Ledertalenter søges!

24/02/2012 12:13

Line Oxholm Thomsen

KL og KTO sender over 100 talenter på ledertalentudviklingsforløb. En samlet indsats skal klæde den næste generation af ledertalenter på.

Med projektet ”Fra medarbejder til leder” tilbyder KL og KTO ca. 120 medarbejdere med talent for ledelse et ledertalentudviklingsforløb i efteråret 2012, som strækker sig over seks måneder. I forlø­bet får deltagerne både en mentor, coachsamtaler, et modul på diplomuddannelse i ledelse og et netværk med andre medarbejdere, der har talent for og lyst til ledelse. De erfaringer, der kommer ud af det, vil blive brugt som inspiration for kommunerne til at arbejde videre med talentspotting og talentudviklingsforløb for kommende ledere.

”Kommunerne står over for en kæmpe udfordring med at rekruttere nye ledere. Jeg er derfor glad for, at Væksthus for ledelse med dette projekt kan bidrage til en løsning, som kan supplere den ind­sats som allerede gøres i kommunerne. Udfordringen handler ikke så meget om antallet af ledere, der skal rekrutteres, men mere om at fremtidens ledere skal have de rigtige kvalifikationer. Der er en direkte sammenhæng mellem god ledelse, kvaliteten i ydelserne og medarbejdernes trivsel ”, siger Sine Sunesen, direktør i KL og konstitueret formand for Væksthus for ledelse.

Bodil Otto, Formand for HK/Kommunal og næstformand for bestyrelsen for Væksthus for ledelse, peger også på andre gode grunde til at spotte ledertalenter:

”Strukturændringerne i kommunerne har medført, at antallet af medarbejdere pr. leder mange steder er øget. Det første lederjob er derfor ofte mere kompliceret og ansvarsfuldt end det var tidligere. Derfor er det meget positivt, at Væksthus for ledelse med dette projekt både sætter fokus på talentspotting og på en tidlig lederuddannelsesindsats for kommende ledere. Og så kan det ikke siges nok gange: God ledelse er guld værd for medarbej­dernes trivsel og for kvaliteten af opgaverne.”

Yderligere materiale om projektet findes på www.lederweb.dk eller på www.kl.dk/ledertalent.
 

Mest Læste

Annonce