FOA: Politikerne har spillet fallit på forebyggelse i sundhed

15/11/2010 14:50

Nick Allentoft

Kun fem procent af sundhedsudgifterne på 150 milliarder bliver brugt til at forebygge sygdomme, selvom lægefaglige eksperter mener, at en øget satsning på netop forebyggelse fremmer lighed i sundhed. Folkesygdommen som kræft, diabetes, hjerte-kar-sygdomme, KOL og gigt rammer i langt højere grad mennesker på bunden af den sociale rangstige end velhavende og højtuddannede.

”Der er en skæv fordeling af, hvem der bliver ramt af sygdom i dag, og det er jo ikke tilfældigt, at det i høj grad går udover de kortuddannede med lave indtægter. Der har vi som velfærdssamfund en forpligtelse til at gå målrettet efter at forebygge sygdom hos udsatte grupper, ” siger FOAs Forbundsformand Dennis Kristensen.

Som det fremgår af undersøgelserne i FOAs sundhedspolitiske udspil, Sundhed for alle, så er de bedst stillede også bedre rustet til at forebygge sygdomme ved at leve sundt med kost og motion.

Hvis de så rammes af sygdom, bliver de hurtigere helbredt, blandt andet gennem adgangen til private sundhedsforsikringer, og de lever betydeligt længere end de svagest stillede grupper.

”Solidariteten på sundhedsområdet er gået fløjten. Enhver er sig selv nærmest, og imens taler lægevidenskaben for døve ører blandt politikerne, når de peger på en øget satsning på forebyggelse. Det er jo helt uforståeligt, når man tænker på, hvad der kan opnås af besparelser på såvel sundhedsudgifter som på livskvaliteten for alle borgere.”

”Vi burde nå derhen, hvor det ikke er antal af behandlinger der er succeskriteriet i sundhedsvæsenet – men antal af undgåede behandlinger.”

Mest Læste

Annonce