Ombudsmanden undersøger flygtningeannoncer

Ledelse

18/09/2015 13:11

Nick Allentoft

Ombudsmanden vil undersøge, om regeringens flygtningeannoncer er vildledende.

Folketingets Ombudsmand rejser sag om regeringens flygtningeannoncer, der er blevet trykt i libanesiske aviser, fordi annoncerne beskyldes for at være vildledende.

Det oplyser ombudsmanden fredag.

- Det har været anført, at ministeriets annoncer isoleret set er faktuelt korrekte, men at de efterlader særligt flygtninge fra Syrien med et forkert billede. Hvis det er tilfældet, kan flygtninge på forkerte præmisser blive påvirket til at undlade at søge asyl i Danmark. 

- Jeg mener derfor, at vi bør have afklaret, om ministeriet har levet op til gældende retsprincipper om offentlig information, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

I annoncerne står der blandt andet, at "de sociale ydelser for nyankomne flygtninge vil blive reduceret med op til 50 procent".

Derudover slår annoncerne fast, at man ikke kan blive familiesammenført i Danmark det første år, efter at man som flygtning er kommet til landet.

 

FAKTA: Her er regeringens asylannonce Regeringens asylannoncer blev trykt i libanesiske medier i. Formålet er at fortælle om asylreglerne. Regeringens meget omtalte asylannoncer blev tidligere i september trykt i en række aviser i Libanon.    Annoncerne indeholder oplysninger om de forringede vilkår for flygtninge, som et flertal i Folketinget for nylig har vedtaget.   Her er annoncens ordlyd:   De danske udlændingemyndigheder oplyser om ændringer i vilkår for ophold i Danmark, som den nye danske regering gennemfører.   Danmark har besluttet at stramme reglerne for flygtninge på en række områder.   Det danske parlament har netop vedtaget: * At beskære de sociale ydelser markant. De sociale ydelser til nyankomne flygtninge nedsættes med op til 50 procent.   Regeringen vil fastholde og sikre: * At udlændinge, som opnår midlertidig beskyttelse, ikke har adgang til at få deres familie til Danmark i det første år. * At udlændinge tidligst kan få permanent ophold efter 5 år og risikerer indtil da at miste deres ret til ophold. * At der stilles sprogkrav om evne til at tale og forstå dansk for at kunne opnå permanent ophold i Danmark. * At der efter en særlig hurtig procedure gives afslag, når en asylansøgning betragtes som åbenbart grundløs. * At alle afviste asylansøgere skal sendes hurtigt ud af Danmark. * At der er et særligt udrejsecenter for afviste asylansøgere med henblik på at sikre, at asylansøgere, der får afslag på asyl i Danmark, så hurtigt som muligt sendes ud af landet.   Kilder: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Udlændingestyrelsen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce