Planchef fyres efter kæmpe bommert

Ledelse

25/08/2015 13:52

Nick Allentoft

Det kommer til at koste kommune ti millioner eller mere at rette op på kæmpe bommert. Nu bliver chefen for afdelingen fyret.

Hvidovre Avis har de seneste uger afdækket en byggeskandale, der efter lokale forhold er enorm. En 8.5 meter høj betonbygning er opført på en administrativ byggetilladelse, der viste sig at gå lodret imod lokalplanen. 

"Kommunens byggesagsteam har den 23. oktober 2014 givet byggetilladelse til opførelse af en værkstedsbygning på 808 m2 på ejendommen Gl. Køge Landevej 479.

Ved byggetilladelsen har byggesagsbehandleren fejlagtigt godkendt, at ejendommen bliver opført tilbagetrukket på grunden, hvilket ikke er overensstemmende med lokalplanens bestemmelser om, at erhvervs-, administrations- og udstillingsbygninger skal opføres med facade i byggelinje ud mod Gl. Køge Landevej.

Byggesagsbehandleren har erkendt, at han overså bestemmelsen i lokalplanen, som regulerer det omtalte byggeris placering på grunden." 

Sådan fremgår det bl.a. af sagsfremstillingen til politikerne, der iføge lokalavisen har været helt ukendte med sagen indtil avisen afdækkede den. Således var det vanskeligt for borgerne at trænge igennem kommunens system med en klage over byggeriet. Avisen har talt med naboerne, som løb to gange blev afvist.

"Da de for et en måned siden henvendte sig til kommunen og protesterede over byggeriet fik - to gange - af en ledende medarbejder at vide, at bygningen var opført “fuldt lovligt,” skriver Hvidovre Avis. 

I dag har kommunen udsendt en pressemeddelelse, der oplyser, at man indleder afskedigelsessag mod den nu tidligere plan- og miljøchef. 

- Da der er tale om en personalesag, kan vi ikke udtale os nærmere om baggrunden for beslutningen om afskedigelse, siger direktør for Kultur, Miljø og Vækst i Hvidovre Kommune, Gert Stephan Nelth.

Kommunen har dog samtidig iværksat en opstramning af sagsbehandlingen og procedurerne i byggesagsafdelingen. 

Læs mere i Hvidovre Avis

Mest Læste

Annonce