valget så en kendsgerning. Derfor skal vi nu straks i gang med at konkretisere, hvordan vi vil føre forslagene ud i livet. Det arbejde skal være færdigt 27. maj. Inden da vil både medarbejderrepræsentanterne i de relevante MED-udvalg og de relevante fagudvalg blive hørt, siger Karin Søjberg Holst.
Forsøget med frikommuner udspringer af Finanslovsaftalen for 2011, og sigter mod at afskaffe unødvendigt bureaukrati i det offentlige.

Fakta om frikommuneforsøget 2012-2016
- Udspringer af Finanslovsaftalen for 2011 indgået af regeringen, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti
- Hensynet til borgernes (rets-) sikkerhed må ikke tilsidesættes som følge af forsøgene.
- Forsøgene må ikke tilsidesætte uomgængelige nationale hensyn som eksempelvis grundloven, miljøloven, konkurrenceloven, lov om rigets sikkerhed og strukturpolitiske hensyn.
- Der tillades ikke forsøg, der indebærer brud på internationale forpligtelser, herunder EU-lovgivning.

Emneord: Frikommune, Frikommuneforsøg, Fredensborg Kommune, Vejle Kommune, Gladsaxe Kommune
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 983 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige