En ny sag om hvidvask er under opsejling, og Nordens største vank ser ud til at have spillet en hovedrolle i kriminaliteten.
Nordea er således blevet stævnet af Skattestyrelsen, som mener, man kan drage banken til ansvar for omfattende og systematisk skatteunddragelse
Det samlede beløb når op i hele 146 millioner kroner.
I grove træk handler sagen om de såkaldte "Panama Papers", hvor et enormt antal dokumenter, der dokumenterede verdensdækkende skattesvindel, blev lækket, og her optræder Nordeas navn i en ganske uheldig sammenhæng.
Banken har ifølge de danske skattemyndigheder ikke bare medvirket til skattesvindel, men også fungeret som 'bagmand' i et systematisk og udspekuleret setup, der alene havde til formål at unddrage den danske statskasse millioner af kroner.
Banken var eller burde have været vidende om formålet, mener Skattestyrelsen, og derfor kan banken drages til ansvar.
Er ikke kommet for retten endnu
Skattestyrelsens krav på 146 millioner kroner mod banken mangler dog stadig at blive vurderet af en dansk domstol
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skyldes det, at der i stedet blev indledt hemmelige forhandlinger mellem Nordea og Skattestyrelsen, efter at banken blev præsenteret for stævningen i november sidste år.
Dermed har banken med hovedsæde i Helsinki undgået igen at blive hængt offentligt til tørre for sin rolle i Panama Papers, hvilket nu ikke længere er en mulighed, da stævningen er blevet lækket.
Efterforsket af bagmandspolitiet
Ekstra Bladet erfarer desuden, at Skattestyrelsen i al hemmelighed i december sidste år bad bagmandspolitiet (NSK, National enhed for Særlig Kriminalitet, red.) efterforske Nordea-afdelingen i Luxembourg for skatteunddragelse.
Banken tumler dermed ikke blot med et civilretsligt krav fra den danske stat, men også mulige strafferetslige konsekvenser som følge af politianmeldelsen.
Det er ikke ensbetydende med, at Nordea er en grundlæggende kriminel organisation, men det kan ikke undgå at rive alvorlige ridser i lakken på bankens image.
Sagen kort
Skattestyrelsen mener, at Nordea er ansvarlig for at betale den danske skat, som de 26 Panama-selskaber aldrig har betalt.
Dertil kommer nogle personlige skattekrav mod flere personer, der har været ejere af selskaberne, hvor kravet ikke er påklaget, eller at de af den en eller anden grund ikke kan betale. To er eksempelvis afgået ved døden.
Skattestyrelsen mener, at selskaberne har været registreret i Panama udelukkende med det formål at slippe for at betale skat og sløre ejerskaberne til de reelle ejere.
Deres rigtige hjemsted har i skatteretlig forstand været Danmark, de er blevet brugt til handel med værdipapirer, og derfor burde de også have betalt dansk selskabsskat. Men det er aldrig sket.
Alle selskaberne er lukket, og flere er blevet taget under konkurs i Danmark. Selskaberne kan ikke betale, og derfor skal Nordea punge ud, fordi man mener, at banken burde vide eller vidste, at formålet var skatteunddragelse.