Flere og flere rotter klikkes væk

20/04/2012 12:05

Kolding Kommune

Siden december 2010 har borgerne i Kolding Kommune kunnet indbrette rotter digitalt. Og det går godt med at vænne sig til den nye metode. I marts 2012 var der præcis dobbelt så mange digitale anmeldelser som i marts 2011, og samtidig er antallet af telefoniske rotte-henvendelser til kommunen faldet til ca. det halve.

Sekretariatschef ved By- og Udviklingsforvaltningen, Dorte Glerup Jensen, roser borgerne for at have taget den digitale løsning til sig. – Når man ændrer på procedurerne, er det altid spændende, hvordan det bliver taget imod. Men på det her punkt har koldingborgerne været eksemplariske, fortæller hun.

Direkte besked til skadedyrsbekæmperen
Rie Pedersen er én af de medarbejdere, som til daglig tager sig af rotteanmeldelserne. Hun er også glad for, at borgerne har taget godt imod den digitale ordning, som ud over at spare kommunen for en sagsgang giver klare fordele til de rotteplagede borgere: - Den største fordel ved at anmelde digitalt, er, at beskeden går direkte ud til skadedyrsbekæmperen, som derefter kan kontakte borgeren. Det gør betjeningen hurtigere. Og så kan man i øvrigt anmelde døgnet rundt, fortæller hun.

Der er dog fortsat borgere, som bruger den ”gammeldags” metode og ringer til kommunen. Nogle har ikke computer, mens andre blot er utrygge ved digitaliseringen. Andre igen ved slet ikke, at man kan indberette digitalt. – Men så fortæller vi om muligheden og hjælper folk på vej, siger Rie Pedersen.

Røg afslører huller
Også på forebyggelsesområdet har Kolding Kommune taget et nyt initiativ. I samarbejde med skadedyrsbekæmperne tilbydes alle husejere en såkaldt røgtest af kloaksystemet. Kloakrørene fyldes med røg, så der dannes overtryk, og hvis røgen stiger op, er det tegn på brud i systemet. Metoden er ikke 100 % ”skudsikker”, da det kun er de steder, hvor rotterne har gravet gange op til jordoverfladen, der afsløres. Men det er et stykke på vejen.

Enhver husejer kan – ganske gratis – få lavet en røgtest, og specielt folk med huse, der er bygget i perioden 1960-1975, bør overveje det, da kloaksystemerne fra denne periode nogle steder er af tvivlsom kvalitet.

Hvis man ønsker at vide mere om røgtests og indberetning af rotter, kan man klikke ind på kommunens hjemmeside: www.kolding.dk/rotter Her kan man også læse om metoderne til rottebekæmpelse og tips til forebyggelse.

Mest Læste

Annonce