ITU: Danske børn er intensive netbrugere på godt og ondt

26/10/2010 13:08

Nick Allentoft

Ny gigant-undersøgelse af danske og europæiske børns internetvaner viser, at brugerne bliver yngre og yngre, og at den nemme adgang til nettet gør, at mange børn har negative oplevelser med online aktiviteter. Dybere analyser skal vise, om og hvordan børnene påvirkes af deres online oplevelser - og hvordan de håndterer dem.

23.000 børn i alderen 9 til 16 - og lige så mange forældre - fra 25 europæiske lande er blevet interviewet, og de første resultater ligger klar.

De europæiske børn, der går online, bliver yngre og yngre, og går oftere på nettet end før. Danske børn er i gennemsnit 8 år, når de begynder at bruge internettet - og indtager en klar europæisk førsteplads i forhold til netadgang, idet hele 75 % har adgang I deres eget værelse og 98 % har det i hjemmet. Det er de yngste, der har det sværest med problematisk materiale på nettet – og rapporten anbefaler at rådgive især yngre børn i at bruge internettet.

Gitte Stald, lektor ved IT-Universitetet, har været med til at lave den store undersøgelse, og kan fortælle, at 10 % af de danske børn har oplevet at blive mobbet på nettet:

- Danmark ligger ret højt på listen i forhold til det europæiske gennemsnit på 5 % af børn, der siger, at de er blevet mobbet online. Danmark overgås kun af Estland på 14 % og Rumænien på 13 %, og ligger lige med Sverige på en tredjeplads, forklarer Gitte Stald.

29 % har set seksuelle billeder
74 % af danske børn har en profil på et socialt netværkssted, og 11 % har mødt nogle offline, som de første gang har mødt online. Samtidig har 42 % haft onlinekontakt med nogen, de aldrig har mødt ansigt til ansigt – dybere analyser skal fastslå, om det er godt eller skidt. Samtidig fortæller den danske del af undersøgelsen blandt andet, at 29 % af de børn, der bruger internettet, har set seksuelle billeder online, hvilket placerer Danmark blandt de øverste lande i oversigten. Ikke nær så mange føler sig imidlertid negativt påvirket af billederne.

- Det, man skal holde i mente i forhold til de risici, børn udsættes for på nettet, er, hvordan de rent faktisk oplever det, der foregår, og hvordan de reagerer på det. Det ved vi mere om, når vi får tid til at analysere vores datamateriale nærmere. Det ser dog ud til, at mobning er noget af det, der rammer hårdest, mens det kan være lettere for børnene at ryste andre oplevelser af sig, siger Gitte Stald.

Forældre får ikke alt at vide
15 % af de danske forældre siger, at de mener, at deres børn har oplevet noget generende på internettet, mens hele 26 % af børnene siger, at de har oplevet negative ting.

- Tallene demonstrerer, at danske forældre ikke får alt at vide, eller ikke mener, at børnene støder på noget, de føler sig generede af. Det danske billede er dog ikke så ujævnt som i nogle lande - det kan blive bedre, men danske forælde får trods alt noget at vide. Det bliver interessant at gå i dybden med hvilke børn der mobbes, rammes hårdt, ikke ved hvad de skal gøre, og ikke fortæller det til deres forældre, supplerer Gitte Stald, og fortsætter:

- Men man skal også huske, at det stigende antal børn, der er online, også giver muligheder – børnene bruger nettet til skolearbejde, social interaktion, spil, video, tv og meget mere, slutter Gitte Stald.

Læs hele rapporten på www.eukidsonline.net. Der kommer en udvidet rapport i starten af november.

Mest Læste

Annonce