Så er de første afsnit af den såkaldte dokumentar med titlen ”På røven i Nakskov” rullet over skærmen. De har allerede fået mange ord med på vejen fra mange sider, forståeligt nok.
Indledningsvis vil jeg slå fast, at alle mennesker er velkomne i Lolland Kommune. Det gælder uanset højde, drøjde, farve, tro, ung eller gammel, om du er i eller uden arbejde, eller om du er socialt udsat eller ej. Jeg glæder mig også over, når udsatte mennesker får en stemme i debatten. Det sker alt for sjældent. Dem som trænger mest, er desværre sjældent dem, som kommer først til. Det forhold gør sig også gældende i mediebilledet.
Den taletid får de medvirkende.
Derimod savner jeg fortsat den annoncerede ”større fortælling om den voksende underklasse i Danmark”. Det er ellers en vigtig ambition, men netop også i det lys kommer, hvad man gør i udsendelserne til at stå i kontrast til, hvad man gerne vil. Hvis målet er et portræt af underklassen i Danmark, så bør Danmark naturligvis være rammen. Programmernes nuværende rammesætning giver fortegnet billede af virkeligheden i almindelighed, og af Lolland i særdeleshed. Ja, der bor udsatte borgere på Lolland, og ja, som kommune hører det til vores vigtigste opgave at tage hånd om dem. Men du kan desværre komme i social ulykke overalt i landet, hvad enten du bor i Nakskov, på Nørrebro eller i Nexø.
Læs også: Lovestorm fra Lolland blæser ud over Danmark
Med den benyttede ramme gentages den ensidige og stereotype genfortælling om landdistrikterne, ikke mindst Nakskov og Lolland, som socialt og moralsk forarmet. Det er ærgerligt igen at opleve, at medierne er mere interesseret i at underholde, bekræfte fordomme, og bære brænde til bålet om myten om et udkantsdanmark.
Når det er sagt, så er intentionen om en ambitiøs dokumentarserie om den voksende underklasse i Danmark rigtig vigtig. Der ér behov for, som folkene bag siger det, at ”nedbryde fordomme” og se på, ”hvilke mekanismer, der ligger bag den voksende underklasse”. Jeg er helt enig, men de ambitioner formår programmerne desværre ikke at indfri – endnu i hvert fald. De medvirkende får taletid, men der stilles ikke spørgsmål til årsager, konsekvens og baggrund.
Og relevante problemstillinger i den forbindelse er der ellers mange af. Lige fra spørgsmålet om indretningen af vores arbejdsmarked, over spørgsmålet om social arv, og til det forhold at de sociale problemer i stigende grad flytter ud af de store byer. Blot for at nævne eksempler.
Læs også: Befolkningstallet falder i 35 kommuner de næste 10 år
Jeg har generelt efterlyst større opmærksomhed og debat om sidstnævnte. Det forhold at de sociale problemer med urbaniseringen flytter ud i landdistrikterne.
Problemstillingen her består i, at den bevægelse modsvares af en endnu kraftigere vandring den anden vej fra land til de store byer i form af arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, og dermed folk i beskæftigelse og studerende. Danmark er et af de lande i EU, som forholdsmæssigt har oplevet den største bevægelse fra land til by. Befolkningen i byer med mindst 20.000 indbyggere er steget med 7,6 pct. siden 2009, mens befolkningen i landdistrikterne er faldet med 5,2 pct. Det er de hårde facts, og det billede vi ser i TV2’s udsendelser er, udover de personlige skæbner, også et udtryk for den udvikling.
Samlet bliver landområderne i dag affolket og beboersammensætningen ændres i så højt et tempo, at Danmark er ved at knække over i på den ene side de store byer og på den anden side en stor del af provinsen. Det er ikke noget, som er sket fra den ene dag til den anden. Det er resultatet af flere årtiers udvikling, og på sin vis en logisk konsekvens, for når vi centraliserer og flytter arbejds- og uddannelsespladser fra et område til et andet, så flytter mennesker selvfølgelig også.
Der er derfor al mulig god grund til at se på netop mekanismerne bag den voksende underklasse, herunder urbaniseringen og det forhold, at Danmark er ved at brække over i to. En dokumentar om de socialt udsatte i Danmark kunne være et rigtig godt udgangspunkt for at rejse rigtig mange vigtige spørgsmål – bl.a. dette. Jeg ærgrer mig over, at det ikke er tilfældet.