Jobrotation er med til at udvikle ansattes kompetencer, ledige, aktivering

Ledelse

04/04/2012 12:11

Jobrotation er blevet en naturlig del ved kompetenceudvikling af de faste medarbejdere i Aalborg Kommunes ældreafdeling. Som jobrotationsvikarer anvendes ledige, der har mindst 13 ugers ledighed bag sig. Medarbejderne bevarer deres sædvanlige løn under uddannelsen, og der ansættes jobrotationsvikarer til at overtage arbejdsopgaverne.

        Læs mere om jobrotation i kommunerne

I 2012 deltager 40 social- og sundhedshjælpere i uddannelse til social og sundhedsassistent, og 8 social- og sundhedsassistenter deltager i Akademiuddannelse i Sundhedspraksis. Her blev ansat faglærte jobrotationsvikarer.

Derudover fortsætter jobrotationsprojektet som rengøringslederne satte i gang i 2009, hvor 22 fastansatte medarbejdere fra rengøringscentrene ønskede at uddanne sig til social og sundhedshjælper.
Frugtbart samarbejde

Aalborg Kommunes Ældreafdeling, FOA Aalborg og Jobcenter Aalborg arbejder nu på tredje år sammen om jobrotation. Indtil nu har der været igangsat 3 hold pr. år med hver 25 jobrotationsvikarer, der både er faglærte og ufaglærte og kommer fra mange forskellige brancher.

Vikarerne opkvalificeres med 6 ugers teori og 8 ugers praktik inden de ansættes. Ansættelserne, som er af 12 måneders varighed, sker på overenskomstmæssige vilkår. I forlængelse af ansættelserne er der tilbud om uddannelse til social- og sundhedshjælpere.

Sygeplejersker kommer også med
Også hjemmesygeplejen har behov for kompetenceudvikling af medarbejderne, og da ledigheden blandt nyuddannede sygeplejersker er stigende, er der en god anledning til at igangsætte jobrotationsforløb, hvor faste medarbejdere efteruddannes og ledige ansættes til at vikariere.

Derfor er der indgået aftale mellem ældreafdelingen, Jobcenter Aalborg og Dansk Sygeplejeråd Nordjylland om at igangsætte jobrotationsprojekt på hjemmesygeplejeområdet. Her er plads til 10 jobrotationsvikarer, der får tilbudt ansættelse på mellem 4 og 7 måneder.

Jobrotation er et godt redskab, både i forbindelse med at opkvalificere medarbejderne til de nye faglige udfordringer der til stadighed kommer i hverdagen, men også til at medvirke til at nedbringe ledigheden.

Mest Læste

Annonce