Konkurrencestyrelsen: Nye oplysninger frikender Fredensborg i KMD-sag

29/10/2010 11:00

Nick Allentoft

Fredensborg Kommune har indsendt nye oplysninger, som betyder, at kommunen ikke har overtrådt EU’s Udbudsdirektiv ved at indgå kontrakt med KMD om levering af it-systemet Opus. I juni skønnede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at kontrakterne, som de tidligere kommuner Fredensborg-Humlebæk Kommune og Karlebo Kommune havde indgået i 2003, var indgået i strid med Udbudsdirektivet, idet værdien af kontrakterne blev skønnet til at overstige tærskelværdien for EU-udbud.

Styrelsen foretog sit skøn på baggrund af de oplysninger, som Fredensborg Kommune på det tidspunkt havde sendt til styrelsen. Efterfølgende har Fredensborg Kommune indsendt nye oplysninger, som peger på, at værdien af de oprindelige kommuners kontrakter var lavere end tærskelværdien for EU-udbud.

På den baggrund vurderer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at Fredensborg Kommune ikke overtrådte Udbudsdirektivet i forbindelse med indgåelsen af KMD kontrakterne.

Mest Læste

Annonce