Administrationen slankes i Haderslev Kommune

19/06/2012 11:56

Haderslev Kommune

I alt 25 stillinger nedlægges i Haderslev Kommunes administration, som led i en reduktion af de administrative udgifter på 5 mio. kr. i 2012 og 10 mio. kr. i årene fremover. Det sker som følge af en enstemmig budgetvedtagelse sidste år i byrådet.

Hvordan kan den administrative organisation fortsat udvikles, når man samtidig sparer kommunen for 5 mio. kr. i 2012 og 10 mio. kr. i årene fremover?

Det har været det overordnede sigte med det administrationsprojekt, som siden november 2011 har analyseret Haderslev Kommunes administrative organisation.

Analysen er mundet ud i et handlekatalog og konkrete forslag til organisationstilpasninger, som nu politisk er vedtaget i Økonomiudvalg.

Både stillinger på topniveau, blandt mellemledere og menige medarbejdere bliver reduceret.

Stillingen som stabsdirektør nedlægges, hvorved direktionen reduceres til fire personer. Optimeringen af organisationen betyder endvidere en reduktion i antallet af lederstillinger i administrationer, der samlet set bliver reduceret med ni stillinger.

Endvidere er der som følge af administrationsprojektet reduceret med 16 årsværk blandt ordinært ansatte. I alt en reduktion på 25 årsværk.

-Det er altid trist at tage afsked med gode medarbejdere, men kommunernes trængte økonomiske situation gør desværre besparelserne nødvendige, siger borgmester Jens Christian Gjesing.

-Vi skal fremover i endnu højere grad arbejde helhedsorienteret og tværgående. Nu tilpasser vi den administrative organisation i overensstemmelse med byrådets og direktionens målsætninger og strategi, siger borgmester Jens Christian Gjesing.

Mest Læste

Annonce