Opråb fra psykiatrien: Vi gør børnene mere syge

Opråb fra 50 unge igang med specialistuddannelse i børne- og ungdomspsykiatrien fortæller om en en hverdag, hvor grundige undersøgelser og omsorgen for patienterne nedprioriteres til fordel for fokus på måltal og processer.

Lægerne og psykologerne i børne- og ungdomspsykiatrien er nu så pressede, at det går ud over patienterne. Systemets krav om hurtige udredninger har skabt et tempo, hvor overmedicinering og mangelfulde diagnoser er en reel risiko for de psykisk sårbare børn.

Læs mere om psykiatrien her

Vi samler alle væsentlige historier om psykiatrien på denne temaside. 

Vilkårene er så kritiske, at 50 yngre læger og psykologer nu siger fra i et åbent brev til sundhedsministeren, ordførerne i Folketinget og regionsrådsformændene. Det skriver Dagbladet Information.
»Børnene og deres familier bliver ikke længere mødt på en meningsfuld måde under de betingelser og den styringsform, vi er underlagt – hverken fagligt eller menneskeligt. Børnene får, efter vores mening, ikke den hjælp de skal have,« lyder det blandt andet i brevet, der kan læses i sin helhed på Information.dk.

LÆS OGSÅ: Løhde: Hvad blev der af to mia?

De 50 medunderskrivere er alle i gang med specialistuddannelse i børne- og ungdomspsykiatrien. Her oplever de en hverdag, hvor grundige undersøgelser og omsorgen for patienterne nedprioriteres til fordel for fokus på måltal og processer.

»Resultatet minder om en bilfabrik. Kvaliteten af bilen forholder man sig ikke til – bare det er gået hurtigt,« lyder det. De håber, at opråbet kan åbne politikernes øjne og føre til »forandring og forbedring« i sektoren.

Når tidspresset er størst, har psykologerne og lægerne oplevet at skulle stille diagnoser på børn på baggrund af andres vurderinger »beskrevet kort i patientens journal«. Det øger risikoen for overfladiske diagnoser, der kan føre til genindlæggelser og forværring af tilstanden for psykisk syge børn.

Læge i Region Hovedstaden Mette Ewers Haahr er medafsender på brevet og har blandt andet måtte diagnosticere på baggrund af en kollegas noter.

»Vi gav i blinde en psykiatrisk diagnose til et barn, vi aldrig havde mødt,« siger hun til Information.

Opråbet fra de 50 læger og psykologer gør »dybt indtryk« på Charlotte Fischer (R), formand for Danske Regioners Social- og Psykiatriudvalg. Hun påpeger, at antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien er vokset med 44 pct. på fem år, fra 21.047 i 2010 til 30.383 i 2015.

»Det er desværre et område i kraftig vækst, og det lægger et enormt pres på det faglige personale, som gerne vil gøre en god indsats.«

I 2015 trådte den ny udredningsgaranti i kraft, der giver psykisk syge krav på at få stillet en diagnose på højst en måned.

»Udredningsgarantien er simpelthen et fejlskud. Det burde Folketinget lave om,« siger Charlotte Fischer til Information.

Læs hele dækningen på her: https://www.information.dk/indland/2016/09/gav-diagnose-barn-aldrig-moed

 

Emneord: Psykiatrien, Socialpsykiatri, Psykiatripakke, Psykiater, Psykiatri
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 928 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 16.09.16 Nina Tejs Jørring
    Opråb fra psykiatrien

    Kære Nete.

    Nu er jeg jo ikke en af underskriverne. Men jeg kan godt genkende det de skriver. Jeg tror, de fleste kan være ganske trygge ved den diagnose de har fået, især hvis forældrene selv med deres egen fornuft kan genkende den beskrivelse diagnosen kom med. Problemet er, at nu går det for stærkt, og så skal der råbes op.

    Så berører du et andet problem: Hvad gør vi, når kommuner eller skoler ikke anerkender diagnosen og de anbefalinger der følger med? Det er et problem, der er kommet snigende i takt med at kommunerne bliver mere og mere presset på økonomien.

    Da jeg startede som ung læge, bad kommunen om vores råd om hvordan barnet skulle behandles i kommunalt regi. Dengang var der stor respekt om psykiaterens anvisninger på hvad der skulle til, og vi skelnede ikke mellem om det var behandling der skulle ske hos os og eller foranstaltninger i kommunen. Det var alt sammen noget der skulle til, for at barnet kunne komme i trivsel.

    Vi anbefalede aflatsningsfamilier, støttekontaktpersoner, særlig støtte i SFO, i skole, vi beskrev i detaljer hvad der var brug for. Og så fulgte vi selvfølgelig op, og deltog i visitationsmøder på specialskolerne, når barnets sag var på visitation en gang om året.

    Men så skete der langsomt et skred. Først måtte vi ikke sætte navn på den institution vi anbefalede. Men kun anbefale en bestemt type institution. Så måtte vi kun anbefale i generelle vendinger. Nu må vi kun beskrive funktionsniveauet, og kommunen har fået eneret på at beslutte hvilken behandling barnet skal have i skolemiljø og i hjemmet.

    Så nu er den behandling der skal ske i kommunen ikke afhængig af hvad lægen ville ordinere, havde vi ordinationsretten, men afhængig af den enkelte kommunes økonomi.

    Jeg forestiller mig en kirurg, der har afgivet retten til at bestemme om det brækkede ben skulle have en skrue eller gips, eller bare krykker. Det ville de nok ikke acceptere. Men vi har langsomt accepteret dette.

    Fordi kommunerne har overtaget et stort ansvar efter amternes nedlæggelse, og de har pligt og ansvar for deres egen økonomi. Men jeg tror ikke nogen af os forudså, hvad det ville betyde da amterne blev nedlagt, kommunerne blev presset, patientantallet til børnepsykiatrien steg så voldsomt. Ventelistegarantien fik os til at afslutte de patienter vi i gamle dage fulgte indtil de var i trivsel eller de fyldte 18 år. I dag skal de gen-henvises. Det mener jeg er spild af tid, for så er det nye læger og psykologer barnet og forældrene møder….

    Der er brug for en grundig gennemgang af hvad vi i børne- og ungdomspsykiatrien skal påtage os. Vi skal være visionære, og ikke være bange for at påtage os vores opgaver og vores ansvar. Og når vi så ser, at opgaverne er flere end vi kan nå, så må vi i gang med nogle forhandlinger med politikerne. Vi skal også forhandle med kommuner og skoler, så det bliver klart, hvem der har ordinationsretten, når der er stillet en diagnose.

    Jeg er sikker på, at det vil give mening for os, det vil give arbejdsglæde, og så vil mine kollegaer ikke flygte fra faget, og det vil igen blive et populært speciale, som det er svært at komme ind i :-)

    Og så vil vi virkelig kunne hjælpe både børn og unge med psykiske lidelser i et godt samarbejde med kommuner og skoler.

    Jeg glæder mig til at det kommer i gang, og jeg er taknemmelig over at 50 kommende speciallæger og specialpsykologer i børne- og ungdomspsykiatri har taget bladet fra munden og skudt denne proces igang.

  • 14.09.16 Agnete Klint Holbak
    Opråb fra psykiatrien: Vi gør børnene mere syge

    Af hjertet tak til jer modige, der råber vagt i gevær på de syge børns vegne. Jeg er dybt, dybt rystet over det I beskriver. Jeg er forældre og jeg ser en Pandoras æske, der åbnes ved det I beskriver. Jeg hører fra mit netværk af forældre, der som jeg har udsatte børn, at foruden en udredning fra psykiatrien er der ingen hjælp at hente i skoler/institutioner.
    Hvis der kan stilles tvivl om udredningens pålidelighed er det en katastrofe. Så er familierne virkelig på herrens mark. Måske er det det, der allerede er i gang ml sektorerne? Måske er det derfor gabet imellem psykiatrien og den opfølgende socialeindsats er så ringe? Man kan ikke stole på det stykke arbejde, der laves af et fortravlet lægekorps, som er stillet overfor en opgave, der ikke kan løses uden at selve formålet smuldre?
    Nu sidder forældre tilbage og skal tvivle på om deres barn nu også virkelig har autisme/ADD etc. eller om det der står skyldes en fortravlet psykiatri? Den fælde er min familie i og jeg skal hilse at sige, at det bestemt ikke gør det lettere for et ungt menneske, at håndtere en diagnose, når der konstant fra pædagoger og skolefolk stilles spørgsmålstegn ved diagnosen.
    Ganske enkelt fordi ekspertisen findes i psykiatrien, hvis faglighed jeg, trods de her systemfejl har tillid til. Måske er det naivt ...?
    Den faglighed bliver ikke i tilstrækkeligt omgfang anerkendt i "miljø-branchen". Den sektoropdeling bliver kun værre og værre, hvis ikke psykiatrien kan arbejde troværdigt. Jeg bliver SÅ harm!

    Det I skriver her er at trække guldtæppet væk under mange, mange familier. Familier der i forvejen kæmper en kamp i hverdagen, som "normal-Danmark" ikke gør sig begribeligt. Angste børn der ikke kan passe skole og som udvikler desperat selvskade af mangel på terapi og kvalificeret hjælp. De familier står tilbage og aner ikke hvem der kan hjælpe - udover at google desperat rundt efter noget genkendeligt. Det er fandeme ikke vejen frem!

    Alligevel bakker jeg op om jeres opråb. Det GÅR JO IKKE, at børn bliver mere syge af at komme i kontakt med psykiatrien, når det er jer, der er deres eneste mulighed for at få en trædesten af selvforståelse, som de kan bygge videre på. Den træsten MÅ ikke være hullet. For pokker da!

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige