Oppositionen planlægger totalt gylleforbud

24/06/2011 10:21

Nick Allentoft

Hvis S og SF kommer til magten, vil det om ti år være slut med at sprede gylle på markene.

Allerede om 10 år skal al husdyrgødning fra danske stalde forarbejdes i eksempelvis biogasanlæg, hvis det står til Socialdemokraterne og SF.
De to partier vil forbyde udbringning af uforarbejdet gylle på de danske marker med effekt fra 2021, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Forbuddet, som forudsætter et magtskifte ved det kommende folketingsvalg, vil indebære, at omkring 30 millioner ton husdyrgødning skal forarbejdes.
Kravet kan skabe grundlaget for en ny industri, da det vil kræve omkring 100 større biogasanlæg at håndtere de gigantiske mængder gødning.
- Landmændene får en omstillingsperiode på 10 år. Herefter vil det være et krav, at al gylle fra alle landbrugsbedrifter forarbejdes, inden det bringes ud på markerne, siger SF's politisk-økonomiske ordfører Ole Sohn til Jyllands-Posten.
- Det vil simpelthen blive forbudt at udbringe gylle, som ikke er forarbejdet. Forarbejdningen kan eksempelvis ske ved at sende gyllen gennem biogasanlæg, forklarer Ole Sohn.
S og SF peger på, at man ved at opstille klare krav vil sætte skub i den teknologiske udvikling på området:
- Vores krav vil skabe et nyt dansk marked for biogasanlæg og andre former for miljøteknologi, siger Ole Sohn til Jyllands-Posten.
- Et stærkt hjemmemarked kan være afsæt for, at danske virksomheder samtidig opbygger en solid eksport af miljøteknologi, påpeger Sohn.
Han tilføjer, at meget små bedrifter muligvis vil blive undtaget fra kravet om, at al gylle skal forarbejdes.
/ritzau/

Mest Læste

Annonce