Gratis træning i arbejdstiden til medarbejderne

Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) vil gøre træning til en del af de daglige arbejdsopgaver i Københavns ældrepleje. Det skal stoppe nedslidning af medarbejderne og sikre dem et langt og godt arbejdsliv.

Styrketræning, gymnastik og sved på panden sammen med kollegerne skal være en opgave på lige fod med at hjælpe ældre borgere ud af sengen, i bad eller på indkøbsture.

Det mener sundheds- og omsorgsborgmester i København Ninna Thomsen (SF). I samarbejde med FOA, der bl.a. repræsenterer landets SOSU-medarbejdere, fremsætter Ninna Thomsen nu en vision om at gøre sunde motionsvaner til en del af arbejdslivet i den københavnske ældrepleje.

Forringelsen af efterlønnen betyder, at vores medarbejdere skal kunne holde til rigtig mange år på arbejdsmarkedet. Som en af landets største SOSU-arbejdsgivere ser jeg det derfor som min pligt at gå foran og sørge for, at medarbejderne kan holde til et langt og godt arbejdsliv, siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen.
Hun bakkes op af forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA, der repræsenterer næsten 200.000 offentligt ansatte:

Regeringen har vinket farvel til både efterløn og trepartsforhandlinger, men har ikke givet et svar på, hvordan vores medlemmer skal overleve de ekstra år på arbejdsmarkedet. Derfor går vi nu sammen med Københavns Kommune om at udvikle og tilrettelægge vores medlemmers arbejdsliv, så de bedre kan holde til en arbejdsdag med mange tunge løft og bøjede og forvredne stillinger. Og da det er i arbejdstiden, vores medlemmer bliver slidte, synes jeg også, det er helt rimeligt, at det er i arbejdstiden, de bliver bygget op med styrketræning, siger Dennis Kristensen.
Ældreplejen kræver god fysisk form
Ninna Thomsen peger på, at træning er obligatorisk i fysisk krævende – og prestigefyldte job - som brandmand og politibetjent:

De fleste af vores medarbejdere er relativt kortuddannede kvinder, men deres arbejde er ligeså livsvigtigt som mandefagenes – og meget fysisk krævende. Det betyder, at de let bliver nedslidte, hvis ikke de er i fysisk form til arbejdet. Det er ikke en luksusting, men en nødvendighed, at vi tilbyder træning og sikrer, at de varme hænder kan blive længe på arbejdsmarkedet og give omsorg til borgerne, siger Ninna Thomsen.
Ninna Thomsen bringer sin vision ind som et krav til budgettet i København næste år. I første omgang er planen at køre et pilotprojekt på 11 plejehjem i Københavns Kommune, hvilket svarer til en almindelig mellemstor kommune og involverer 630 medarbejdere. På sigt er det planen, at ordningen skal udbredes til alle med hårdt fysisk arbejde i ældreplejen. Der er i alt godt 8.000 fuldtidsansatte i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, heraf cirka 5.000 SOSU’er, rengørings- og køkkenmedarbejdere og elever.
 


FAKTA: Obligatorisk træning i arbejdstiden
Københavns Kommune arbejder lige nu på et pilotprojekt, som omfatter 11 plejehjem, hvilket svarer til en gennemsnitlig dansk kommune. Modellen omfatter:

At alle ansatte skal have sundhedssamtaler og træne tre timer ugentligt i arbejdstiden i et intensivt 10 ugers forløb.
At træningen efterfølgende skal forankres med 3 x 20 minutters ugentlig træning i arbejdstiden. Den mængde træning, som videnskaben siger, der skal til, for at træningen batter noget.
At projektet skal fastholdes og på sigt udbredes til alle SOSU´er, rengørings- og køkkenmedarbejderne i SUF´s ældrepleje.
At der skal grundigt evalueres undervejs – både på de helbredsmæssige forbedringer, på om det lykkes at fastholde træningen og på andre evt. positive effekter, som faldende sygefravær mv.
Flere undersøgelser fra blandt andet Københavns Kommune og Odense Universitets Hospital viser, at arbejdsgiverbetalt motion bliver positivt modtaget af medarbejderne. Langt størstedelen ønsker at være med, hvis træningen ligger i arbejdstiden, og træningen har en positiv virkning både konkret på sundheden og på det sociale miljø på arbejdspladserne. FOAs kortlægning af medlemmernes helbred viser desuden, at tre ud af fire overvægtige FOA-medlemmer selv ønsker at tabe sig.

Københavns Kommune på DenOffentlige.dk Københavns Kommune
Aktivitet: Artikler: 57 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige