Overblik: Det siger Cevea, Cepos og Cura om velfærdskursen

Martin Ågerup, direktør i Cepos

Det kunne være interessant at se, hvad medarbejdere i den private sektor svarer på det spørgsmål. Hvad vil det sige at have tid nok til at løse sine opgaver? Der er næppe en eneste person i Danmark, som ikke gerne ville have mere tid til et eller andet på jobbet. Alle må nødvendigvis prioritere deres tid. Det er et vilkår.

Derfor har Ziegler grundlæggende set ret. Det politisk fastlagte serviceniveau skal leveres i det nuværende velfærds-paradigme. Velfærdsydelser finansieres typisk via skatterne. Det betyder, at man fra politisk hold skal fastlægge et kommunalt service niveau, samt hvilke borgere, som er berettiget til ydelserne. Borgerne har derfor et retskrav på disse ydelser, og kommuner, sygehuse osv. skal kunne dokumentere, at de i konkrete tilfælde har efterlevet de politisk udstukne retningslinjer.

Det lyder ganske bureaukratisk og omkostningskrævende, og det er det også. Kunne man forestille sig et andet velfærdsparadigme?

Det kunne man godt. Man kunne lade pengene følge borgeren, sådan at borgeren visiteres til at få en vis mængde timer eller en voucher, der kunne købe ydelser for et vist antal kroner. Så er det borgeren, der fastlægger, hvad man selv synes, man har brug for. Vi har elementer af et sådant system på skoleområdet, hvor man får de fleste af skolepengene med sig, hvis man hellere vil sætte sine børn i en friskole.

Indførte man noget lignende på for eksempel ældreområdet, ville medarbejderne i højere grad kunne indgå i en dialog med borgerne om, hvilke ydelser, de kunne tænke sig. Private hjemmehjælpsfirmaer kunne endvidere tilbyde, at man som borger fik mulighed for at købe ekstra tid – eller at man som ung tegner en forsikring, som giver mulighed for et højere serviceniveau.

 

Karen Lumholt, direktør i Cura (Læs mere om Cura her)

Michael Ziegler virker som en ordholdende mand, men desværre repræsenterer han et syn på offentlige ydelser, som i høj grad er med til at spolere velfærdssamfundet. Det vil jeg ikke klandre ham for personligt - han tilslutter sig jo bare et herskende paradigme - det er synet som sådan, jeg er ude efter.   Når relationen forsøges taget ud af det forhold, der er mellem den der giver omsorg og den der tager imod, bliver både den velfærdsprofessionelle og borgeren nedværdiget, reduceret til noget andet end det, de først og fremmest er - mennesker. Dette er ikke bare krænkende for borgeren - det er i måske endnu højere grad krænkende for den professionelle. Vi bliver krænket på det vigtigste vi har, nemlig vores menneskelighed. Vi bliver reduceret til modtager og leverandør. Vi er ikke længere personer.   Det syn på velfærd, hvor omsorg i stigende grad bliver set som et produkt eller en ydelse, er derfor også ødelæggende. I bund og grund er den omsorg, som det ene menneske yder et andet menneske, en relation. Selvom den ene person er professionel og den anden person er en borger, som har et behov, er der tale om en menneskelig relation. Vi må fastholde, at der er tale om en relation mellem to mennesker, selv om den ene er professionel. Ellers har vi tabt noget vigtigt på gulvet i forhold til, hvad det er vi skal som velfærdssamfund. Vi skal stadig yde omsorg til mennesker, som ellers ville være ladt i stikken. Omsorg er at være noget for nogen. Omsorg kan ikke depersonaliseres - gøres anonymt. Heller ikke den omsorg, der ydes af private leverandører er anonym.   Når velfærdsprofessionelle beklager sig over at de ikke har tid til at levere den velfærd, de gerne vil levere, stikker frustrationerne dybere end som så (slettet). Det her drejer sig ikke bare om hvor mange timer eller minutter, der skal bruges på en opgave. Ziegler er selv inde på, hvad det her handler om: Offentligt ansatte er mennesker, der gerne vil gøre en forskel. Mennesker hvis væsentligste motivation er at kunne se sig selv i spejlet med vished om, at de gjorde hvad de kunne for at hjælpe nogen, vejlede nogen, trøste nogen, lære nogen at mestre noget, gøre livet lettere for nogen, give nogen mod.    De har valgt at være SOSU’er, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere eller lærere, fordi de ønsker et meningsfuldt arbejde. De har fravalgt at arbejde på et reklamebureau eller sælge sæbe, selvom de ville kunne tjene mange flere penge i det private. De har en holdning til deres job, de bruger energi på at leve sig ind i borgernes behov. De gør sig umage. Ikke lige meget allesammen - men langt de fleste. Fortæller man sådan en velfærdsprofessionel, at hendes intuition og indlevelse ikke kan bruges til noget, at hun skal pakke den væk og bare gøre som nogle andre “højere oppe i systemet” har sagt - dem der visiterer - ja, hvad skal hun så egentlig med hele sin professionalisme og indsigt i borgernes behov?    Vi skaber ikke god velfærd ved at velfærdsprofessionelle tvinges til at undertrykke (slettet) deres faglige dømmekraft, menneskelighed og sunde fornuft!   Man begår en helt grundlæggende fejl ved at lægge visitationen et andet sted end hos frontpersonalet. Det er fremmedgørende - både for personalet og borgeren - at det ikke er det personale, der har med borgeren at gøre til daglig, der er med til at afgøre hvor meget omsorg, hjælp og pleje, borgeren skal have. Og hvor meget borgeren kan hjælpes til at kunne klare selv. Velfærdsprofessionelle er om nogen optagede af at sikre så meget velfærd som muligt for den tid og de penge, der er til rådighed. De kender og ser konsekvensen af forkerte prioriteringer. De har ingen som helst interesse i at ressourcerne bruges forkert. Vi må have et opgør med det system, som flytter de væsentlige beslutninger væk fra frontpersonalet. Dels fordi der bliver begået for mange fejl, når dem der er nærmest borgerne ikke er inddraget. Dels fordi det er for dyrt at inddrage 3. mand hver gang der skal træffes beslutninger, med al den dokumentation, opfølgning og kontrol det medfører. Og endelig fordi vi stjæler frontpersonalets motivation, når de ikke har lov at agere på deres egen medbragte sunde fornuft, deres personlige engagement og deres faglighed.   Tillid er langt mere effektivt end kontrol. Tillid er billigere og giver også bevisligt langt bedre resultater. Det lyder måske skræmmende indviklet at tillid til fagpersonalet kan være et ledelsesparadigme - men det er egentlig meget enkelt. Det er på mange måder blot en tilbagevenden til det bedste fra dengang, inden inden det offentlige gik amok i en eskalerende centralisering og styringsmani, som både fjerner den relationelle kapital fra det offentlige - og derfor også en stor del af dens faktiske værdi for mennesker - men også fjerner en god del almindelig sund fornuft.

Tillid er langt mere effektivt end kontrol. Tillid er billigere og giver også bevisligt langt bedre resultater. Det lyder måske skræmmende indviklet at tillid til fagpersonalet kan være et ledelsesparadigme - men det er egentlig meget enkelt. Det er på mange måder blot en tilbagevenden til den sunde fornuft, der herskede inden det offentlige gik amok i en eskalerende centralisering og styringsmani, som både fjerner den relationelle kapital fra det offentlige - og derfor også en stor del af dens faktiske værdi for mennesker - men også fjerner en god del almindelig sund fornuft.

 

Jens Jonathan Steen, analysechef, Cevea

Hvis vi skal skabe et bedre velfærdssamfund, så kan vi ikke nøjes med at hævde ledelsesretten og øge arbejdstempoet. KL er nødt til at indse at de senere års reformer og styring har konsekvenser for både medarbejdere og borgere. Den nuværende nulvækst, de tilbagevendende udbudsrunder og den centraliserede styring sætter medarbejderne under pres og forhindre dem i at levere velfærd af høj kvalitet. Når hvad der svarer til halvdelen af medarbejderne i den offentlige sektor ikke føler, at de har tid til at løse deres opgave, så skal tages langt mere alvorligt.

 

Tillid er en ekstremt vigtig brik i arbejdet på udvikle og styrke vores velfærdssamfund. Og derfor kan det også overraske at KL opfordre kommuner til at droppe de kollektive aftaler, nedbryde medarbejderinddragelse i med-systemer og reducere tillidsmandssystemet. Hvis vi skal skabe et bedre velfærdssamfund, så handler om det give medarbejderne den tryghed og tillid, der gør at de kan yde deres mest optimale.

Det virker som om man er ved at forveksle mennesker med maskiner. Den arbejdsproces, der fungere fint på samlebåndet fungere ikke i velfærdsdanmark, hvor vi fremover skal sætte relationen i centrum. Fremtidens velfærd handler om at give medarbejderne mulighed og råderum i forhold til at sikre en opgaveløsning, der er fleksible, innovativ og effektiv. Effektivitet er nemlig ikke noget, der kan skabes i et excelark bag et skrivebord - den skal afprøves og udøves i den praktiske virkelighed.

Vi bliver nødt til at vælge hvorvidt fremtidens velfærd handler om at give sosu-assistenten syv minutter hos fru Jensen til at løse en standardiseret minimumsopgave eller hvorvidt, der skal være plads til at tage højde for fru Jensens konkrete behov, lade hende selv bidrage til løsningen og måske endda føre en samtale. Det er forskellen mellem at lade systemet bestemme alt eller lade de relationer menneskelige værdier spille ind. Hvis vi satser på den relationelle velfærd vil vi opnå højere innovation, større effektivitet og et langt bedre velfærdssamfund for alle borgere

Der er altså behov for betydelige kursændringer, hvis vi fremover vil styrke og ikke svække vores stolte velfærdssamfund. Der findes ingen simple løsninger i overgangen fra systemisk til relationelt velfærdsamfund, som sætter borgere og medarbejdere i første række. Derfor nytter det heller ikke noget, at satse på de forsimplede løsninger, hvor nedskæringer, tvangsudliciteringer og andre rent ideologiske redskaber skal tegne fremtiden.

Faktum er jo at der hverken er evidens for at udliciteringer forbedrer prisen eller kvaliteten. Vi har brug for et velfærdssamfund, der kan forene stat og civilsamfund samt marked, hvor det er tiltrængt. Det er nemlig væsentligt at forstå, at markedet på ingen måde udgør en mindre bureaukratisk aktør end det offentlige, det viser de forsikringsbårede ordninger i det amerikanske velfærdssamfund tydeligt. Velfærdssamfundet er grundlæggende alt for værdifuldt til blive overladt i hænderne på markedet.  

Fremtiden handler derfor om at frisætte de skjulte reserver, ophæve de standardiserede kontrolregimer og give plads til den tillid, der opstår i relationen mellem mennesker.