Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Bombetrussel mod hus nær Aarhus: Nu har politiet fundet den skyldige

Politi

07/05/2024 12:43

J. Bøgen

Der blev sendt både hundepatruljer og ammunitionsryddere afsted til adressen.

En borger i Tilst nordvest for Aarhus modtog mandag eftermiddag et opkald fra et hemmeligt nummer, hvor stemmen i den anden ende af telefonen sagde, at der lå en bombe under personens hus.

Anmeldelsen kom til Østjyllands Politi kl. 14.38, hvorefter flere patruljer og teknikere blev sendt til Haurumsvej i Tilst, hvor borgeren boede.

Et større område blev afspærret, mens blandt andet flere hundepatruljer og Ammunitionsrydningstjenesten undersøgte og gennemgik området nøje.

Nogle timer senere var undersøgelserne færdige på stedet med det resultat, at der intet med relevans for sagen blev fundet i området. Afspærringerne blev ophævet igen omkring kl. 17.15, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Den skyldige er fundet

En massiv og intensiv efterforskning af sagen førte samtidig politiet på sporet af en mindreårig dreng bosiddende på en adresse på Sjælland.

Drengens forældre blev kontaktet og gjort bekendt med sagen, og de sociale myndigheder blev underrettet.

For nyligt modtog Østjyllands Politi en lignende anmeldelse vedrørende en bombetrussel rettet mod en skole i Lystrup, som også viste sig at være indtelefoneret af en mindreårig.

Det er forbundet med stor alvor, når politiet modtager den slags anmeldelser, og det går ud over mange mennesker.

Nordsjællands Politi har nu overtaget sagen, og Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer til den.

Mest Læste

Annonce