FOA: bør lære af Odder-model, når der fyres på sygehuse

16/11/2010 13:37

Nick Allentoft

Odder kommune har med succes gennemført besparelser, hvor personalet har været tilfreds. Opskriften er at vurdere, hvilke fagpersoner, der bedst kan varetage opgaverne. Kommunen sparer penge, og de ældre er tilfredse med plejen.

De aktuelle prikkerunder på hospitalerne har især ramt basispersonalet. Der er det sidste år blevet 956 færre af FOAs social- og sundhedspersonale i regionerne, herunder social- og sundhedsassistenter. Antallet af akademikere er til gengæld steget med seks procent eller 284 personer i samme periode.

"Det er de varme hænder, der sikrer pleje og omsorg for patienterne, der rammes," mener sektorformand Karen Stæhr fra Social- og sundhedssektoren i FOA.

Hun opfordrer regionerne til at lære af erfaringerne fra Odder, hvor kommunen under stor mediebevågenhed har sparet store beløb på at erstatte nogle af sygeplejerskerne med social- og sundhedsassistenter. Erfaringerne har været entydige. Både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenterne har oplevet en opgaveglidning, som de har været glade for.

Kommunen har sparet penge på at have de knap så løntunge social- og sundhedsassistenter. Og der har ikke været en eneste klage fra de ældre eller patienterne.

"Regionerne skal også næste år skære i medarbejderstaben. Før man igen skrider til blinde panik-nedskæringer på basis- og plejepersonalet, så er det rart at se konkrete erfaringer på, at der kan spares med omtanke. Vi skal have det rette personale til de rette opgaver, og i Odder - og i øvrigt alle andre steder - kan en social- og sundhedsassistent sagtens håndtere for eksempel sårpleje, anbringelse og udtagning af katedre og isættelse og udtagning af sonder," siger Karen Stæhr.

Alligevel har det været FOAs plejegrupper – social- og sundhedsassistenter og sygehjælpere -, der har holdt for, når sygehusene har fyret folk her i 2010. Andelen af FOAs plejegrupper er nu nede på 12 procent - det laveste nogensinde på sygehusene.
 

Mest Læste

Annonce