Pligt til arbejde – og ret til at få det

Velfærd

28/11/2014 09:44

Nick Allentoft

Per K. Larsen tager fat om nældens rod i dagens Fattigdomsdebat, hvor han skaber ligevægt mellem system og borger. Læs hans opskrift på en balance mellem borgerens ret til et arbejde og samfundets pligt til at levere det - og om de milliarder, der venter i samfundsøkonomisk gevinst.

Der er omkring 250.000 mennesker uden for arbejdsmarkedet, som kan og vil være i arbejde, hvis arbejdsmarkedet indrettes, så de kan være med. Vi skal lade være med at pege fingre af dem, men i stedet søge løsningerne.

Fattigdomsdebatten boks

Fattigdomsdebatten bidrager med ny viden til fattigdoms-området. Læs tidligere indlæg her:  

Temaredaktør Per K. Larsen har beskæftiget sig med fattigdom og socialt udsatte gennem årtier, og er i dag landssekretær i EAPN. 

 

Vores samfund og virksomheder er blevet så effektive, at mennesker, som ikke passer 100 procent ind i skabelonerne, har svært ved at finde arbejde. De vil gerne. Det kan du erfare, hvis du selv taler med socialt udsatte, syge og handicappede. De vil hellere end gerne vil leve et liv som alle andre i den store middelklasse, for det er ikke attraktivt at leve som fattig, syg eller handicappet. Det er ikke et liv man vælger frivilligt.

Hvorfor gør vi ikke det, der hjælper?

Vi ved fra bl.a. SFI’ undersøgelser at børn, der klarer sig bedre end forventet - mønsterbrydere - har en ting til fælles: De møder på et vigtigt tidspunkt i deres barndom en voksen, som tror på dem og følger dem.  Hvis forældrene ikke gør det, kan det være en nabo, pædagogen, læreren, en farmor, en nabo.  Det vigtige er ikke, hvem de er. Det vigtige er deres medmenneskelighed, ansvarlighed, relationen. Det ved vi.

Hvorfor er det så lige, at det er så svært at se udsatte som mennesker? Som de individer, de er? Hvorfor skal den hjælp Jobcentrene tilbyder, bygger på så meget kontrol, mistillid og ”motivering” med lave ydelser som skaber fattigdom og eksklusion? Hvorfor fortælle sælge reformer af kontanthjælp, dagpenge og førtidspension med budskabet om, at det fører til uddannelse og arbejde, når resten af samfundet reelt ikke er klar til at rumme disse mennesker?

Lad os møde svagt stillede ledige og socialt udsatte med det, vi ved virker: Tillid, positive forventninger, fagligt kvalificeret rehabilitering og medmenneskelighed. Tryk avler modtryk. Den hjælp samfundet giver nu koster virkelig mange penge og effekten er så ringe, at den sjældent måles. Når det sker, er konklusionen overvejende: Der skal være mere kontrol. Det er din egen skyld.

Vi taler meget om ret og pligt. Arbejdsløse har pligt til at stå til rådighed og søge arbejde. Fair nok. Men hvad med de, som ikke får arbejde, uanset hvad de forsøger? Hvorfor ikke give dem ret til arbejde? Altså: Hvis Jobcentret ikke kan anvise ledige arbejde og de selv har forsøgt uden held i eksempelvis to år, så giv dem ret til et arbejde på overenskomstvilkår. Så har samfundet pligt til at skaffe arbejdspladsen.  Borgeren har pligt til at arbejde og ret til at få det.

Ren utopi, vil nogen måske sige. Det er alt for dyrt. Eller er det? Lad os se nærmere på økonomien.

Det er dyrt at kontrollere i stedet for at investere

En svensk forsikringskoncern har lavet følgende beregning af omkostningerne ved social arv. Blandt 63.000 nyfødte i år 2010 vokser 10 procent op i familier der er præget af: Langvarig kontanthjælp: 5.521. Stofmisbrug: 276. Anbringelse uden for hjemmet: 170. Psykiske lidelser: 134. Livsstilssygdom: 251. De offentlige omkostninger ved en årgang over et livsforløb er beregnet til kr. 72.3 mia.

Huset Zornig har brugt modellen til at beregne de samfundsøkonomiske gevinster, hvis 25.000 personer med handicap – fysiske, psykiske og sociale – kommer i arbejde på overenskomstvilkår og med de nødvendige kompensationer for handicap mht. løntilskud, hjælpemidler, ledelse. Beregningen viser en samlet årlig besparelse på kr. 3.2 mia.

Store danske virksomheder lavede i 1998 et manifest om at ansætte 50.000 socialt udsatte. Spørger man dem i dag  i Virksomhedsforum for Socialt Ansvar mærker man en dyb frustration. Der er gode viljer men ingen resultater af at virksomhederne i årevis har rådgivet først Socialministeriet og siden Beskæftigelsesministeriet.  Den samme frustration finder man blandt sociale NGO’er som yder en dokumentret god rådgivning, men ikke får den nødvendige økonomiske opbakning fra staten.

Handicaporganisationerne har lagt rapporten ”Samfundsøkonomisk gevinst ved arbejde til  personer med handicap” frem. Den viser, at hvis det gradvist over en tiårig periode lykkes at få flyttet 1 procentpoint personer med handicap fra førtidspension til fleksjob, dvs. godt 6.000 personer – uden at bruge ekstra ressourcer på arbejdsmarkedsrettede indsatser – vil vi opleve en samfundsøkonomisk gevinst på omkring kr. 3,3 milliarder (netto-nutidsværdi over en tiårig periode). Den direkte gevinst på de offentlige budgetter er knapt kr. 1,6 milliarder, fordi den øgede beskæftigelse leder til flere indkomstskatter, samtidig med at der spares flere udgifter til førtidspension, end der bruges på fleksjob.

Blot 24 procent af mennesker med en psykisk lidelse har et arbejde mens 45 procent af borgere med et mobilitetshandicap er i beskæftigelse, og 64 procent med et sanse- og kommunikationshandicap. Ud over den anstændige menneskelige gevinst er der altså et enormt milliardpotentiale ved at gøre tingene rigtigt.

Vi ved rigtig meget om, hvad der er det rigtige at gøre. Vi ved også rigtig meget om, hvor indsatsen skal rettes hen for at være produktiv.  

Vi mangler bare at gøre det.

Hent rapporten "Samfundsøkonomisk gevinst ved arbejde til  personer med handicap"

 

Mest Læste

Annonce