Om selvmord og psykisk sygdom: Smerten og savnet forsvinder aldrig!

Jeg var 16 år, da min farmor lykkedes med at begå selvmord, og har siden oplevet fornægtelse i min familie. Lad os tale højt og anerkendende om psykisk sygdom, skriver barnebarnet, der 34 år senere stadig tænker på farmor.

Da jeg var 16, begik min farmor selvmord. Hun havde forsøgt flere gange før, men på min farfars 70 års fødselsdag, lykkedes det. Nu er jeg 50, og smerten fra dengang er her stadig. Min farmor satte varige spor i mig. Både hendes måde at forlade os på, men også årene før. Den dag i dag tænker jeg stadig på hende.

Mød lægen, psykiateren og borgeren på DenOffentlige

Tre stærke bloggere på DenOffentlige.

Den praktiserende læge Thomas Birk Kristiansen, der udover praksis i Ishøj også er formand for Patientdataforeningen. 

Børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring, der beretter fra psykiatriens hjerte. 

Borger og far til børn med diagnoser, Anders Dinsen, der insisterer på det hele og gode samfund. 

Min farmor var manio-depressiv (bipolar lidelse), og hun var syg, før jeg blev født. Hun kæmpede med sine indre dæmoner. En fattig opvækst i et indremissionsk miljø gjorde det nok ikke lettere. Igennem min barndom husker jeg, at hun mest havde det skidt. Hun prøvede, så godt hun kunne at deltage i familien, men havde mange indlæggelser på psykiatriske afdelinger og i perioder prøvede hun at slippe af med smerterne med for meget alkohol og for meget af den angstdæmpende medicin, hun fik. Det virkede selvfølgelig ikke.

 

Livet eller døden?

Fra da jeg var 11-12 år gammel husker jeg lange samtaler med hende i telefonen, når hun havde det skidt og ikke magtede livet. Og jeg husker mine desperate forsøg på at ”tale hende op”, så hun valgte livet frem for døden. Om ikke andet, så for min skyld, så jeg ikke skulle leve med ansvaret for ikke at kunne holde hende i live.

Da hun døde tog hun mange gange dødelig dosis af medicin, hun havde samlet sammen over en længere periode. Denne gang ville hun dø.

Læs mere om psykiatrien her

Vi samler alle væsentlige historier om psykiatrien på denne temaside. 

Dengang anede jeg ikke, at det var de voksnes ansvar at passe på min farmor, og psykiaterne burde ikke have udskrevet store mængder beroligende medicin, som hun ikke kunne administrere at have. De burde i stedet have indlagt hende og beholdt hende inde på hospitalet, når hun var så forpint og angrebet af depressionerne.

 

Fornægtelse

Efter hendes død, har der i familien været en fornægtelse af, at det var et selvmord. For i vores familie, ligesom i de fleste andre, er det svært at håndtere, når en begår selvmord. Selvfølgelig vil vi alle hellere huske hende for noget andet. Men faktum er, at hun døde på den måde - det forsvinder ikke af at fortie det. Fint nok at ville huske hende som glad. Men faktum er, at hun oftere havde det skidt og kæmpede med livet. 

Jeg ved, at der var et afskedsbrev, som kun min farfar og min farmors søster har set, så jeg ved, at det var et selvmord, og jeg ønsker ikke at skjule det, for jeg dømmer hende ikke for det. Hun gjorde det hun kunne i det øjeblik, og jeg ville bare ønske, at hun kunne have set, at hun havde andre muligheder end at vælge døden. Og jeg ville også ønske, at de voksne og de professionelle havde taget hendes smerte seriøst, taget hendes mange selvmordsforsøg, som de råb om hjælp, de var, så en ung pige ikke skulle føle det ansvar.

 

Livet skal give mening

Jeg husker hende som gladest i de længere perioder, hvor hun var indlagt på Sct. Hans. Der fik hun overskud og kunne være noget for de andre indlagte – her gav hendes liv med andre ord mening.

Så det er det, jeg synes, vi skal hjælpe psykisk syge og sårbare med – at deres liv kommer til at give mening. Og huske, at hvad der giver mening for dig, ikke nødvendigvis er det samme som giver mening for mig. Men det forudsætter jo, at man er villig til at tilbyde tilstrækkelig behandling for den psykiske sygdom.

I dag er parolen at alle skal behandles ambulant, også selv om de har brug for døgnindlæggelse. Hvis de endelig skal være døgnindlagt skal det være kortest muligt, selv om de har brug for lang tid til at komme sig. Det synes jeg er urimeligt. Og ingen tænker på, at der er små børn derude, som tager imod de voksne, som ikke får den rette behandling, og som kommer til at føle sig ansvarlige og kæmper for at holde deres kære i live.

Angsten for at en tæt på mig skulle gøre det samme bor i mig. Og jeg prøver med min viden og forståelse at støtte og hjælpe, hvor jeg kan – for jeg tror ikke, jeg tåler, at det sker igen!

 

Fra erfaring til kompetence

Hele denne oplevelse er nok ikke den eneste årsag til, at jeg for snart mange års siden uddannede mig til psykoterapeut, og at det i dag er min fuldtidsbeskæftigelse, men det har helt sikkert haft indflydelse.

Igennem min uddannelse, mit arbejde og egenterapi har jeg arbejdet det hele godt igennem og synes, at jeg i dag kan leve med det på en god måde. Og jeg bruger min personlige erfaring og min faglige viden i mit arbejde. Så jeg har fået det bedste, jeg kunne ud af noget rigtig svært. Men jeg ville hellere have haft, at min farmor havde fået den rigtige hjælp og havde kunnet vælge livet.

 

Jeg vælger livet

I gode perioder kunne min farmor være det søde og kærlige menneske, jeg tror, hun dybest set var. Et menneske, der lærte mig meget om livet – også fra dets lysere side. Jeg elskede min farmor, og jeg elsker hende stadig! 

Jeg vælger selv livet – måske fordi jeg er i stand til det! Men de, som er angrebet af svær psykisk sygdom og ikke selv kan vælge livet, de skal have den rigtige hjælp! Og jeg er gennemgribende træt af, at psykisk sygdom har så lav status i samfundet!

Skrevet af: Psykoterapeut MPF, Mia Højlund Iversen, www.being.dk

 

Emneord: Selvmord, Psykisk sygdom i familien, Psykisk syge, Nina Tejs Jørring, 031017
Nina Tejs Jørring på DenOffentlige.dk   Vi bygger en katastrofe op foran os, hvis vi fortsætter med at styre efter ydelser snarere end efter løsninger. Derfor blogger jeg på DenOffentlige om min hverdag som i psykiatrien.   ...
Aktivitet: Artikler: 24 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 10.10.17 Susanne Holgaard Svendsen
    Vi skal være ELSK VÆRDIGE......

    Den rigtige hjælp til de psykisk syge, efterlyser skribenten.
    Desværre tror jeg, at mennesker er så individuelt komplicerede,at den rigtige hjælp, er- ja, netop individuel.
    Så populært som det er blevet, at uddele diagnoser, som tilfældet har været de seneste 15- 20 år, og bare bruge lovgivningen til at påtvinge børn, unge og voksne behandling på lukkede afdelinger, uden mindste virkning i øvrigt, er i hvertfald ikke vejen videre frem.
    At være noget for andre,at føle sig værdifuld, er en vigtig del af livet, for de fleste af os, men det kræver at vi bliver bedre til at give plads til hinandens evner og livfuldhed, også når vi ikke yder maksimalt !
    Noget andet er,at der skal kærlighed til !. Både at lære at elske selv, men også at være åben for at kunne tage imod kærlighed fra andre. Begge dele kvaliteter,som vi måske ikke har udviklet allesammen, eller som ret beset, ikke værdsættes, og sjældent italesættes, i et system, baseret på tvang, sygeliggørelse og snævre rammer for menneskelig udvikling.
    Det glæder mig, at nogle af de der arbejder indenfor paykiatrien ( se artiklel andetsted ), begynder at bruge andre ord, som respekt, nysgerrighed, håb m.v., om hvordan samarbejdet skal foregå og hvordan borgerne skal mødes, indenfor psykiatrien. Bare der er indhold bag ordene !
    For jeg mangler at høre indrømmelser fra de der i årtier, har arbejdet udfra et menneskesyn, som er baseret på tvangsmedicinering, indespærring, verbal sygeliggørelse, som indikerer at de ansatte ikke har tid eller lyst eller evner for personlig udvikling og den selvindsigt,som er livsnødvendig,hvis de skal have en chance for at forstå, bare en flig af andre menneskers reaktioner på eksistentielle livsproblematikker.
    Jeg savner, at læger og psykiatere og sygeplejersker, udvikler vilje til, ikke at låse deres opfattelse af sundhed og sygdom,fast på en måde, så de ender med at ødelægge menneskers liv med tvangsbehandling, og misbrug af livstruende medikamenter.
    Hold nu op, hvor har jeg hørt mange ansatte i psykiatrien udtrykke sig på en måde, som afslører deres uvidenhed vedrørende, selv helt normale reaktioner hos mennesker, som har oplevet mange traumatiske episoder. Om mennesker, som bare har behov for et kærtegn, en kop te, et kærligt blik, eller en samtale om hvordan det er muligt at komme videre efter skilsmisse, incest, dødsfald, naturkatastrofer, udstødelse, arbejdsløshed o.s.v.
    Når et menneske,istedet for at blive mødt med velvilje og forståelse ,bliver sygeliggjort og spærret inde, i et ,for personen, destruktivt indelukket miljø, måske endda blandt misbrugere, voldtægtsforbrydere m.fl, vil helingsprocessen blive 100 gange sværere, ( og koste samfundet ufattelige resourcer)
    Når selve behandlingen er traumatiserende, og psykofarmaca kan medføre livstruende tilstande, kan det ikke være rigtigt, at politikerne og de der arbejder i psykiatrien, ikke udviser større vilje til at ændre på den måde alt for mange sættes i bås, med en diagnose hæftet på sig.
    Jeg har ikke lyst til at tale om skyld !
    Men jeg ved, at mange som har været udsat for tvangsmedicinering, med svære bivirkninger,har et enormt behov for at få en undskyldning for de svigt,som er sket. I den grad, også fra medicinalindustrien !!!!
    Jeg synes det handler om medmenneskelighed, og jeg forstår til fulde , hvis ansatte i psykiatrien ikke kan leve op til forventningerne. Men så må de finde sig et andet arbejde, eller gå betragteligt ned i antallet af arbejdstimer,så de får tid og overskud til at udvikle sig.
    Der skal en holdningsændring til, generelt blandt borgerne i Dk og i verden, hvis det psykiatriske system skal ændres. For måske skal det slet ikke eksistere !
    Vi kan ikke fortsætte som vi gør, hvor så mange mennesker marginaliseres......, hvor folk bare vælger at drikke sig fra sans og samling, bliver misbrugere, eller går amok. Hver eneste person SKAL tage ansvaret for egne handlinger, se indad, lære at elske og tilgive, for kun på den måde kan vi alle blive mere ELSK VÆRDIGE (igen........ )
    Hjerteligst Susanne.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige