HR, løn og uddannelse i Region Hovedstaden samles nu i Gentofte

13/12/2012 13:40

Region Hovedstaden

En af landets største HR-virksomheder indvies på Gentofte Hospital. En virksomhed i virksomheden. Sådan er Region Hovedstadens nye tværgående virksomhed HR & Uddannelse, som fredag den 14. december indvies officielt på Gentofte Hospital.

HR & Uddannelse overtog i april måned det administrative ansvar for hovedparten af løn - og personaleadministrationen for Region Hovedstadens 40.000 ansatte - tillige med størstedelen af uddannelsesaktiviteterne og ledelsesudviklingen i regionen.

HR & Udannelse er dermed en af landets største offentlige HR-virksomheder. 240 medarbejdere i nye bygninger Efter sammenflytningen af 240 medarbejdere i nyrenoverede bygninger på Gentofte Hospital er HR & Uddannelse nu klar til at sætte yderligere fokus på kvalitet, sammenhæng og udvikling af ”bedste praksis” i de mange ydelser.

- Det er en rigtig god ide for regionen at få dannet HR & Uddannelse. Vi får et større fagligt miljø, der kan sikre den bedst mulige udvikling og efteruddannelse til både ledere og ansatte. Det er i høj grad til gavn for vores borgere og patienter, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen.

- HR & Uddannelse har siden sin start igangsat et arbejde omkring servicekultur og kundeorientering, som skal sikre regionen enklere, resultatskabende og fremsynet støtte indenfor vores område. Det er væsentligt, at vi bevæger os fra en selvforståelse som ”administration” til strategisk understøttende forretningsenhed og partner for regionens hospitaler og virksomheder, siger direktør Søren Hartz.

Fakta:

§ HR & Udannelse er en tværgående virksomhed, der pr. 1. april 2012 samlede Region Hovedstadens løn- og personaleadministration, uddannelsesaktiviteter, HR-specialistfunktioner, beskæftigelsesaktiviteter, samt ledelses- og organisationsudvikling.

§ Virksomheden er fysisk placeret på Gentofte Hospital.

§ Den samlede ledelse udgøres af direktør Søren Hartz og 4 enhedschefer

§ HR & Uddannelse indvies fredag d. 14. december kl. 14.00 – 16.00 i det store auditorium, Gentofte Hospital, Niels Andersens Vej 65, opgang 10B.

Mest Læste

Annonce